Vi må først hjælpe os selv, før vi kan hjælpe andre

Blogindlæg af Strange Skov

Patienter som går igennem store operationer og behandlinger, og efterfølgende i en periode skal tage medicin dagligt, at overraskede mange af dem aldrig får hentet medicinen på apoteket.

– Og ud af dem som henter medicinen, er der mange som ikke får taget medicinen regelmæssigt. Hvorimod når mennesker tager deres kæledyr til dyrlægen og får ordineret medicin, så er folk meget mere påpasselige med at give medicinen. Det er en overraskende adfærd som forskere har opdaget (kilde¹).

Jeg tænker, at det kan være svært for mange at prioritere sig selv, og især for os med kroniske sygdom, bruger mange ofte meget energi på, bare at overleve i dagligdagen, og så er det svært at tage ekstra overskud og tid til at prioritere sig selv. For eksempel tid til at lave god nærende mad, til at motionere eller meditere. Både nærende mad, motion og meditation er godt for os med autoimmun sygdom, fordi det hjælper med at nedbringe inflammation i kroppen, men alligevel kan det være svært for os, at sætte tid af til det på en daglig basis.

Men hvorfor er det svært for os at prioritere os selv? Ofte kan vi føle at sygdommen i forvejen tager så meget af os, så den tid vi har tilbage i løbet af dagen, vil vi gerne bruge på vores familie. Eller måske indhente noget af det vi føler vi forsømmer? Og bare få hverdagen til at hænge sammen med gøremål, vasketøj, børn og aktiviteter.

Du kender sikkert den der instruktion fra når man flyver, at hvis trykket i kabinen falder, så kommer der iltmasker ned og så skal vi først selv tage iltmasken på, inden vi hjælper andre.

Det giver faktisk god mening, når vi kigger på det rationelt. Hvis du ikke tager iltmasken på selv først, men begynder at famle rundt for at hjælpe dine børn og du ender med at falde om, så er der ingen af jer der får masken på. Hvis du ligger besvimet på gulvet, så kan du ikke hjælpe dine børn. Og derfor er du nødt til at tage iltmasken på selv først, så du er ovenpå og dermed kan hjælpe dine børn og andre bagefter.

Det gælder også i alle hverdagens situationer, selvom det kan føles svært at huske sig selv først, når hverdagen går hurtigt og børnene vil have hjælp og opmærksomhed og tid fra os. Men hvis vi ikke tager os af os selv først og fylder vores egen kop op først, så kan vi i længden ikke blive ved med at give til andre. Så det er vigtigt, at vi prioriterer os selv først.

Når vi nedprioriterer os selv i forsøget på at hjælpe dem vi elsker, så risikerer vi at gøre skade på os selv, fordi vi glemmer at vi er den som de elsker. De mister os i vores forsøg på, at sætte dem før os selv. Fordi vi unødigt risikerer os selv.

Men alligevel gør mange af os det, i alle de små valg vi tager i løbet af en ganske almindelig dag. Vi kæmper for at lave morgenmad til vores børn og sende dem godt afsted til skolen, vi kæmper for at rydde op og gøre rent og få tingene til at hænge sammen. I stedet for at prioritere os selv og tænke over, hvad der ville gavne vores krop og vores helbred. Ville det være bedre at gå en tur i dag? Eller lave de øvelse min fysioterapeut har givet mig, som jeg aldrig har tid til? Eller meditere? Eller lave noget sundt nærende mad fra grunden?

I vores liv, i vores hverdag kan vi bruge billedet fra flyet til at se det rationelle i at prioritere os selv. Det er ikke egoistisk. Det er ikke egoistisk at prioritere vores egen bedring, for alle dem som elsker os, har glæde af og ønsker sig, at vi trives og har det godt. Det kommer alle til glæde i vores liv, når vi prioriterer os selv og får det bedre.

Men det kan føles egoistisk, det ved jeg godt. Jeg kender det fra mig selv. Når sygdommen i forvejen tager ens kræfter, ens tid, ens overskud og begrænser os, og tager tid væk fra arbejde, væk fra familien, væk fra dagligdagens gøremål, så kan det føles egoistisk at lukke døren ind til soveværelset for at meditere eller strække ud, men i virkeligheden er det at prioritere at få det bedre en gave man giver til sig selv. Og når man får det bedre, så er det en gave man giver til alle dem omkring sig.

Det er ikke egoistisk. Det er godt at prioritere sig selv. Og det er nødvendigt. Vores krop har brug for det.

Hej, jeg hedder Strange - det er mig der har skrevet det her indlæg.

Jeg har udgivet en bog om hvordan kost og kronisk sygdom hænger sammen og hvad vi selv kan gøre for at få det bedre.

Du kan købe min nye bog her.