Strange Skov

Jeg har rygsøjlegigt, men vil ikke lade min diagnose bestemme hvordan jeg lever mit liv.

Jeg blogger og skriver artikler for at dele hvad jeg har lært om hvordan kost og livstil påvirker kronisk sygdom.

Foto: Oran Viriyincy

Holder sukkeret os fast i overhalingsbanen?

Blogindlæg af Strange Skov

Roseto er en by i USA, hvor folk i 1960’erne levede så markant længere end gennemsnittet, at forskere nærstuderede byen for at finde årsagen. Byen, som er opkaldt efter den by i Italien, hvor mange af indbyggerne oprindeligt kom fra, fortæller Karen Pallisgaard om i bogen ‘Langsom Livsstil‘:

“Det italienerne havde med sig var deres kultur, de boede tæt sammen og passede på deres ældre, de drak, røg og spiste ost og fed mad, arbejdede hårdt. Det kunne man måske tro gav dem et dårligt helbred, men tværtimod. De havde færre hjerte-kar-sygdomme sammenlignet med andre i USA. Dødeligheden var halvt så stor som i resten af USA. Der var ingen selvmord, ingen alkoholisme, ingen narkoafhængighed og kun meget lidt kriminalitet. Ingen var på social understøttelse og ingen havde mavesår. Folk døde af alderdom. Det er den sociale struktur som man vurderer ligger til grund for dette. Der var meget lave stress niveauer, fordi der var så stor en grad af sammenhold. Man bakkede hinanden op, man besøgte hinanden dagligt, man lavede mad til hinanden, husene lå tæt, byens ældre var en del af fællesskabet og hjemmegående husmødre nød respekt.”

I vores moderne samfund, er det for mig at se, efterhånden blevet sådan, at det at være ‘husmor’ er en falliterklæring. I Roseto-eksemplet bliver husmødre respekteret fordi de prioriterer rigtigt, de prioriterer børnene og familien højest. Karen Pallisgaard skriver:

De havde skabt sig en social struktur som gjorde dem modstandsdygtige overfor presset fra den moderne verden. Studiet viste at det ikke var diætens skyld, eller gode gener eller byens beliggenhed.”

Fælles for mennesker i de såkaldte ‘Blue Zones‘ hvor folk lever længere, er et lavere tempo, at de ikke har stress. Karen Pallisgaard kommer i bogen “Langsom livsstil” flere steder ind på, at vi i vores kultur anerkender og ser op til folk med udvendig succes og vi ligesom skoles i at være effektive og aktive og arbejdsomme. Vi skal stræbe og knokle for vores drøm, vi skal gå efter det vi vil have med næb og klør. Men det er alt sammen ydre ting som kan måles i penge, vores vækst og vi skal vise at vi dur til noget (vi har ikke noget værd bare i os selv).

Holder sukkeret os fast i overhalingsbanen?Foto: Oran Viriyincy

Jeg har en mistanke om, at tempoet og den medfølgende stress til dels påvirkes af noget kemisk, som sker når vi spiser meget sukker og sukkerlignende fødevareprodukter. Så går vi efter det næste kick, den næste optur. Og når blodsukkeret går hurtigt op og ned så bliver vores “bølgelængde” kort. Og så opfører vi os derefter. Hvis vi har en rolig fordøjelse og spiser ting som forbrændes langsomt, og vi går rolige ture, i stedet for at bevæge os i høj-forbrændingstempo, så bliver livsstilen derefter. Jeg tror, det hænger sammen. Det ene påvirker det andet. Når du lever et hurtigt liv med mange ting at se til dagligt, så har du også brug for de hurtige kulhydrater.

Hvis vi skruer ned for tempoet, tror jeg ikke vi har ligeså meget brug for det “high” som sukkeret giver os. Eller hvis vi skruer ned for sukkeret, så begynder vi at fungere i et langsommere tempo. Jeg kan selv mærke det. Jeg er mere rolig, fordi jeg er holdt op med at spise sukker og sukkerlignende fødevareprodukter. Jeg tror også man kan hold op med at spise sukker, ved at være mere rolig. Begge dele er muligt. Men jeg tror det er nemmest at starte med sukkeret.

Men det er ikke kun sukker som stresser os og holder tempoet oppe. Jeg synes det er dybt interessant, at se på alle stress-faktorer eller ‘stressorer’, det er bare en masse forskellige former for stress: Fødevare-stress, socialt stress, kemisk stress, følelsesmæssig stress, tidsstress, arbejdsstress, fysisk stress, trænings-stress, sidde-i-den-forkerte-stilling-stress, ligge-i-en-forkert-seng-stress, kigge-på-skærm-stress – det er alt sammen bare stress. Påvirkninger som skader vores krop.

(Indlægget fortsætter efter annoncen...)



Alle de mange valg og muligheder er en illusion, tænker jeg: Når vi står foran en væg af vingummi i forskellige farver, tror vi, at vi har et hav af valgmuligheder, men det hele er det samme. – Det er bare sukker med grise-hud og farvestoffer. Valgmuligheden er en illusion, – måske så vi ikke opdager, at det også er en mulighed ikke at vælge noget af det. Det samme gælder morgenmadsprodukter, smartphones, modetøj, tv kanaler og sociale medier og så meget andet.

Jeg tænker at folk bruger Facebook rigtig meget, fordi det er designet til at folk skal bruge det så meget som muligt, fordi forretningsmodellen er, at det er gratis. Så de tjener penge ved at vise reklamer. Jo flere øjne der er på og i jo længere tid, jo flere reklamer bliver set. Hvis folk betalte for at bruge Facebook, og der ikke var reklamer, så ville Facebook være ligeglad med hvor meget tid du brugte der. Fordi Facebook ville få deres penge alligevel. Faktisk ville de så være interesseret i at du brugte så lidt tid som muligt på Facebook, fordi du belaster deres server og det koster dem penge. Hvor meget skulle man så betale? Det så jeg nogen der havde regnet ud. Hvad tjener Facebook på dig, hvad er du værd? Alle dine posts, din identitet, alt hvad du liker er i gennemsnit 75 kr. værd. Hvis de penge kom fra brugerne direkte, så havde vi ikke behøvet at blive stresset af det.

Jeg tror mange, og jeg kender det også fra mig selv, har tendens til at tænke, at vi skal have mest muligt ud af livet. Vi er bange for at vælge eller prioritere forkert og spilde en chance. Beslutningsstress, valgstress. Svend Brinkmann skriver, at det er godt for os at lære at sige nej og vælge ting fra. Når vi gør det sætter vi mere pris på og finder ro i de ting vi gør, i stedet for at tro, at vi skal eller kan gøre alt og være med til alle aktiviteter.

Læs også mit indlæg om at finde frihed i at undvære

PS: Hvis indlægget var brugbart for dig vil det måske også være det for andre i dit netwærk. Del det på Facebook eller Google+, det hjælper både mig og dem du deler det med.

*
Har du husket at tilmelde dig?
Få vores månedsbrev med ny viden og
andre autoimmunes erfaringer
direkte i din inbox.
*

Tilmeld dig her...

* Det er gratis og vi spammer ikke.