Overvægtige er IKKE dovne
Jeg synes rent ud sagt, at det er noget svineri at sige til overvægtige, at de er dovne og så samtidigt fodre dem med giftig og vanedannende næringsfattig fabriksmad. Det er simpelthen noget svineri. Jeg har været overvægtig. Og jeg gad ingenting. Men ikke fordi jeg var doven. Jeg havde ingen energi.
Det at gide, er ikke noget man vælger at gøre. Det er efter min mening noget der sker når kroppen er i balance. Når kroppens behov bliver dækket. Når vi får næring, vand, sol, søvn, ro, varme, frisk luft, kærlighed, og hvad der ellers skal til, så bliver vi helt naturligt klar til det hele, motiverede og “spændt op til lir” – KLAR til at møde livet med oprejst pande og et kæmpe smil. Uoplagthed eller “dovenskab” som man også kunne kalde det, er efter min mening et symptom på forgiftning på linje med ledsmerter, overvægt, bumser og depression.
Jeg var ikke doven – jeg var forgiftet.
Jeg spiste almindelige fødevareprodukter i de første 35 år af mit liv. Det virkede ikke for mig. Men jeg var længe om at opdage det. Da jeg stoppede med det og begyndte at spise rigtig mad gik der meget kort tid før jeg helt naturligt fik masser af overskud og lyst til at bevæge mig.
Vi er homo sapiens – én slags abe blandt andre – og vi er lavet til at bevæge os, og det gør vi med glæde hvis vi da ikke er blevet syge, om det så er infektion, skader eller noget dårligt vi har spist. Hvis en abe æder en giftig plante og bliver syg, så svinger den jo ikke rundt oppe i trætoppene, den lægger sig ned og slapper af indtil den bliver rask (eller dør). Og hvis den bliver rask så har den lært ikke at spise den plante igen. Hvis den blev ved med at spise giftig mad hver dag, så ville den ligge stille hver dag. Det er jo ikke fordi den er doven.
Nu bevæger jeg mig frivilligt og jeg giver min krop byggeblokke i form af næring fra rigtig mad, så er det jo klart at jeg bygger muskelmasse op. Det er vildt mærkeligt at se min trekantede overkrop og store armmuskler i spejlet. Jeg forventer stadig at se en bleg pæreformet pose grød, når jeg ser i spejlet. Det er vildt mærkeligt, at det ikke længere er virkeligheden.
– Jeg får stadig ondt i ryggen, jeg har stadig stivhed i led om morgenen, men der er jo 35 års skader at rette op på. Er det overhovedet muligt?
Min datter Astra spurgte i går om jeg nogensinde ikke har den sygdom mere. Og jeg kunne ikke rigtig svare andet end, at det ved jeg ikke. Jeg sagde til hende, at jeg ikke tror det er en sygdom, men at jeg har spist ting som var giftige i 35 år, så der er kommet skader i min krop. Så måske hvis jeg holder op med at spise gift i de næste 35 år, så kan det være at skaderne bliver repareret.
Det er også derfor, det er så svært for mig hvis børnene spiser fødevareprodukter med sukker, stivelse, tilsætningsstoffer og dårligt fedt hjemme hos andre, fordi jeg er overbevist om, at det gør skade. Skader som tager tid at reparere. Jeg tænker, at hvis børnene aldrig spiser “almindelige fødevareprodukter”, i hvert fald i betydelige mængder, så vil de aldrig få skaderne. Så vil de måske som 35 årige være lige så sunde og raske som de er nu.
Den store løgn
For mig er det blevet meget tydeligt, når fødevareindustrien lyver. Når reklamernes budskaber er det totalt modsatte af virkeligheden: Virkeligheden i “energidrik” og “sportsdrik” er, at vi totalt og aldeles frarøves evnen til at holde vores eget energi-niveau oppe hvis vi drikker det. Virkeligheden med “en god start på dagen”, som slogan for morgenmadsprodukter er, at det værste man kan foretage sig om morgenen er at indtage kornprodukter. At rygning er sejt, og at man bliver populær af at drikke cola. Nej man bliver fed og bumset.
Alle som har oplevet børn 40 min efter slikskålen er tømt, må kunne genkende ideen om at selvlysende sukkerdimser fra Haribo “macht Kinder froh” – skulle gøre børn glade som en løgn af Goebbelske proportioner, når virkeligheden er, at det er “elendighed på pose”.
Fabrikkernes forarbejdede fødevare-produkter er efter min mening det rene gift og det er både fysisk og kulturelt vanedannende. Vi spiser mere og mere fabriksmad og vi bliver sygere og sygere. Udefra ligner det næsten en kæmpe selvmords-pagt.
Hvor jeg dog ærgrer mig nu over alt det havregryn jeg har spist i alle de år, hvor jeg kunne have spist god lækker og rigtig mad i stedet for, som makrel eller valnødder eller spinat eller jordbær eller hjemmelavet bearnaisesauce. Noget som smager godt. Føde med smag i stedet for giftig tapetklister som er vanedannende, og som både gjorde mig syg og overvægtig.
Læs også indlægget: Er overvægt et symptom på forgiftning?
Hej, jeg hedder Strange - det er mig der har skrevet det her indlæg.
Jeg har udgivet en bog om hvordan kost og kronisk sygdom hænger sammen og hvad vi selv kan gøre for at få det bedre.
Du kan købe min nye bog her.
Del på
Følg mig på