Det var svært at smide vores mad ud, men livsnødvendigt

Blogindlæg af Strange Skov

Herhjemme har vi været i gang med at tømme ud af vores spisekammer for at smide ud og det er med blandede følelser. For vi plejer aldrig at smide mad ud.

– Vi plejer altid at spise vores rester op inden vi laver ny mad. Når vi har plukket alle persillebladene af deres stilke og spist dem i salater, bruger vi stilkene i suppe. Når vi har plukket kyllingekødet af benene og spist det, så bruger vi benene til suppe. Broccoliens stængler skærer jeg i skiver og bruger i omelet. Kernerne i citroner planter vi i potteplanter og bruger de friske citronblade i thailandske karryretter. Og hvad børnene levner på deres tallerkner spiser vi voksne. Og så videre.

Vi smider normalt aldrig mad ud. Selv en lille rest fra aftensmaden er rar at have til næste dags frokost. Det er nok en kerneværdi hos os, at det er svineri at smide mad ud. Men nu har vi alligevel været i gang med det. Big Time.

Min opfattelse af hvad der er mad har nemlig flyttet sig over de sidste par år, siden jeg startede den her rejse på, at leve bedre. Skridt for skridt som jeg har læst og undersøgt tingene, er der blevet sat spørgsmålstegn ved alt det jeg tidligere levede af.

Resultatet er bland andet, at meget af det vi tidligere spiste, ser vi ikke længere som mad. Og der er ingen grund til at have en masse ting liggende i madskabet som vi ikke ser som mad: spaghetti, makaroni, pasta-skruer og lasagne-plader, jasmin-ris, basmati-ris, grødris, hvide ris og brune ris, hvedemel, rugmel, havremel, speltmel, perlebyg, økologisk fuldkornsmel- og kornblandinger, havregryn, cornflakes og branflakes, øl, snaps, likør og vodka. Alt sammen mere eller mindre bare det samme pulver i mange former og farver. – Vi bor på landet og handler stort ind når vi er i byen og vi handler større ind når der er tilbud. Det fungerer for det meste for os, men gjorde også at vi nu stod med store mængder af diverse substanser som vi oprindeligt slæbte med hjem i troen, at det var god og sund mad. Vi havde blandt andet en sæk med 100kg økologisk hvedekorn vi købte af en rar gammel bondemand i Skåne. Men nu spiser vi ikke korn mere. Vi ser det ikke som mad længere. Selv ikke hjemme-kværnet fuldkorn af den mest øko-agtige, gammeldags kornsort-slags opfatter jeg som mad længere.

Vi har udskudt det længe. Vi har ikke taget skridtet til at smide det ud, selvom vi havde forstået at det ikke er mad. Måske har det taget noget tid for vores kerneværdi, at ikke smide mad ud, at indhente vores ændrede opfattelse af hvad mad egentlig er.

Men nu har vi smidt ud. Vi har smidt rigtig meget “mad” ud. Vi har smidt havregryn, cornflakes, pasta, ris, melblandinger og alkohol ud. Det har været med blandede følelser, at vi har smidt mad ud i så store mængder. At stå og hælde den ene pose pasta efter den anden ud i en stor tønde kompost-affald, der har jeg haft tankerne, at der findes mennesker i verden som ikke har mad og om jeg da ikke kunne give det til dem.

Kan jeg give det til nogle venner?

Kan jeg give det til de syriske flygtninge her i byen?

Jeg kan skrive på facebook og spørge om nogen vil have det?

Kan jeg bare stille det udenfor Netto og så kan nogen som ikke har så mange penge tage det og så kan de få glæde af det?

Det har jeg haft lyst til. Men så er det at jeg har tænkt:
Hvorfor er det at jeg står og hælder det ud?

– Det er jo fordi jeg ikke vil hælde det i min egen krop. Jeg vil ikke hælde det i mine børns krop. Jeg vil ikke hælde det på mine venner. Så vil jeg jo heller ikke give det til mennesker jeg ikke kender, fordi jeg ikke ønsker at de bliver så syge af det som jeg er overbevist om at man bliver.

Det har virkelig været svært at smide ud. Og det har taget tid. Vi har ligesom taget det én ting af gangen, når vi har opdaget at vi ikke kommer til at ville spise det her igen. Vi tænkte første gang vi smed noget ud, at vi gemmer de andre ting, fordi det kan jo være at vi får brug for det senere. Men et halvt år senere ligger det stadig på hylden og vi spiser det ikke. Fordi vi ved mere og bedre nu. Og når først man ved noget kan man ikke ‘uvide’ det igen.

Det er en underlig problemstilling, som for mig har været meget tankevækkende. Jeg tror at det måske i virkeligheden handler om, at sætte et stort fedt punktum for min gamle dårlige kost og en streg under den livsstilsforbedring jeg har gennemgået.

Hej, jeg hedder Strange - det er mig der har skrevet det her indlæg.

Jeg har udgivet en bog om hvordan kost og kronisk sygdom hænger sammen og hvad vi selv kan gøre for at få det bedre.

Du kan købe min nye bog her.