Hvor meget elsker du i virkeligheden brød, slik og kage?

Blogindlæg af Strange Skov

For noget tid siden hørte jeg én som lider af rygsøjlegigt sige, til ideen om at ændre pÃ¥ sin kost: “Ja, men jeg kan jo godt lide toast.”

Jeg kan sagtens se det. Men jeg tænker også, at den udtalelse må komme ud af manglede tro på, at bedre kost kan gøre en forskel. Fordi den kan jo ikke komme ud fra troen på, at kostforbedring kan gøre en forskel og så vælge ikke at forsøge det. For jeg kan ikke tro på at nogen kan lide toast så meget. Slet ikke hvis de er i smerter.

Hvor meget elsker du i virkeligheden kage?
Foto: Ju Muncinelli

Jeg kunne godt tænke mig at spørge alle som ikke vil give bedre kost en chance: “Hvor meget kan du egentlig lide toast eller popcorn eller kage, slik, cola eller hvad det nu er for gift du indtager?”

Han har børn, ham med rygsøjlegigt, som sagde sætningen. Det har rumsteret i mit hoved siden jeg hørte det. Jeg har selv været et barn af en far med rygsøjlegigt, så jeg har lyst til at spørge ham (og mig selv og os alle):

“SÃ¥ godt som du kan lide toast, tror du, at dine børn kan lide dig mere eller mindre?”

Hvad nu hvis der er en chance for at det der toast prøver pÃ¥ at slÃ¥ dine børns far ihjel? Hvad nu hvis der er en chance for det? Hvis nu det er tilfældet at du kan fÃ¥ det bedre, og blive til et helt menneske igen, og give dine børn deres far tilbage igen? Eller bare beholde dig lidt længere…

Alting er relativt. Og der er vel ting du kan lide bedre end toast. Kan du lide toast bedre end du kan lide at lege med dine børn?

– Og kan du i virkeligheden lide toast? Det jeg foreslÃ¥r er, at der sker noget inde i kroppen, en kemisk afhængighed nÃ¥r man spiser junk-food, som toast … sÃ¥ kan du i virkeligheden lide toast eller kan du lide toast pÃ¥ samme mÃ¥de, som en alkoholiker kan lide snaps? Eller en ryger kan lide cigaretter? Og nej, det er ikke fordi det smager godt eller lugter godt.

Jeg synes, det er for nemt at benægte sammenhængen mellem at spise gift og være forgiftet. Vi kan jo mærke det, hvis vi mærker rigtigt efter. NÃ¥r vi spiser noget rigtig sundt, næringsrigt mad og bruger vores krop, sÃ¥ føles det godt. NÃ¥r vi spiser junk og ikke bevæger os eller stresser eller ikke sover nok, sÃ¥ har vi det dÃ¥rligt. For mig at se, er det for nemt bare at hoppe ombord i benægtelsen. Det er at stikke fingrene i ørerne og synge “la la la”.

Da min søn Milan var lille sagde han engang, at der var noget han havde tænkt over: At hvis der var nogen af os der skulle dø, så synes han det var bedre, at det var ham end os, fordi som han sagde, han ville ikke kunne undvære os, men vi ville bare kunne lave ham igen. Det var der hvor jeg rigtig forstod hvor meget jeg betyder for mine børn og at jeg har et ansvar overfor dem om at passe på mig selv. At efter jeg har fået børn, er min krop ikke længere bare min egen til at behandle eller misbruge som det passer mig.

Hej, jeg hedder Strange - det er mig der har skrevet det her indlæg.

Jeg har udgivet en bog om hvordan kost og kronisk sygdom hænger sammen og hvad vi selv kan gøre for at få det bedre.

Du kan købe min nye bog her.