Kan man være afhængig af mad?
I en bog om madafhængighed jeg læste, anbefales vi, at spise kage eller slik mindst 2 gange om ugen, for at få et naturligt forhold til mad. Efter min mening er slik og kage hverken “naturligt” eller for den sags skyld “mad”. Er det overhovedet muligt at være afhængig af mad? Altså rigtig mad?
At “mad er mad” og “en kalorie er en kalorie” og at vi skal have et naturligt forhold til mad og kunne spise alt “med måde”, ligner for mig et forsøg på krampagtigt at håndtere vores afhængigheder, i stedet for at frigøre os helt fra dem ved at se ærligt på tingene og på os selv.
Jeg er klart enig i, at vi skal slappe af omkring mad, men det mener jeg vi gør bedst, ved at være ærlige over for os selv om hvad der er mad og hvad der ikke er mad. Jeg har kun hørt eksempler på afhængighed af ting, som jeg ikke genkender som mad: Junkfood, kage, chips og slik. Jeg kan ikke forestille mig nogen være afhængig af noget af det, jeg opfatter som mad.
For mig giver det ikke mening at have et naturligt forhold til noget unaturligt…
Madafhængighed sammenlignes i bogen med alkoholikere og narkomaner, men at forskellen ligger i, at hvor en stofmisbruger skal stoppe helt med sit stof, kan en madafhængig jo ikke stoppe med at spise mad.
Det mener jeg svarer til at kalde en ryger “luft-afhængig” eller en alkoholiker “drikkelse-afhængig”. En alkoholiker er ikke afhængig af drikkelse – kun én bestemt slags. Alkoholikeren er “alkohol-afhængig” ikke “drikkelse-afhængig”. Det er den forkerte drikkelse en alkoholiker drikker. En ryger er jo ikke “luft-afhængig”, det er den forkerte luft som rygeren er afhængig af. Rygeren skal stoppe med en helt specifik luft – nemlig den luft der kommer ud af et lille hvidt rør med et brændende blad i fra en tobaksplante. Og alkoholikeren skal stoppe med at drikke en helt speciel form for drikkelse – ethanol, alkohol.
En alkoholiker skal ikke stoppe med at drikke vand.
En ryger skal ikke stoppe med at trække vejret.
En madafhængig skal ikke stoppe med at spise – en madafhængig skal stoppe med at spise ting der ikke er mad.
Jeg kan ikke forestille mig en madafhængig som er afhængig af noget, jeg ville kalde mad. Jeg kan ikke forestille mig nogen være afhængige af broccoli, makrel eller hindbær? Jeg kan ikke forestille mig nogen have sådan et kærlighed/had-forhold til grønkål og som spiser sig selv til overvægt, depression og sygdom i valnødder. Når vi snakker om madafhængighed, så er det efter min mening altid såkaldt mad, sukkerlignende mad, fødevareprodukter, junkfood. Det er altid såkaldt mad, som er baseret på kemikalier på kemikalier som hvidt pulver, sukker sukrose, pulveriseret græsfrø, hvedemel, rugmel, havremel, majsstivelse – hvidt pulver, som bliver rørt op med diverse mærkelige ting, så det kommer til at blive en dårlig efterligning af mad. Ikke mad. Det er ikke mad, madafhængige er afhængige af. De er afhængige af non-mad, fake-mad, mad-lignende-fødevarer-produkter. Det er sukkeret i den såkaldte mad, de er afhængige af.
Alle de ting man kan være afhængig af, om det er alkohol, nikotin, facebook, sukker, spil, kokain, sko-shopping, kommer ned til, at det frigiver dopamin i hjernen. Det giver os en lykkefølelse, men ikke lykke. Dopamin går væk efter noget tid og når vi kommer ned til virkeligheden igen, så vil vi have mere dopamin, så vi kan føle os lykkelige igen. Uden at være det.
Hver gang vi gør noget som gør os lykkelige, frigiver hjernen dopamin, men der er nogle snyde-genveje, for eksempel sukker, alkohol, kokain, facebook og skrabelodder. Det får hjernen til at frigive dopamin, så vi tror, at vi er lykkelige. Mængden af dopamin der skal til for at give os lykkefølelsen stiger, når vi vænnes til at dopaminen bliver frigivet på den her kunstige måde. Vi vænner kroppen til at tro at den har brug for det i større og større mængder.
En stor grund til at stofmisbrugeren tager sit stof (for at få dopamin frigivet), er at ens liv uden det bare er røvsygt. Og jo mere man dykker ned i misbruget, og ignorerer sit liv, jo værre bliver ens liv. Hvis man ikke rører ved et hus i flere år, men bare lade stå til, så vil det snart ligne en ruin. Hvis du forestiller dig, at hver gang du ikke har det godt, så har du en knap og når du trykker på den, så føles det som om du har det godt og så behøver du ikke tage dig af dit liv. Det er det som mange tidligere stofmisbrugere fortæller. De fortæller, at det bliver sværere og sværere at slippe knappen, fordi virkeligheden i mellemtiden er blevet dårligere og dårligere. Dels fordi det bliver sværere at slippe afhængigheden og dels fordi alternativet bliver ringere. Kemisk set, er det er det samme der sker med sukker, facebook, rygning osv.
At have et naturligt forhold til sin afhængighed er meningsløst. For mig, giver det ikke mening, at tale om at have et naturligt forhold til noget unaturligt. Fordi sukker på pose, hvedemel på pose, kokain på pose eller facebook og tv i sækkevis findes ikke i naturen. Skumfiduser, ostepops og franskbrød findes ikke i naturen.
Jeg har et naturligt forhold til savsmuld, gibs og flamingo – at ikke spise det. Det er det samme naturlige forhold jeg har til pulveriseret græsfrø (hvedemel) og krystalliseret saft fra en roe (sukker) – en rod som er kunstigt fremavlet af mennesker – det er noget dybt kunstigt, både sukkerroen som det kommer fra og den process det har været igennem og det som det ender med at være – noget hvidt pulver. Og så kan man sige “ja, men det kommer jo fra naturen”. Jo, men det gør benzin, arsenik og kviksølv også – det betyder ikke at vi skal drikke det.
At bekæmpe afhængighed med mådehold svarer til at inkludere cigaretrøg i begrebet “luft”, og sige til en ryger, at han skal lære at trække vejret med moderation.
Problemet for mig at se, er at man opfatter noget som er kunstigt, unaturligt, vanedannende, ødelæggende, sundhedsskadeligt som mad. Det er at lade som om problemet er noget andet end det er. At tørre problemet af på den såkaldte madafhængiges viljestyrke er et trick som både tobaks- fødevare- og sukker-industrien har brugt i årevis.
I forsøget på at hjælpe de såkaldte “madafhængige” ender disse coaches med at holde fødevareindustriens ofre fast i en tankegang, som virker udtænkt i marketing-møder: at giftige og vanedannende fødevare-produkter “bare er mad” og at det ikke er “maden” som er problemet, men vores unaturlige forhold til den – vores manglende selvkontrol. Disse coaches bliver, for mig at se, medskyldige i vores selvbedrageri og selvdestruktion (med en særlig høj timeløn).
Vi er efter min mening ikke mere “mad-afhængige” end vi er “luft-afhængige” og “drikkelse-afhængige”. For mig handler det om at se på hvad der er mad og hvad der ikke er mad. Det er nemt at lade være med at spise fluesvamp, for det er ikke mad. Og det er nemt ikke at spise flamingo-kugler, for det er ikke mad.
For mig at se er problemet ikke at mennesker er madafhængige, problemet er at vi ikke har lært at se forskel på hvad der er mad og hvad der ikke er mad.
Hej, jeg hedder Strange - det er mig der har skrevet det her indlæg.
Jeg har udgivet en bog om hvordan kost og kronisk sygdom hænger sammen og hvad vi selv kan gøre for at få det bedre.
Du kan købe min nye bog her.
Del på
Følg mig på