Kiks til de stakkels børn

Blogindlæg af Strange Skov

Nord-spanien: Det var blevet sent og vi skulle have et sted at overnatte inden vi kørte videre næste morgen. Vi fandt en rolig lille parkeringsplads ved en fodboldbane i en lille by med vandpost, skraldespande, tømme-sted og det hele.

Næste morgen legede børnene, mens vi pakkede sammen. De snakkede med en ældre dame, som sagde noget til os på spansk (som vi ikke forstod) og så meget bekymret ud og straks skyndte sig hjemad.

Lidt senere kom hun tilbage, og gav os en stor pose med kiks. Hun pegede bekymret på vores børn og sagde “til børnene” på spansk. Måske hun bare ville være sød, men jeg fik helt bestemt den ‘vibe’ at hun syntes at vi er for tynde og at den må være helt gal. Måske hun syntes at vi så fattige og forhutlede eller hjemløse ud, det ved jeg ikke. – Det gjorde vi jo nok efter næsten 3 måneder på vejen.

Jeg ved ikke om hun bare aldrig har set sunde og raske barnekroppe med muskler og ingen fedt eller hvorfor, men hun havde skyndt sig hjem og samle en bærepose med 4 store pakker forskellige slags kiks: Marie-kiks af den mest næringsløse slags – af raffinerede og pulveriserede græsfrø.

– Det var virkelig sødt af hende, men også lidt pudsigt.

Vi sagde pænt tak og vinkede smilende farvel til hende, da vi kørte videre mod den berømte surfer-strand ‘Los Locos’, og børnene fik lov til at spise deres hvede-pap (som gav et blodsukker-kick på linje med skumfiduser) – indtil de havde en slem mavepine og højtlydt fortrød noget så bitterligt.

Imens spiste jeg spanske flæskesvær med ost på – det var slet ikke så dårligt.

Hej, jeg hedder Strange - det er mig der har skrevet det her indlæg.

Jeg har udgivet en bog om hvordan kost og kronisk sygdom hænger sammen og hvad vi selv kan gøre for at få det bedre.

Du kan købe min nye bog her.