Sådan hjælper humor mig af med dårlige vaner

Blogindlæg af Strange Skov

Det har hjulpet mig på min rejse til at leve bedre med autoimmuntet, at finde absurditeten i de dårlige vaner, jeg har været fastlåst i og gøre grin med dem. Den humor har hjulpet mig til at tage ejerskab over mine vaner, vælge bedre og hjælpe mig videre mod en sundere livsstil. Og til at finde mit eget ståsted.

Når jeg kalder mælk for ‘kojuice’ og kornprodukter for ‘melklister’ er det ikke for at lave dogmer om hvad man må og ikke må spise. Det er op til os hver især. Det jeg prøver på, er at stille spørgsmål ved ting som jeg tidligere tog som selvfølger, at rykke ved fastlåste ideer ved at udpege absurditeten i dem.

Det er ikke en naturlov at vi skal spise korn med mælk på til morgenmad. Når jeg tænker på det som “melklister med kojuice”, skubber jeg til det, som jeg selv tidligere havde som en fast overbevisning. Som jeg ikke engang var klar over.

For mig rykker det ved madpyramidens grund, de der “sandheder” som “alle ved”: “at fedt feder”, “at fundamentet i en sund kost er korn”, “at sukker giver os energi”, “at morgenmad er det vigtigste måltid på dagen”, “at man får krampe hvis man går i vandet efter man har spist” og alle de andre ting som vi har hørt og hørt og gentaget, og som bare ikke er rigtigt. Det er bare floskler.

At stille spørgsmålstegn ved det man tror man ved med sikkerhed, er grænseoverskridende og angstfremkaldende, tror jeg. Når jeg har fået skubbet ved min opfattelse af hvad rigtig mad egentlig er, har det været svært og jeg har gjort meget modstand. Jeg har haft benægtelse: “Ej, det kan jo ikke passe…”, jeg har haft undren: “Hvorfor ville de så sige det?”, jeg har bagatelliseret det: “Jeg har jo altid spist det” og “Alle spiser det jo, så det kan jo ikke være så slemt” – det er sådan jeg har reageret. Der er ofte angst forbundet med, at tingene måske kunne være på en anden måde end man troede. Og lige præcis med mælk og korn og sukker og fabriksmad – var det for mig angstfremkaldende på mange niveauer at åbne op for ideen, at måske er det ikke godt for mig. Det føltes lidt som om den klippegrund jeg stod på pludselig rykkede sig.

“…ingen nævneværdig forskel på det vi fodrer vores børn med og det vi sætter tapet op med…”

For mig hjælper humor til at rykke ved de fundamentale tankegange eller forudindtagede ideer. Jeg kan mærke, at når nogen påpeger absurditeten i noget jeg tager for givet, så griner jeg og så kan jeg flytte mig.

At der ikke er nævneværdig forskel på opskriften på det brød vi fodrer vores børn med om morgenen og det melklister vi i gamle dage brugte til at sætte tapet op på væggen med, er for mig så absurd at det bliver komisk.

Et andet eksempel er absurditeten i, at vi tager et stort dyr og tæmmer det, og i generationer om-avler det til et føjeligt dyr, vi kan have stående indendørs på en komælksfabrik, og fodre det med græsfrø det ellers ikke ville spise, så vi kan klemme juice ud af det i en kop og sælge det i en papæske i et supermarked og skrive uden på papæsken, at det er mægtig, mægtig “næringsrigt”, og at vores børn behøver det ellers bliver de tandløse og knogleløse. Hvis man fortalte den historie til en stenaldermand ville det lyde som påfund. Det lyder ikke som noget der foregår i virkeligheden. For mig lyder det så absurd, at det bliver komisk.

Jeg prøver ikke på at sætte regler op. Alle må selv bestemme hvad de vil spise og hvad der fungerer for dem. Og hvad man er villig til at give og tage. Og så kan man prioritere. Det er jo lidt en forhandling mellem kultur og natur, de valg vi træffer. Hvor meget unaturligt skidt kan jeg æde? Hvor dårligt vil jeg have det?

Jeg har selv i hele mit liv spist kornprodukter med mælk hver morgen. Og det var hvad jeg gav til mine børn, da de var små. Men det er jeg dog ked af nu, hvor jeg ved bedre. Det var så indgroet, at selv i de år Siv og jeg boede i Kina og hvor vi kun kunne købe kornprodukter til overpriser i specielle udlændinge-supermarkeder, spiste vi kornprodukter. Når vi var i Danmark købte vi kornprodukter i store pakker og fyldte vores kufferter med det, og tog det med til Kina. Så fastlåst en ting var det.

Det var en selvfølge, at det var morgenmad. Slut punktum. Vi kunne simpelthen ikke se, at der var andre muligheder. Vi havde aldrig prøvet at spise andet om morgenen. Og det gik på intet tidspunkt op for os, at vi var omgivet af millioner af kinesere, som ikke spiste korn med mælk på til morgenmad, og at de for øvrigt ikke var overvægtige. (Den unge generation af kinesere har dog fået lært det og har også indhentet det med overvægten)

Det er virkelig interessant nu, at kunne se det fra den anden side, og tænke tilbage på dengang jeg ikke kunne se andre muligheder om morgenen end havregryn eller andre muligheder til frokost end rugbrødsmadder eller andre muligheder til aftensmad end kartofler, ris eller pasta.

Nu er jeg kommet ud på den anden side i en verden fuld af grøntsager og frugt og fisk og kød og nødder og bær og det hele smager SÅ meget bedre. Det er SÅ rart at give slip på de gamle tanker, som egentlig slet ikke var mine egne, men bare var noget jeg havde lært af min kultur og vænnet mig til igennem min opvækst. Jeg tror at mange af vores kostvaner er tillærte selvfølger. Når vi har fået ting at vide nok gange, så går vi ud fra at det ikke kan være på andre måder. Men det er befriende at give slip på det.

Jeg har aldrig rigtig tænkt at det var et valg, jeg har altid bare spist korn til morgenmad (og frokost og aftensmad), fordi det har jeg altid gjort. Men ved hjælp af den komiske absurditet i det, har jeg opdaget at jeg har et valg og jeg vælger aldrig at spise det mere, fordi det intet godt gjorde for mig. Det gjorde mig overvægtig, uoplagt, energiforladt, deprimeret og syg.

Jeg påpeger absurditeten i det for at understrege, at det er et valg hvad vi spiser og at vi kan ændre på tingene.

Hej, jeg hedder Strange - det er mig der har skrevet det her indlæg.

Jeg har udgivet en bog om hvordan kost og kronisk sygdom hænger sammen og hvad vi selv kan gøre for at få det bedre.

Du kan købe min nye bog her.