Strange Skov

Jeg har rygsøjlegigt, men vil ikke lade min diagnose bestemme hvordan jeg lever mit liv.

Jeg blogger og skriver artikler for at dele hvad jeg har lært om hvordan kost og livstil påvirker kronisk sygdom.

Er jeg blevet symptomfri af at droppe sukker og stivelse?

Blogindlæg af Strange Skov

Det korte svar er: Nej, jeg er ikke symptomfri, MEN jeg har langt færre smerter, mere energi, mere livsglæde, og den forventning jeg tidligere havde om at leve i smerte og dø inden jeg blev 60 år ligesom min far, er erstattet af en forventning om at danse til mine oldebørns bryllup.

Jeg har fået samme spørgsmål flere gange, så nu vil jeg lige samle mine tanker omkring det i dette indlæg. Spørgsmålet er, om jeg er blevet smerterne kvit og symptomfri ved at stoppe med at spise stivelse og sukker?
– Ja og nej, men ja… Med andre ord: svaret er kompliceret. Jeg har færre symptomer, jeg har færre smerter, jeg har det bedre, men jeg mærker smerterne mere, når jeg har dem. Men det er jeg egentlig glad for. Lad mig forklare…

Jeg er blevet fri for de symptomer, som jeg fik af at spise sukker og stivelse (og det var mange), men jeg er ikke blevet fri for de symptomer som kommer af andre forgiftninger, som hører med til det moderne liv: forurening, sprøjtemidler, skærm, internet, dårlig arbejdsstilling, stress, støv i mit værksted. Jeg tror, at hoveddelen af min forgiftning og dermed hoveddelen af mine symptomer kom fra sukker, stivelse og rygning. Ved at tage dem væk har jeg også fjernet hoveddelen af mine symptomer.

Jeg har samtidigt lært at mærke min krop. Før levede jeg med en evig “grund-smerte”, som jeg bedøvede eller ignorerede eller var vant til. Nu kan jeg mærke den feedback min krop giver mig – i form af smerte og symptomer. Min krop siger fra, når jeg gør noget forkert og jeg lytter efter.

Bedøvelse af smerter tager dem ikke væk

Jeg siger gerne nej tak til symptomer, men jeg opfatter smerter som feedback fra min krop, som fortæller mig, hvordan det går. Hvis jeg støder min tå, så får jeg smerte. Hvis jeg arbejder for længe foran skærmen får jeg ondt i nakken eller hovedpine. Hvis jeg spiser gift får jeg ondt i maven. Jeg vil ikke være fri for de smerter. Når smerterne bliver så voldsomme at de ikke er til at holde ud, er det efter min mening, fordi kroppen har det så dårligt, at den ikke kan holde det ud.

Jeg har tidligere levet i et bedøvende samfund af hovepine-piller, tv-underholdning, facebook, cigaretter og sukker-mad, så jeg ikke har kunnet mærke min egen krop.

Nu er jeg endelig begyndt at lære, at lytte efter hvad min krop siger til mig. Nu mærker jeg, når det er for koldt eller for varmt eller der er for meget vind eller jeg spiser forkert eller drikker for lidt eller der er for meget stress eller hvad der nu er galt. Det fortæller min krop mig. Det er feedback. Så når jeg har hovedpine, så er det fordi jeg har drukket for lidt vand. Hvis jeg har mavepine, så er det noget jeg har spist, som jeg ikke skulle spise. At lytte til de der signaler, det er det som smerte er.

I 35 år har jeg ophobet skader på min krop ved sukker, stivelse, alkohol, rygning, luft-forurening, stille-siddende arbejde, ingen motion, for lidt søvn, for meget stress. Med andre ord et ganske almindeligt moderne liv. Det har givet skader som jeg mærker nu, og som nok ikke går væk lige med det samme. Jeg håber at jeg med tiden kan udbedre skaderne på min krop, og at det tager mindre end de 35 år. Når jeg f.eks. er stiv i ryggen nu tænker jeg ikke umiddelbart at det er pga. noget jeg gjorde igår, men pga noget jeg gjorde de sidste 35 år.

Smerter er feedback fra min krop

Smerte er et psykologisk fænomen – hjernens tolkning af signaler fra kroppen om vævsskade.

Min oplevelse er at når man ignorerer smerten, “tager den i stiv arm” – så bliver smerten tilsidst uudholdelig. Det gælder efter min mening, om man holder en vægt ud i stiv arm, eller om man bliver ved med at æde de samme giftige fødevare-produkter, eller blive ved med at sidde i den samme dårlige stilling, eller ligge med den forkerte hovedpude, eller gå i de forkerte sko, eller hvad det nu er som er årsagen til at kroppen siger stop. Det er selvfølgelig ikke alle årsager til smerte som vi selv kan gøre noget ved, men nogle af dem kan vi selv påvirke. Ofte kan vi selv fjerne ihvertfald nogle af årsagerne.

Hvis vi ignorerer elle bedøver smerten, og ikke fjerner årsagen, hvis vi bliver i det som forvolder skaden, og samtidigt tager nogle piller, så vi ikke kan høre smerten, så bliver den kronisk. Den går ikke væk. Smertestillende medicin tager ikke smerten væk, det overdøver den.

Det er let at se smerten som fjenden, synes jeg. Men det er feedback. Det er kroppen som siger: “Det dér du laver, lad vær med det, tak”.

Smerte er en invitation fra kroppen til at reagere, ikke til at stikke fingrene i ørerne eller bide tænderne sammen.

Mange af os er helt bedøvede og lamme af sukker og andre giftige industrielt fremstillet mad-lignende fødevare-produkter og drikkevare, helt ophævede og røde af inflammation og så sætter vi os til at se tv, så vi glemmer alt omkring os og ikke kan mærke vores egen krop.

Jeg har mindre smerter nu, men jeg mærker dem mere

Tidligere sagde jeg, at jeg ikke havde så slemme symptomer, men jeg tror at det var fordi jeg sammenlignede med min far, som var meget syg og døde for tidligt. Jeg tror også, at jeg bedøvede mig selv med cigaretter, slik, tv, osv, så jeg ikke kunne mærke smerterne. Og de to ting tilsammen har givet mig et falsk billede af, at jeg ikke havde særlig mange symptomer, hvilket forstærkede min evne til at benægte og det selvbedrag at jeg ikke behøvede at tage handling og passe bedre på min krop.

Jeg har færre smerter og mindre hyppige smerter, men jeg har stadig smerter. Smerterne er ikke længere kroniske, de er akutte og det er jeg glad for: Jeg vil gerne kunne mærke hvad min krop fortæller mig, for jeg har ikke alle svarene endnu. Jeg har brug for min krop til at guide mig. Jeg vil gerne vide det, hvis jeg gør noget forkert, og det fortæller min krop mig.

(Indlægget fortsætter efter annoncen...)



Sådan helt basalt at lytte til min krop: Når jeg har det varmt, så tager jeg en trøje af og når jeg har det koldt, så tager jeg en trøje på. Det gjorde jeg ikke tidligere. Min far gik altid rundt med åbenstående skjorte og jakke, fordi han havde det så varmt, af feberagtig inflammation i kroppen, også selvom det var koldt eller frostvejr ude. Og så blev han syg. Så han skiftede mellem at ligge syg i sengen med halsbetændelse og så at gå rundt udenfor med åbenstående jakke. Og gentag… Fordi han ikke lyttede til sin krop, sikkert fordi han var træt af at lytte til den, fordi det eneste den sagde var “Av, av, av!”. Og det samme gælder jo cola, pizza og hvad der ellers skader kroppen, det bliver en ond cirkel af skade, smerte og bedøvelse.

Sidste gang, jeg havde et angreb, havde jeg ikke lyttet til min krop. Jeg havde på samme dag spist stivelsesholdig mad, fået malingstøv i øjnene fra en gammel dør som jeg sleb udenfor med for lidt tøj på, så jeg frøs – uden at gøre noget ved det. Og det reagerede min krop så på med det samme.

At jeg så fik angreb i mit øje og skulle igennem 2 måneder med øjendråber hver time, det er jo så en temmelig overreaktion fra min krop.

Autoimmune reaktioner er voldsomme, men de er altså også reaktioner på noget voldsomt. Det er voldsomt skadeligt for kroppen, at leve i det moderne samfund og alle dets stimuli – og så er det bare en voldsom reaktion vi får.

Smerte er det sprog som kroppen bruger til at kommunikere, når der er noget galt. Det er ikke smerten der er problemet. Smerten er budbringeren. Når vi bekæmper smerten skyder vi budbringeren. Når vi lytter til og reagerer på smerten, har vi mulighed for at fjerne årsagen.

PS: Hvis indlægget var brugbart for dig vil det måske også være det for andre i dit netwærk. Del det på Facebook eller Google+, det hjælper både mig og dem du deler det med.

*
Har du husket at tilmelde dig?
Få vores månedsbrev med ny viden og
andre autoimmunes erfaringer
direkte i din inbox.
*

Tilmeld dig her...

* Det er gratis og vi spammer ikke.