Skemalagt Sjov
Fordi vi arbejder lidt utraditionelt er det muligt for os at bestemme over vores tid. Vi kan vælge at hvis vejret er skidt: Fint! Så sætter vi os indenfor og laver noget der eller går igang med at male køkkenet eller hvad det nu er.
Hvis det er godt vejr så tager vi på stranden (eller på skøjtebanen om vinteren). Så er det for os ligemeget om det er søndag eller mandag, midnat eller middag.
Vi var (for én enkelt undtagelses skyld) på en campingplads i Tyskland for at besøge nogle venner, hvor de stod og pakkede sammen i regnvejr. Og der er ikke noget mere SØRGELIGT end en campingplads i regnvejr, fordi nu er der sat en uge af, i de der ferieblokke på skemaet henne på arbejdet, hvor min ferie er malet ind i lorte-brun og kolegaernes i brækgrøn eller nikotingul. Så jeg har den der blok i kalenderen, og det er bare dér min ferie skal være, hvad fanden der så end foregår omkring mig. Om jeg har lyst eller ej. Om vejret er elendigt eller ej. Så er det fra mandag kl. 12, vi kører og så skal vi checke ind på campingpladsen kl. blah-nul-dut. Og nu skal vi edder-fanden-mig have det rart. Kom så, skynd dig lidt!
Engang vi havde forvildet os i Legoland, overhørte jeg en hollandsk far sige til hans lille søn:
NEJ, vi har ikke tid til at lege med lego, når vi venter i kø til rutsjebanden i lego-land. Kom så her og stå i kø!”
– Vi stod i en milelang kø til de dér ‘rides’ som bare er rutsjebaner hvor de har limet et par lego-klodser på. Det eneste sted i hele legoland, man kunne lege med lego var ved køerne, hvor de nogle steder havde sat borde op med lego-klodser, som børnene kunne lege med, mens de ventede i evigheder på at kunne komme op i sidde i en eller anden stol og blive kastet rundt. Der stod en hollandsk dreng og legede med lego, og så kom faren, fordi nu bevægede køen sig: “Nu kommer du med. Kom så. Vi har ikke tid til at stå her og lege med lego!” Han var virkelig sur over, at barnet ville lege med lego i lego-land, fordi NU SKAL VI HAVE DET SJOVT KOM SÅ HER! – Skemalagt sjov.
Det var den samme følelse vi fik fra campisterne på den dér campingplads i Tyskland – at de voksne bliver sure på børnene fordi de er overtrætte eller at de er hysteriske. Men de har jo selv proppet sukker i dem hele dagen og holdt dem oppe til kl. 23 om aftenen.
Det skulle være rart og hyggeligt, men i de rammer hvor man lader tid og sted og produkter bestemme – bliver man hevet ud af nuet, og kan ikke nyde at være sammen med sine børn, selvom man rent faktisk havde mulighed for det.
– Jeg vil gerne huske at sætte pris på og udnytte at vi har så usædvanligt meget fleksibilitet og frihed som vi har (det betyder også at vi ikke har særligt store indkomster). Hvis det regner så kan vi sætte os og arbejde og hvis solen skinner så kan vi tage på stranden eller fixe haven, i stedet for at lade det irritere os at vejret er hvordan det nu er. Og det er ikke nogen selvfølge. Det er en svær øvelse – underligt nok – at tage den frihed man har.
Hej, jeg hedder Strange - det er mig der har skrevet det her indlæg.
Jeg har udgivet en bog om hvordan kost og kronisk sygdom hænger sammen og hvad vi selv kan gøre for at få det bedre.
Du kan købe min nye bog her.
Del på
Følg mig på