Strange Skov

Jeg har rygsøjlegigt, men vil ikke lade min diagnose bestemme hvordan jeg lever mit liv.

Jeg blogger og skriver artikler for at dele hvad jeg har lært om hvordan kost og livstil påvirker kronisk sygdom.

Øjeblikket jeg indså det er bedre at vende om end at fortsætte

Blogindlæg af Strange Skov

Kender du også følelsen at måske været gået den forkerte vej? At komme til hvad der føles som enden af en blind vej? Så ved du sikkert også hvor uoverskueligt og hårdt det kan føles, at skulle vende om og finde en anden vej?

– Og hvor længe man kan blive ved med at fortælle sig selv “Ahrr…det er ok, det går nok, det ordner sig”. Men nogle gange ordner det sig bare ikke af sig selv, og så er vi nødt til at vende om og gøre tingene på en anden måde.

For mange år siden boede jeg i Kina, men da min søn var 1 år og vores næste baby var på vej, besluttede vi os for at tage til Sverige og lede efter et hus. Vi ville gerne have vores eget sted. Og småland så hyggeligt, fredeligt og naturligt ud, så der tog vi til. Det stod i dejlig skarp kontrast til det travle, støjende, forurenede byliv vi levede i Shanghai.

Så for 10 år siden, om sommeren fløj vi til København og tog op igennem Sverige, hvor vi lejede cykler med en barnestol bagpå til baby Milan og så cyklede vi ellers rundt fra aftale til aftale med ejendomsmæglere og så på huse, for kørekort havde ingen af os på det tidspunkt.

Vi havde telt, soveposer, liggeunderlag, mad og bleer stablet op på cyklerne og der var mellem 20-50 km mellem hvert hus vi så på, så der skulle cykles en del. Cykelstier er der ikke så meget af, så den første dag brugte vi lang tid på bare at finde ud af, hvordan vi skulle komme ud af Vimmerby (ja, der hvor Astrid Lindgren kommer fra), for alle veje ledte ud til store landeveje, hvor bilerne kørte meget hurtigt, og hvor der ikke rigtig var plads til cykler. Men det endte med at være den eneste mulighed, så vi cyklede, mens vi frygtede lidt for vores liv. Det var en både spændende og livsfarlig tur.

Vi kiggede på kort, for at finde mindre veje, som var bedre at cykle på og på et tidspunkt kom vi fra den store vej ind på en mindre vej, fulgte den længe til vi kom til en grusvej, og fulgte den længe indtil vi kom til en skovvej, som vi kørte ned af og vi cyklede og cyklede indtil vejen pludselig bare forsvandt ud i ingenting og vi stod foran en sø.

Det var 20 km fra en husvisning vi skulle til om ½ time, men vejen stoppede der ude i ingenting og vi måtte opgive at fortsætte fremad.

Da vi stod lige der, med al vores oppakning og vores baby og vi var trætte og sultne, så havde vi valgene: At sætte os ned og tude eller vende om og cykle de mange kilometer tilbage, for at finde en anden vej.

Historien minder mig om…

Det minder mig om den vej min far i overført betydning gik ned af. Den vej med dårlig mad, sukker, cigaretter, alkohol, alt for meget tid foran en skærm, alt for stillesiddende arbejde, medicin og smerter. At han tilsidst nåede til et punkt, hvor han bare ikke kunne komme videre. Hvor han bare sad fast. Og det var den samme vej, jeg var på vej ned ad.

Men jeg opdagede tilsidst at den her vej fører ingen steder hen. Jeg var nødt til enten at give op eller også bide i det sure æble og vende om, gå tilbage og finde en anden ny og bedre vej.

Og det er ikke sjovt og det er hårdt, det er op af bakke, i modvind og i snestorm at skulle gå tilbage og finde en anden ny bedre vej, når man allerede har brugt så lang tid på at gå i den forkerte retning, men det er nødvendigt. Og det bliver kun værre jo længere tid man spilder på, at fortsætte i den forkerte retning.

Da vi stod der i skoven, var det virkelig ikke sjovt og det var hårdt at skulle cykle de 20 km med fuld oppakning tilbage igen, men det var nødvendigt.

Det minder mig om, det øjeblik man opdager, at den vej man har valgt eller ikke har fravalgt ikke leder et godt sted hen. Og det er meget nemmere bare at lukke øjnene og prøve at ignorere det, men det løser ikke problemet.

Der kommer et punkt for os alle, hvor vi må stoppe op og kigge på: Hvor er jeg på vej hen? Er det den rigtige vej jeg går på? Leder den derhen hvor jeg i virkeligheden gerne vil hen?

Det har jeg været dårlig til tidligere, det tror jeg faktisk der er mange som er. Det der med at være kritisk overfor sine tidligere valg. Og når man så opdager, at det ikke går, så spørge sig selv: Måske skal jeg lave noget om? Måske jeg skal bakke tilbage?

Jeg vendte om derude i skoven den dag og jeg har vendt om flere gange siden og kigget åbent og ærligt på mine vaner og mit liv, og ændret på det der ikke fungerede, ændret på der hvor jeg sad fast.

Det er ikke nemt, men nødvendigt.


PS: Hvis indlægget var brugbart for dig vil det måske også være det for andre i dit netwærk. Del det på Facebook eller Google+, det hjælper både mig og dem du deler det med.

*
Har du husket at tilmelde dig?
Få vores månedsbrev med ny viden og
andre autoimmunes erfaringer
direkte i din inbox.
*

Tilmeld dig her...

* Det er gratis og vi spammer ikke.