Skal der sukker i fabriksmad? Vi kan selv vælge…

Blogindlæg af Strange Skov

Når fabrikkerne hælder sukker i maden, tror jeg ikke, det er fordi de har besluttet sig for at være onde og at deres kunder skal være syge. Måske er det slet ikke en beslutning. Jeg tror mere det handler om, at deres overlevelse afhænger af at sælge deres produkter.

Foto: Lars Plougmann

I bogen “Sandheden om sukker”, skriver Anette Sams om sukker i rugbrød, at hun ikke har bedt om, eller behov for et sukkertilskud, når hun spiser rugbrød. “Jeg får i forvejen masser af sukker fra et stykke sundt rugbrød, da melet i brødet omdannes til sukker, så snart det møder mit spyt.” At hun ikke vælger rugbrød for at få sukker, at industrien vælger det for hende, ved at putte sukker i.

Jeg er meget enig med Anette i at sukker ikke hører til i mad, og i at rugbrød bliver til sukker når vi putter det i munden.

Men det får mig også til at tænke HVORFOR fødevare-industrien egentlig vælger at tilsætte sukker til deres produkter.

Måske er det ikke kun industrien der vælger det

– Måske er det noget vi allesammen vælger at fabrikken skal gøre, ved at købe deres produkter.

Der findes mange slags rugbrød på markedet og man kan vælge at bage sit eget (eller slet ikke at spise brød, men rigtig mad i stedet for). Nogle sælger meget og andre sælger mindre. Fabrikkerne tester sig frem. Alle varemærkers opskrifter er flydende, organiske, darwinistiske, de bliver testet, bruger-testet, målt og vejet og justeret og justeret, mere af det, mindre af det, hvordan kan vi optimere. Øge merværdi, øge markedsandel, øge salg. Det er sådan industri er.

Når vi går med på den, når vi vælger det ene fabriksrugbrød frem for det andet, når vi vælger det med sukker i og alle gør det, så er det sådan det bliver. Det er gennemsnittet der gælder og derfor er det os alle der vælger.

Når én slags rugbrød laves med mindre sukker og en med mere sukker, så finder markedet helt naturligt en balance af det rugbrød med lige den mængde sukker som sælger mest muligt. Og det er det rugbrød som vinder. Ikke det rugbrød som er sundest eller det rugbrød som tager det fornuftige og etisk rigtige valg. De rugbrødsproducenter har der sikkert været, de findes bare ikke længere, fordi de ikke solgte nok.

Formålet med industri er at optimere til maksimalt salg. Hele problemet ligger i det. Industri kan ikke lave god og sund mad som er optimeret til salg. Det virker bare ikke.

Problemet er mellem forbrugeren og industrien

Jeg mener ikke, at det er et etisk problem med at nogle fabrikker vælger forkert. Industrien har nu prøvet i langt over 100 år at lave fabriksmad til os, og det går dårligere og dårligere.

Vores kost bliver hele tiden mere usund. Vi bliver hele tiden mere usunde.

Kunne vi se på muligheden:

Måske KAN fabrikker
ikke lave mad.

Måske kan fødevare-industrien som et system ikke lave sund mad over lang tid.
– Det er der noget der tyder på: Resultatet af de sidste 100 års fødevare-industri: Mere kost-relateret kronisk sygdom end nogensinde før.

I teorien kan en enkelt fabrik måske godt lykkes med at lave relativt spiselig mad, sådan da, i en periode. Men det ser ud som om det kun er et spørgsmål om tid, før det går ned af bakke – enten med kundernes sundhed eller med fabrikkens økonomi.

Det er op til os som forbrugere om vi køber eller ej.

Og de fleste forbrugere er sukkerafhængige og vælger ud fra hvad de synes smager bedst, ikke ud fra hvad der står bag på pakken i indholdsdeklarationen.

– På et tidspunkt stod jeg selv i supermarkedet og sammenlignede de forskellige mærker af kakaopulver og kakaopulverdrik, for at se hvor meget sukker der var i. Eller i virkeligheden var det et spørgsmål om hvor meget kakao der var i, for med sådanne produkter er størstedelen sukker. Det er faktisk chokerende så lidt kakao der var i, vi snakker helt ned til 15-20%, resten er sukker. Og det er alle de største og mest kendte og dyreste mærker som Nesquick og Oboy som indeholder mest sukker og mindst kakao. De billige “no-name” mærker har mere kakao og mindre sukker i.

Det fortæller noget om at de populære ting, de dyre ting, det som folk går efter, det som sælger, er ikke populært fordi det er godt eller fordi det er god kvalitet, men fordi der er mest sukker i.

Jeg tænker at hvis kokain var lovligt at putte i maden, så ville de populære produkter være dem med mest kokain i. Fordi det er vanedannende. Der er en grund til at vi godt kan lide det ene frem for det andet. Især når det er sådanne følelsesmæssige beslutninger og ikke fornuftige beslutninger.

Læs også: Kornprodukter: En ond cirkel af profit og sukkerafhængige børn

Jeg tror ikke at fødevare-fabrikkerne har besluttet sig for at være onde og at deres kunder skal være syge. Måske er det slet ikke en beslutning. Jeg tror mere det handler om at deres arbejde er (og afhænger af) at sælge deres produkter, så de prøver en masse forskellige opskrifter og den der er mest populær, det er den de vælger at lave. Og det vil bare typisk være den med mest sukker, salt og dårligt fedt i, som sælger bedst.

Når jeg tænker tilbage på fødevarer fra min barndom, især morgen-produkter i 1980’erne og 90’erne – det var nærmest et våben-kapløb om at proppe mere og mere sukker i morgenmaden. At kunne komme op på 30-40-50% sukker. I noget som købes til at give til børn. Til morgenmad. Det er fuldstændigt vanvittigt. Men det er resultatet af at det er en industri, som afhænger af, deres overlevelse afhænger af at sælge det de laver.

Og hvis de ikke kan sælge det de laver, så må de stoppe eller lave noget andet. Det er helt basal naturlig udvikling som Darwin beskrev det.

Jeg tror, at den eneste måde vi kan ændre det her, er at gøre os fri af den sukker-afhængighed som driver den udvikling.

Og det er kun noget vi selv kan gøre. Men det KAN vi.

Hej, jeg hedder Strange - det er mig der har skrevet det her indlæg.

Jeg har udgivet en bog om hvordan kost og kronisk sygdom hænger sammen og hvad vi selv kan gøre for at få det bedre.

Du kan købe min nye bog her.