Der er ingen skam i overvægt, så lad os tale ærligt om det

Blogindlæg af Strange Skov

Overvægt er ikke noget man skal skamme sig over. Overvægt er et symptom på kronisk kost-forgiftning, som kan løses. Ligesom gule tænder og ryger-hoste er symptomer på tobaksforgiftning. Det løser ikke problemet at have det dårlig og skamme sig, men det hjælper heller ikke at ignorere virkeligheden.

Dengang jeg tidligere røg, forstod jeg ikke, hvor meget cigaretrøg egentlig skader mig. Og hvor veldokumenteret det er, så voldsomt det skader mig. Det forstod jeg ikke, ikke sådan rigtig i dybden. Jeg havde blot hørt løs snak i hjørnerne om, at det nok ikke er så godt og bla. bla. hurtigt videre…

Jeg tror hvis nogen havde sagt det til mig tydeligere, så havde jeg måske forstået det tidligere. Hvis en læge havde forklaret mig det i detaljer, hvis venner, familie, medmennesker som vidste noget om det, havde fortalt mig, hvor skadeligt det er, så havde det måske gjort en forskel tidligere. Hvis nogen havde sagt det til min far, nogle af hans behandlere, læger, sundhedspersonale og han havde sagt det videre til mig, så kunne det være, at det var trængt ind.

Hvis jeg møder en ryger på gaden og fortæller ham, at jeg selv har røget i mange år og at jeg ikke vidste, hvor syg man bliver af det. At jeg er blevet syg af det og måske jeg aldrig helt kan reparere de skader som cigaretterne gjorde. Og det er ikke rart at høre på, men det er virkeligheden.

Hvis jeg siger sådan til en ryger, så kan det godt være, at han synes at jeg er lidt dum og irriterende at høre på i hans ryge-pause, men der er ikke nogen andre som vil synes at jeg gør noget forkert. Slet ikke de mennesker som holder af ham.

Hvis jeg siger det samme til én der står og drikker cola og i stedet for at påpege, at man får ledsmerter eller lungekræft, hvis jeg i stedet for påpeger at man bliver overvægtig, så er jeg lige pludselig trådt over en social grænse, man ikke må træde over. Så fat shamer jeg. Og det må jeg ikke.

Hvis tobaksindustrien havde fundet på det i 60’erne og 70’erne, at hvis man sagde til nogen at tobaksrygning er skadeligt, at det så var “smoke shaming”. Eller hvis alkoholindustrien havde fundet på, at hvis man tager et familiemedlem eller sine nære og kære til side og siger, at de måske har et alkoholproblem eller siger, at jeg tror du har drukket nok og at vi skal hjem nu, at så er det “drunk shaming”.

Hvis alkoholindustrien eller tobaksindustrien havde fundet på det, så ville vi i dag kunne se tilbage på det og genkende det som tarvelige salgs tricks.

Alle de krumspring som tobaksindustrien lavede med “det er ikke bevist at det skaber kræft” og “nu er det med filter, så det er jo bedre” og “nu er det økologisk og nu er det uden tilsætningsstoffer”. Det er alt sammen bare krumspring. Det kan vi se i bakspejlet. Der er ikke længere nogen som er i tvivl om rygning er sundt eller usundt. Ikke længere. Men det var der altså for 30 år siden. Og der er stadig tvivl om sukker er godt eller dårligt eller i hvert fald, om det er noget vi kan tåle eller ej, klare eller ej.

Når vi ser på det store billede, på den kamp mellem fødevareindustrien som vil tjene penge på den ene side og deres ofre, befolkningen som ikke vil være syge, på den anden side. Og det lader til at det ene udelukket det andet. I det større perspektiv, når vi kigger ud over enkeltpersoner, og ser på samfundet i det store billede, så er konceptet om “fat shaming” et genialt marketing trick. For i virkeligheden så handler det om at fødevareindustriens marketing genier har gjort det socialt uacceptabelt, at forsøge at hjælpe mennesker, som er forgiftede af deres produkter og gjort afhængige af dem.

Det er på ingen måde ok, at gøre nogen til skamme, fordi de er overvægtige.

For det er ingens egen skyld, at man er overvægtig. Overvægt er ikke noget at skamme sig over, det er ikke selvforskyldt, det er noget som er blevet gjort imod os. Men det er heller ikke ok for den industri som har skabt problemet, at prøve at lukke munden på dem som påpeger problemet.

Jeg har været overvægtig og jeg skammede mig. Mest fordi jeg troede det var min egen skyld, at jeg var overvægtig, fordi jeg spiste for meget og bevægede mig for lidt, at jeg ikke kunne styre mig, at jeg ikke kunne tage mig sammen. Men nu ved jeg at det ikke er sandt. Jeg var offer for en fødevareindustri, som tjener penge på at holde mig fast i deres sundhedsskadelige produkter.

Det er ikke sundt at være overvægtig, det er et sygdomssymptom ligesom hovedpine, mavepine, ledsmerter, hudproblemer og mange andre. Det er ikke et valg at være overvægtig. Mennesker kommer ikke i alle størrelser og former. Mennesker er menneskeformet med mindre de bliver fyldt med industrielt giftige fødevareprodukter. Og hvis de så samtidigt bliver bildt ind at det er noget de gerne vil, så meget at de tilsidst tror på det. Det er noget industrien gør, fordi de kan tjene penge på det. That’s it.

Og fat shaming som koncept, er bare endnu et trick i deres værktøjskasse til at forhindre at miste grebet om deres kunder. For hvad er i virkeligheden værre: At sige til en 10 årig pige at hun er overvægtig og at det ikke er sundt, men at hun kan ændre på det, ved at ændre hvad hun spiser eller at sælge alt det gift til hende, som gør hende syg, udelukkende for at tjene penge? Hvad er værre i virkeligheden?

Det er et klassisk eksempel på en giftig fødevareindustri, som flytter skylden væk fra sig selv.

Hej, jeg hedder Strange - det er mig der har skrevet det her indlæg.

Jeg har udgivet en bog om hvordan kost og kronisk sygdom hænger sammen og hvad vi selv kan gøre for at få det bedre.

Du kan købe min nye bog her.