Morgenmad til børn sælges som narkotika
Den moderne madkultur som omgiver os er dybt amerikaniseret. Vi har fulgt USA i årtier og vi har aldrig været mere usunde og syge som befolkning. Skal vi stadig følge amerikanerne og deres produkt-baserede madkultur? Nej, jeg siger stop og det kan du også.
I USA spiser børnene morgenmad fra papæsker med navne som: “Kix”, “Trix” og “Krave”. – Det er efter min mening fuldstændig skamløst, for lad os lige se lidt nærmere på de navne…
‘Crave’ er engelsk og betyder ‘have stærk trang eller lyst til noget’, men det er endnu stærkere end på dansk: En narkoman har f.eks. ‘cravings’ efter sit stof. I USA fås morgenmadsproduktet ‘Krave’ (fra Kelloggs) både med chokoladefyld og med skumfidus-fyld. Er det en god start på dagen?
‘Kix’ (kicks) er et slang-udtryk for den rus man får af narkotika, og ‘Trix’ får mig (med min reklame-baggrund) straks til at tænke på de snyde-tricks, der bruges til at lokke os til at købe det: Hvordan disse fødevareprodukter designes på laboratorier til at være så vanedannende som muligt, så vi spiser mere og køber mere. Hvordan marketing og salgstricks gennem årtier er optimeret til at undertrykke vores instinkter, overvinde vores sunde fornuft og flytte vores naturlige grænser for hvad der er gode og sunde valg. Og hvordan magtfulde interesse-organisationer, som finansieres af verdens største fødevare-producenter, bruger millioner af kroner på at påvirke politikere og myndigheder til at holde hånden over dem og deres forretningsmetoder.
På vej mod afgrunden
Det er dygtige folk. Fødevareindustriens marketing-afdelinger ved hvad de laver. Hvis de ikke var dygtige var de blevet fyret for længst og erstattet af den næste generation af skruppelløse reklamefolk, som er villige til at gøre hvad som helst for at komme forrest, for at udsælge og underbyde konkurrenten og vinde.
Navne som ‘Treasure’, ‘Gold’, ‘Honey’ og ‘Smack’ som også bruges på disse fødevare-produkter er alt sammen slang-ord man bruger for narkotiske stoffer. Med dette sprogvalg taler fødevare-industrien til deres drømme-kunder. Dem som ser disse produkter som både belønning og trøst, opkvikkende og afslappende. Kunder, hvis hele krop skriger efter mere og skriger ved tanken om, at skulle undvære disse produkter.
Det har stået på i flere årtier og er stadig tiltagende – amerikaniseringen af vores madkultur. Flere nye fødevareprodukter: Færdig-mad, slik-lignende morgenmadsprodukter, pulver-baseret Frankenstein-føde, vegansk fars sammensat på fabrikker af uigenkendelige ingredienser: sojaproteinpulver, bambuscellulose (også kendt som savsmuld) og andre industrielle affaldsprodukter.
USA har i årtier gået forrest i denne katastrofale udvikling, og vi har fulgt efter. Hvad vi i dag ser som “over grænsen”, opfattes som normalt i USA – og om 5-10 år vil det også blive set som normalt her. Med mindre vi siger stop.
Hele dette produkt-baserede mareridt af en madkultur fik for alvor fat, da staten i USA indførte officielle kostråd om at spise mindre fedt og flere korn-produkter og andre kulhydrater. Jeg skriver om hvordan jeg mener vi bør forholde os til den amerikanske madkultur, i bogen ‘Kost og Kronisk Sygdom‘ (her er et uddrag):
USA var først med de fedtfattige kostråd. USA var også først med en voldsom stigning i overvægt. Og de var først med over 40% af befolkningen svært overvægtige . Resten af den vestlige verden følger trofast efter.
I USA er der i dag dobbelt så mange overvægtige som normalvægtige (kilde1). I dag har 83% af den amerikanske befolkning forskellige grader af ‘metabolisk syndrom’, dvs. insulinresistens eller diabetes, forhøjet blodtryk, forhøjet blodsukker, overvægt, bugfedme og hjertekarsygdom (kilde2). De første tegn på, at fedme var ved at få epidemiske proportioner, startede i USA og kom derefter til Vesteuropa.
USA var også først med en dalende levealder (kilde3). Også her følger resten af Vesten trofast efter. I Storbritannien er den forventede levealder nu også begyndt at falde ligesom i USA (kilde4, kilde5). Og vi følger efter. Også i Danmark er levealderen stagneret (kilde6). Man taler om, at “vores børn er den første generation, som kommer til at leve kortere tid end deres forældre.” (kilde7)
(Uddrag fra ‘Kost og Kronisk Sygdom‘, kap. 8: ‘Kostråd og kulturskift’)
Dét er hvor den amerikanske madkultur er kommet hen. Dette er endestationen af de togskinder vores moderne madkultur kører på. Men vi kan til enhver tid stoppe op. I bogen skriver jeg også:
Skal vi fortsætte med at følge, hvor USA leder? Skal vi følge nogen, vi kan se er kørt ud over en klippeskrænt og er på vej ned i afgrunden? Jeg vil ikke den vej. Jeg siger stop. Det kan du også. Det handler ikke bare om ‘os som samfund’. Det handler om hver af os. Det starter med hver af os, hver især. Vi kan spørge os selv: Vil du med ned i afgrunden, eller siger du også stop? I forhold til kost, så kan vi hver især stoppe op og gå i den anden retning, når som helst vi vil. Vi stopper op, når vi siger “nej tak” til de moderne fødevareprodukter, når vi ikke køber det, ikke spiser det, ikke drikker det, og ikke giver det til vores børn og familie.”
– I bogen fortæller jeg blandt andet historien om hvordan industrien i sin tid sponsorerede de amerikanske kostråd, som de danske nutidige kostråd stadig er baseret på. Hvordan sukker og kornindustrien fik hele den vestlige verdens befolkning til at frygte rigtig mad som kød og i stedet, fik os lokket til at spise industrielle affaldsprodukter som soja-olie og hvedeklid. Alt sammen i profittens uhellige navn. Bogen finder du her: strangeskov.dk/bog.
Del på
Følg mig på