Strange Skov

Jeg har rygsøjlegigt, men vil ikke lade min diagnose bestemme hvordan jeg lever mit liv.

Jeg blogger og skriver artikler for at dele hvad jeg har lært om hvordan kost og livstil påvirker kronisk sygdom.

Jeg vil ikke give min fars gift videre

Blogindlæg af Strange Skov

Vi har i lang tid, skridt for skridt, smidt ud fra vores spiseskammer herhjemme – ting og produkter som vi tidligere spiste, men som vi ikke længere opfatter som mad. Det har været en underlig og grænseoverskridende process som jeg skrev om i blog-indlægget: ‘Det var svært at smide vores mad ud, men livsnødvendigt‘.

Nu er vi kommet til alkohol.

Alkohol er for mig i en helt særlig klasse af såkaldte nydelsesmidler som jeg på mirakuløs vis igennem mit liv har formået at lukke øjnene for, og bilde mig selv ind, at det ikke er det reneste gift. Men det er det. Det ved jeg nu, og inderst inde har jeg vidst det siden jeg var barn af en alkoholiker.

– I alle de undersøgelser og bøger jeg har læst om autoimmunitet og inflammation fremgår det tydeligt at alkohol og rygning er blandt de absolut mest inflammations-fremmende ting man kan indtage.

Vi har lige smidt det ud. Gamle flasker fra dengang vi var studerende og kørte en tur til Tyskland engang imellem og handlede ind til fester. Jeg har ikke drukket alkohol de sidste par år. Sidste gang jeg tog et glas vin var i sommers på en lejrtur sammen med min gamle ven Asger og vores drenge. Næste morgen vågnede jeg med inflammations-angreb i mit øje (et ret almindeligt autoimmunt symptom). Om det var vinen eller røgen fra bålet eller noget andet ved jeg ikke. Men alkohol gavner mig ikke. Det gør kun skade og jeg behøver det ikke. Og jeg vil ikke give det videre til mine børn og det gør jeg bedst ved at vise dem, at det ikke er en del af mit liv.

Rundt om lejrbålet snakkede vi om at vi egentlig ikke behøver alkohol for at have det rart sammen. Vi har kendt hinanden i 30 år – siden vi var så små som vores børn er nu. Vi kender hinanden, vi har det godt med hinanden og vi har ikke nogen hæmninger overfor hinanden som vi behøver alkohol for at nedbryde.

Og siden har jeg ikke taget et glas. Det er ikke fordi jeg tvinger mig selv til at lade være. Det er bare at jeg ikke gør mig den ulejlighed at tilvælge det. Jeg ser det for hvad det er, og det er ikke brugbart for mig, mit helbred eller mit liv.

Hvorfor har jeg det her liggende?

I posen til udsmidning var der en flaske rød Ålborg snaps. Og da jeg stod med den i hånden fik jeg flashback til da jeg selv var omkring 10 år gammel, så gammel som min søn er nu, hjemme hos min far i hans lejlighed, efter mine forældre var blevet skilt, fandt jeg i hans undertøjsskuffe en halv-tom flaske rød Ålborg snaps. Og min far var hel-fuld. Jeg kan huske, hvordan jeg dengang, uden at tøve tog flasken og hældte den ud i håndvasken. Og det der slog mig nu, var: Hvorfor har jeg sådan en flaske liggende? Hvad skal jeg med den? Hvorfor i alverden er det sneget sig ind i mit hoved at det her er noget som jeg kan bruge til noget, når jeg ved præcis hvor meget skade indholdet af den flaske gør. For jeg har set det som barn. At det smadrede min far og hans krop, og min familie og mig selv som barn.

Min far var alkoholiker og selvom han stoppede med alkoholen i de sidste mange år af hans liv var hans krop stadig fysisk skadet af alkoholen. Nu hvor Siv og jeg smider vores gamle flasker ud, tænker jeg, at der sikkert var nogen som ville blive glade for at få det, og om jeg skulle give det til nogen. Men nej, jeg ville simpelthen ikke kunne se mig selv i øjnene bagefter. Det er gift og hvis jeg giver det til andre, så tager de den gift.

Jeg vil ikke give min fars gift videre til nogen andres far. Jeg er nødt til at smide det ud. Det er det eneste sted hvor det hører hjemme. Det er en fejlopfattelse, at det her er noget, som har nogen som helst værdi.

Vi har også nogle øldåser liggende, som er så gamle at de sikkert ikke kan drikkes, men det kunne de jo ikke i forvejen. Dem kan vi måske bruge til dræbersnegle-fælder i haven.

PS: Hvis indlægget var brugbart for dig vil det måske også være det for andre i dit netwærk. Del det på Facebook eller Google+, det hjælper både mig og dem du deler det med.

*
Har du husket at tilmelde dig?
Få vores månedsbrev med ny viden og
andre autoimmunes erfaringer
direkte i din inbox.
*

Tilmeld dig her...

* Det er gratis og vi spammer ikke.