10 råd til at bekæmpe kronisk sygdom og leve længere
Den svenske læge Bertil Marklund, som har forsket i sundhed i 40 år, siger at folkesygdomme, herunder autoimmune sygdomme som diabetes og sklerose, skyldes inflammation og at vi selv kan påvirke det med livsstilsforbedringer.
Baseret på Marklunds erfaring som læge og en lang række dokumenteret viden giver han i bogen ‘10 tips – en kort guide til et langt liv‘, konkrete råd til at undgå inflammation i kroppen og dermed bekæmpe autoimmunitet og samtidig leve længere og bedre.
Vores sundhed afhænger direkte af de valg vi træffer hver eneste dag i forhold til hvad vi spiser, foretager os, tænker på, prioriterer og hvem vi er sammen med. Vores livsstil bidrager til at forbedre og forværre inflammation i vores krop. Inflammation og autoimmune sygdomme hænger nøje sammen og ved at holde inflammation i kroppen nede kan vi også holde smerter og symptomer fra autoimmune sygdomme nede.
Inflammation gør os syge og gamle
“Fremkomsten af vores folkesygdomme skyldes én og samme ting: inflammation”, skriver Bertil Marklund og forklarer:
At inflammation i meget høj grad påvirker vores helbred, er en virkelig interessant og relativt ny viden, som måske ikke alle har kendskab til.”
Et naturligt biprodukt ved at trække vejret er frigørelsen af ‘frie radikaler’ – kemiske forbindelser som gør stor skade på vores krop, hvis de ikke neutraliseres af antioxidanter. Men, som Marklund forklarer: “Da kroppens produktion af antioxidanter begynder at aftage allerede i 25-årsalderen, er det nødvendigt at tilføre disse gennem kosten.” Antioxidanter får vi fra især grøntsager, bær og frugt. I bogen henvises til et stort europæisk studie over 12 år som viste at hos mennesker der gik over til en sundere livsstil faldt dødeligheden på grund af kræft med 60%. De blev samtidigt vurderet til at være 14 år yngre i ‘biologisk alder’.
De 10 tips
som ifølge Bertil Marklund
bekæmper inflammation og forlænger livet:
- Bevæg dig – det gør dig yngre
- Brug tid til at samle nye kræfter
- Sov – søvn giver styrke
- Nyd solen – men med måde
- Spis dig sund og rask
- Vælg det rigtige at drikke
- Hav styr på vægten
- Hold munden sund – den påvirker hele dit helbred
- Vær optimist
- Brug hinanden – det har vi brug for
“Vi er skabt til at bevæge os”, skriver Marklund og henviser til dokumenteret nedsættelse af risikoen for 30-40 sygdomme ved øget fysisk aktivitet. Modsat er stillesidden årsag til dårlig blodcirkulation og lavere stofskifte, et højere blodsukkerniveau, hvilket fører til “inflammation og en større risiko for hjerte-kar-sygdomme, diabetes, kræft og for tidlig død”.
Manglende tid til motion er ikke en undskyldning, mener han: “Hvis du ikke afsætter tid i dag til motion, må du afsætte så meget desto mere tid senere i livet – til sygdom”, og henviser til at 40% af den gavnlige effekt fås ved blot at øge “det almindelige aktivitetsniveau – uden overhovedet at komme til at svede”.
Stress gør os syge
“Hvis man ikke tager sig tid til at samle nye kræfter, kan ens helbred lide alvorlig skade.”, skriver Marklund og forklarer hvordan kronisk stress hænger sammen med det moderne samfunds store krav, høje tempo og enorme mængder information fra tv og sociale medier. “Nyheder i tv og andre medier giver også hele tiden næring til at udvikle mere uro og stress.”
Også selvom man bare forestiller sig eller indlever sig i andres stressfulde situationer reagerer kroppen ifølge Marklund alligevel med en stressreaktion, som er med til at skabe inflammation i kroppen.
For lidt sol er mere farligt end for meget
“Mange sygdomme, for eksempel kræft og multipel sklerose, forekommer hyppigere i solfattige lande som de nordiske lande”, skriver Marklund, og beskriver D-vitamin som et ‘mirakelmolekyle’, som både er nødvendigt for vores nervesystem, knogler, regulerer hormonbalancen og forbedrer optagelsen af mineraler og andre vigtige stoffer. “D-vitamin aktiverer og styrker også immunsystemet og er med til at nedsætte inflammation og beskytter os dermed mod en lang række sygdomme”, skriver han og henviser til et stort svensk studie som viste sammenhæng mellem mangel på sollys og blandt andet diabetes.
At undgå solbadning blev vurderet til at være en lige så stor risikofaktor som rygning, stillesidden og overvægt, når det handler om hjerte-kar-sygdomme og død.”
I forhold til frygten for hudkræft referer Marklund til professor Edward Giovannucci fra Harvard, som allerede i 2005 konstaterede at “for hver person, der dør af hudkræft, dør der 30 personer på grund af D-vitaminmangel”.
Optimister lever længere
Udover livsstilsforbedringer som motion, kost, søvn og undgåelse af stress, nævner Marklund også mundhygienje, optimisme og gode sociale relationer som centrale faktorer i at leve bedst muligt: “Optimister lever længere end pessimister, og studier har dokumenteret, at forskellen i overlevelse kan være op til syv år”, skriver han og forklarer at gode relationer har en målbar positiv effekt, idet trivselshormonet (dopamin) øges, stresshormonerne reduceres og dermed falder inflammation i kroppen.
Dårlige relationer kan ifølge Marklund have en tilsvarende negativ effekt som når bestemte personer stjæler ens energi, og man derefter føler man sig træt og tom: “Vælg de rigtige venner, og pas godt på det sunde fællesskab.”
På den måde styrkes vores immunforsvar, og vi får et længere liv, som også bliver hyggeligere og rarere.”
Du kan læse mere om Bertil Marklunds anbefalinger, og forskningen bag, i hans bog ‘10 tips – en kort guide til et langt liv‘, hvor han giver en masse konkrete tips til hvad vi selv kan gøre for at få det bedre og leve længere.
Hej, jeg hedder Strange - det er mig der har skrevet den her artikel.
Jeg har udgivet en bog om hvordan kost og kronisk sygdom hænger sammen og hvad vi selv kan gøre for at få det bedre.
Du kan købe min nye bog her.
Del på