Foto: Andrea Wyckoff

Sådan fandt Andrea sin ‘helende kost’ og blev af med gigt og colitis

Artikel af Strange Skov

Rygsøjlegigt og tarmbetændelse tvang Andrea ud på en rejse for at finde en kost og livsstil, som kunne hjælpe hendes krop hele skaderne fra et årti med medicinsk behandling. Ved at prøve sig frem og lytte til kroppens signaler opdagede hun, at kost gør en stor forskel, selvom lægerne afviste det på forhånd.

Andrea Wyckoff har brugt over 10 år på at lære at hele sin krop for inflammatorisk tarmsygdom (colitis) og rygsøjlegigt: “Jeg startede ud på min rejse for at hele min tarm, fordi jeg ikke havde andet valg”, siger Andrea som idag er symptomfri.

Andrea bor tæt ved naturen ved foden af bjergene på den amerikanske nord-vest kyst, hvad hun kalder “kanten af verden”. Som 20-åring startede iskias- og rygsmerterne, og senere kom mavesmerter, IBS og colitis. I 10 år blev hun fejl-diagnostiseret af en lang række læger som udskrev smertestillende medicin og overså forbindelsen til autoimmune sygdomme. De mente, at smerterne var relateret til depression, fortæller Andrea, som tilsidst næsten ikke kunne spise noget som helst på grund af mave-smerterne.

“Jeg begyndte at tage min behandling i egne hænder.” Men i en alder af 32 år havde rygsøjlegigten gjort så meget skade, at sygdommen ikke længere var usynlig og hun fik diagnosen “ankyloserende spondylitis” eller “morbus bechterew“, som det mere almindeligt hedder på dansk.

“Lægerne fortalte mig igen og igen, at hvad jeg spiste ikke havde noget at gøre med hvor forfærdeligt jeg havde det.”

– fortæller Andrea, og spejler en lang række andre autoimmune sygdomsforløb, hvor læger med stor skråsikkerhed har afvist sammenhængen med kost, uden at kunne give en bedre forklaring eller behandling. Inden Andrea var fyldt 30 år, var store dele af hendes rygsøjle vokset sammen og hendes liv så godt som bremset: “Det føltes som om jeg var blevet kørt ned af en bus,” fortæller hun.

Sådan opdagede Andrea sin ‘helende kost’

“Mit tarmsystem var så betændt, at jeg næsten ikke kunne spise noget uden ekstrem og smertefuld oppustethed og mavekramper” fortæller Andrea som måtte opfinde sin egen diet ved hjælp af udelukkelsesmetoden. Først tog hun gluten væk, så mælkeprodukter, majs og soja.

Dengang var der ingen facebook eller hjemmesider om stenalderkost og ‘palæo-autoimmun protokol‘ (AIP), og Andrea måtte tålmodigt prøve sig igennem alt fra anti-candida-diæten, anti-parasit-diæten, raw-vegan-diæten, blodtype-diæten og en flydende diæt, før hun tilsidst opdagede stenalderkost og den næsten 100 år gamle Specific Carbohydrate Diet, som siden 1924 har været brugt til at behandle cøliaki og andre autoimmune tarmsygdomme, ved at fjerne sukker og stivelse fra kosten. Efter rygsøjlegigt-diagnosen opdagede Andrea den australske immunologi-professor og gigtforsker, Alan Ebringer, som i 1980’erne opdagede, en forbindelse mellem rygsøjlegigt og en særlig bakterie i tyktarmen som lever af stivelse. Du kan læse mere om Alan Ebringers opdagelse i vores artikel: Har de fundet en kur mod rygsøjlegigt?

Heldigvis er verden kommet langt på det seneste i at forstå hvor stor en rolle kosten spiller for vores helbred.”

– mener Andrea som nu ser sig selv som værende “i bedring” fra både tarmbetændelse og Bechterew. “Hvis ikke min rygsølje var så sammenvokset, ville jeg de fleste dage glemme at jeg har sygdommen.”

I dag lever Andrea sit drømmeliv, fortæller hun, et liv uden inflammation og uden frygt for det næste angreb – en drøm som de fleste af vi som lider af autoimmune sygdomme kender alt for godt.

“Det vigtigste jeg har lært er, at en ‘helende kost’ ser forskellig ud for hver af os!” Selvom Andrea ønsker, at hun havde en tryllestav som kunne gøre alle sunde og raske, har hun måtte indse, at der er så mange faktorer som spiller ind, at hun ikke kan rådgive andre. “Det her er hvad der virkede for mig”, siger hun og opfordrer os andre til at lære af andre, prøve sig frem og lytte til vores egen indre stemme. Det er dén indre stemme hun er helt sikker på reddede hendes liv.

(Artiklen fortsætter efter annoncen...)



At undgå stivelse har haft den største effekt i at bekæmpe smerter og inflammation i hendes tarm, ryg og hele krop, siger Andrea: “At holde mig fra korn-produkter, soja, natskygge-familien, mælkeprotein (casein) og stivelse er kritisk for at håndtere min sygdom.”

Andrea deler opskrifter på sin blog, forestandfauna.com og arbejder i øjeblikket på at færdiggøre en kogebog med stivelsesfri palæo-opskrifter, hvor hun deler alle de opskrifter som hjalp hende til at hele sig selv. Hun er dybt taknemmelig for at have opdaget den helende kost, som virker for hende: “Livet uden den ville være for smertefuldt til at holde ud.”

7 GODE RÅD BASERET PÅ EGNE ERFARINGER

– Værktøjer som har hjulpet Andrea til at hele både krop og sjæl,
fra hendes hjemmeside: Forest & Fauna.


  1. Prøv dig frem og mærk efter om noget af den mad du spiser udløser inflammation og autoimmune reaktioner i din krop. Undgå disse fødevarer længe nok til at se om det har en effekt.
  2. Nyd den mad du godt kan spise. Flyt fokus fra den mad du undgår hen på alle de andre ting som giver nydelse i livet.
  3. Reducér stress: Gør de nødvendige livsstils-ændringer for at reducere stress. Prioriter dit helbred over alt andet.
  4. Sov mere og sæt tid af til afslapning, meditation og at være i naturen.
  5. Find mennesker og aktiviteter som gør dig glad, og lær at sige nej til ting der ikke gør.
  6. Se på kroppen som en helhed. Find bevægelse og fysisk terapi som bidrager til din heling.
  7. Brug probiotika til at genopbygge en sund tarmeflora – i form af fermenteret mad eller som tilskud.

PS: Hvis artiklen var brugbar for dig vil den måske også være det for andre i dit netwærk. Del den på Facebook eller Google+, det hjælper både os og dem du deler den med.

*
Har du husket at tilmelde dig?
Få vores månedsbrev med ny viden og
andre autoimmunes erfaringer
direkte i din inbox.
*

Tilmeld dig her...

* Det er gratis og vi spammer ikke.