Strange Skov

Jeg har rygsøjlegigt, men vil ikke lade min diagnose bestemme hvordan jeg lever mit liv.

Jeg blogger og skriver artikler for at dele hvad jeg har lært om hvordan kost og livstil påvirker kronisk sygdom.

Jeg skal dø en dag.

Blogindlæg af Strange Skov

Det kan være svært nok at kigge sig selv i spejlet og sige “Jeg skal dø en dag” – men at sige: “Jeg skal dø en dag og inden da, skal jeg igennem et smertehelvede” er endnu sværere.

Jeg har rygsøjlegigt, som min far, og inden han døde levede han i årevis i et smertehelvede. Det betyder ikke, at det sker for mig, men det betyder, at det er en mulighed. Men jeg tror, at det først er når man ser på det og accepterer, at det er en oprigtig mulighed, at man kan se på, hvad der ellers findes af muligheder og måske nå at styre skibet i en anden retning.

For rigtigt at kunne acceptere at man har en autoimmun sygdom, og for at kunne gøre noget ved det, tror jeg, det første skridt er at kigge ærligt på sig selv.

I de 15 år hvor jeg undlod at kigge på min sygdom, da fandtes den jo alligevel. Det var jo en del af mig, om jeg ville være ved det eller ej. Og det kommer ud, hvad enten man vil det eller ej, men fordi jeg prøvede at undertrykke eller benægte det, kom det ud som frygt. Og frygten kan nemt komme til at styre én. For eksempel, at jeg var bange for at få børn. Jeg ville sindssygt gerne have børn, men følte mig egoistisk, fordi jeg vidste, at jeg risikerede at give sygdommen videre til dem. Da jeg så fik mine børn, levede jeg med en underliggende følelse af skam over at jeg havde været så egoistisk. Jeg har altid været bekymret for dem. Lige indtil jeg kiggede helt ærligt på min sygdom og accepterede den og tog børnene med til lægen for at blive testet for antigenet HLA-B27 og oh my god, hvor var det en fantastisk nyhed, at få af vide at begge mine børn ikke har genet.

– Og nu ønsker jeg, at jeg ikke havde bekymret mig så meget og min kone snakker om, hvor meget læring der er i det, fordi jeg ikke troede jeg kunne eller måtte (primært for mig selv) få børn. Og tænk hvis jeg havde ladet den frygt styre mig, så var jeg gået glip af de her to små helt utrolige mennesker som nu er i mit liv.

Worst-case sceneriet om at mine børn har sygdommen og jeg når at se dem lid,e inden jeg selv dør, den film har kørt for mit indre øje, uden at det var nødvendigt. Vi kunne have sparet os selv mange bekymringer og dårlig samvittighed, hvis vi havde kigget på det, accepteret det og taget ansvar for det noget før. Jeg har i tankerne oplevet det værste der kunne ske masser af gange, uden at jeg nogensinde behøvede det. Det skete slet ikke alligevel, men muligheden var en del af min virkelighed i mange år.

De ting vi ikke vil kigge på, de bliver som monstre der lever i mørket.

Men monstrene forsvinder ofte, når vi hiver dem ud i lyset og kigger ærligt på dem. Det er bedre at vide det ærligt, end ikke at vide det. Når man ved hvordan tingene forholder sig, så kan man tage beslutninger på et rigtigt grundlag, i stedet for at tage beslutninger i blinde. Og når man gætter sig frem, så har hjernen en tendens til altid at tro det værst mulige.

Det kan også ses på som en stor sæk man bærer rundt på, på ryggen med alle dæmonerne, som man ikke tør kigge på, men som jo er der. Sækken tynger én og kommer til at styre ens beslutninger og handlinger, ikke altid på et bevidst plan, men så på et ubevidst plan. Når vi kigger ærligt på tingene og acceptere det som det er, så kan vi handle anderledes, så kan vi selv bestemme, i stedet for at blive styre ubevidst.

PS: Hvis indlægget var brugbart for dig vil det måske også være det for andre i dit netwærk. Del det på Facebook eller Google+, det hjælper både mig og dem du deler det med.

*
Har du husket at tilmelde dig?
Få vores månedsbrev med ny viden og
andre autoimmunes erfaringer
direkte i din inbox.
*

Tilmeld dig her...

* Det er gratis og vi spammer ikke.