Derfor er kartofler IKKE sunde

Blogindlæg af Strange Skov

Kartofler anbefales og hædres MERE end de fortjener. Kartofler er ikke så sunde som de bliver gjort til at være: Ernæringsmæssigt er kartofler faktisk ikke noget at råbe hurra for. Jeg har sådan set ikke det store problem med kartofler – men jeg har et problem med misinformation.

Jeg opfatter ikke kartoflen som den største trussel mod folkesundheden. Kartofler er en råvare, som kan spises næsten som den er (den skal koges først). I sig selv er den ikke et fabrikeret produkt, MEN den er et godt eksempel på hvordan misinformeret nutritionisme kan vildlede og hvordan videnskabelig data kan nedarves fra kilde til kilde indtil den tilsidst mister al mening.

“Det anbefales at spise 200-250 gram kartofler om dagen, men der bliver kun gennemsnitligt spist cirka 100 gram pr. dag. Danskernes spiser derfor stadig for få kartofler.” – citat: Fødevarestyrelsen

Hvad er det for en anbefaling!?

Ifølge FN’s fødevare- og landbrugsorganisation (UNFAO) indtager danskere i gennemsnit 3410 kcal pr dag – 40% mere end de anbefalede 2500 kcal. I 1975 var 39% af den danske befolkning overvægtig, i dag er det 65% (ifølge WHO).

Der er vist ikke nogen i den vestlige verden der behøver spise mere af noget som helst! – Er det virkelig nødvendigt at anbefale den danske befolkning at spise flere kartofler? – Hvad med at flytte fokus hen på hvad vi kunne spise mindre af?

Måske er det bare en uheldig formulering fra Fødevarestyrelsen’s side. Måske prøver de at sige, at kartofler er relativt bedre end brød og ris og pasta. Måske de i virkeligheden bare prøver at sige, at vi skal spise mindre melklister. Men, hvorfor så ikke bare sige det?

Hvorfor skal vi spise kartofler?

Hvad er de gode grunde der gives for at vi skal spise så store mængder af denne ene råvare? Hvilken viden kommer lovprisningerne og de officielle anbefalinger fra?

I det næste vil jeg gennemgå de mest udbredte påstande, myter og floskler om kartofler som der er i omløb derude i sundhedsland. Jeg må advare om masser af nutritionisme (den efter min mening fejlagtige tendens til at se på fødevarernes enkeltdele frem for helheden) men nutritionisme er det sprog som anbefalingerne kommer fra, og det er det sprog som er nødvendigt for at gennemskue den. Retfærdiggørelsen ligger her i at bruge nutritionismen mod sig selv, for at illustrere hvor lidt hjælpsom denne tankegang i virkeligheden er.

Usandhed #1: “Kartofler mætter bedre”

“Måltidsforsøg har vist, at kartoflen er en af de fødevarer, der mætter bedst.” – skriver Fødevarestyrelsen på deres hjemmeside.

“Du får stor mæthed for kalorierne. Det er blevet bevist i en australsk undersøgelse, at kartofler mætter mere end både kød, brune ris, fisk og bønner” – skriver Samvirkes madredaktør (i en artikel som hedder “Spis bare kartofler, du bliver ikke tyk”).

“Ernæringseksperternes seneste måltidsforsøg har vist, at kartofler er en af de fødevarer, der mætter mest” – skrev videnskab.dk tilbage i 2008.

Det lyder jo overbevisende når så mange troværdige kilder siger det samme. Når fødevarestyrelsen siger det, og når både “ernæringseksperternes seneste måltidsforsøg” og en “australsk undersøgelse” har “bevist” at kartofler mætter, så må det vel være sandt. Eller hvad?

Jeg måtte grave meget dybt på internettet for at finde dette “bevis”, men det lykkedes. Påstanden som i årevis har gået på omgang bland kosteksperter på internettet viser sig at komme fra en 20 år gammel australsk undersøgelse af hele 12 testpersoner, som gav deres vurdering af hvor mætte de følte sig efter at have spist 240 kalorier af ting som is, vingummi, øksekød, bananer, ris, pasta, kage, brød, kartofler og mærkevare-specifikke morgenmadsprodukter som Kellogg’s Cornflakes, Kellogg’s Special K og Kellogg’s Honeysmacks.

Kogte kartofler scorede højest efterfulgt af fisk, grød, appelsiner og æbler. Fælles for de fødevarer som ifølge undersøgelsen mætter meget, var et højt indhold af vand. Der nævnes ikke noget om grønsager. Kartofler i form af både kartoffelchips og pommesfrites scorede lavt.

Disse to fødevareprodukter mætter mindre end vingummi, viser et måltidsforsøg anerkendt af Fødevarestyrelsen.Foto: Kelloggs.dk

Undersøgelsen, som viste sig at være sponsoreret af Kellogg’s, konkluderer at protein, fiber og vandindhold giver større mæthed, hvilket bare viser at mad med meget vandindhold mætter mere end tørkost og slik. Undersøgelsen fandt ironisk nok også, at både Kellogg’s Cornflakes og Kellogg’s Special K mætter dårligere end vingummi (men det hører vi ikke så meget om i deres markedsføring).

Når “videnskab.dk” i 2008 skrev om “ernæringseksperternes seneste måltidsforsøg”, refererede de altså til en 13 år gammel undersøgelse, som af en eller anden grund igen var begyndt at gå på omgang – og stadig gør det.

Søger man på “kartofler mætter” giver Google over 50.000 resultater bare på dansk. Dette er et godt eksempel på hvordan en lille “videnskabelig” informationsbid kan forvandle sig til et ‘meme‘ og sprede sig viralt til vores fælles almenviden.

Usandhed #2: “Kartofler er rige på C-vitamin”

Netdoktor.dk anbefaler at voksne indtager 75mg c-vitamin om dagen. I samme artikel forklares der at c-vitamin fås fra frugter, grønsager og kartofler. Andre artikler som denne, denne og denne, ja selv i professor Bente Klarlund Pedersen’s bog “Sandheden om sundhed (afliv myterne og få sandheden)” gentages myten på side 38 at “Kartofler er rige på C-vitamin”.

Ifølge Danmarks Tekniske Universitets fødevaredatabase indeholder 100g kogte kartofler 8,3mg c-vitamin. Det er kun 14% af de mindst 60mg c-vitamin vi behøver om dagen for ikke at få skørbug (vi behøver meget mere end det). Det vil sige at vi skal spise over 5kg kartofler om ugen for at vores tænder ikke falder ud. Hvad er det for noget pladder at sige at kartofler er “rige” på c-vitamin!? Findes der mon ikke bedre kilder til c-vitamin?

Det daglige minimum af c-vitamin.

Rød peberfrugt har over 60 gange så meget c-vitamin som kartofler, kalorie for kalorie. En spiseskefuld frisk rød peberfrugt dækker det daglige minimumsbehov for c-vitamin. 7g hyben, 20g frisk persille, 80g jordbær eller 100g dampet grønkål giver samme mængde. Man skal til sammenligning spise over 700g kogte kartofler for at få den samme mængde c-vitamin. Velbekomme.

Fødevarestyrelsen skriver: “Kartofler er en af vores vigtigste kilder til C-vitamin”. Det er en lille snydeformulering, den der. DET BETYDER BARE at danskerne spiser mange kartofler i forvejen.
– Den eneste grund til at kartoflen er “en af vores vigtigste kilder” til noget som helst er at danskerne spiser 100g af det om dagen! Et cirkulært argument. Hvis alle danskere byttede kartoflerne ud med æbler ville æbler være “vores vigtigste kilde til c-vitamin”.

Til sammenligning svarer c-vitamin indholdet i 100g kartofler til: 60g agurk, 15g spinat, 5g rød peberfrugt, 3g persille eller 1g hyben.

Kan vi lige klemme en skefuld rød peber ned? Eller 20g persille? For ikke at snakke om solbær, kiwi, appelsin og kål af alle slags. Det er til grin at tale om kartofler som kilde til c-vitamin. Drop det.

Usandhed #3: “Kartofler er en god proteinkilde”

“Kartofler indeholder også flere proteiner, end de fleste ved. Som proteinkilde er kartofler lige så gode som bønner, ærter og andre bælgfrugter.” skriver Inger Abildgaard fra Samvirke i artiklen fra før.

En god proteinkilde?
I DTU’s fødevaredatabase listes kogte kartofler til 1,7g protein pr 100g. 1,7% lyder nu ikke af så meget. Til sammenligning indeholder 100g ærter 6g protein – mere end 3 gange så meget – det samme gælder de fleste bønner. Hvis man medregner hvor kalorietunge kartofler er giver selv grønne bønner næsten 3 gange så meget protein som kartofler, og bønnespirer 4 gange så meget.

Så hvis vi kigger på fakta er kartofler altså ikke helt “lige så gode som bønner, ærter og andre bælgfrugter”. Det er bare ikke sandt. Nu er bælgfrugter i sig selv jo ikke de rige proteinkilder de bliver gjort ud til at være. Lad os prøve at sammenligne med lidt godt fra havet:

For at få samme mængde protein fra kartofler som fra en portion stegt laks (100g) må man spise næsten 1½ kg (halvandet kilo) kogte kartofler. – Man kunne også “nøjes” med omkring 500g franske kartofler, men så langt er der nok ingen af eksperterne der vil gå i deres anbefaling af “den ædle kartoffel”.

Igen er det noget pseudo-videnskabeligt nutritionisme-vrøvl at fremhæve kartoflen som “en god kilde til protein”, når virkeligheden er at kartofler kun indeholder under 2% protein. Et eksempel på “en rig kilde til protein” er islandsk tørfisk med 84% protein.

Usandhed #4: “Kartofler er rige på kostfibre”

En påstand som gentages om og om igen. Og det er grundlæggende det samme virale nutritionisme-bævl. Igen: 8% af det daglige referenceindtag pr. 100g er ikke “rigt”. – Siden hvornår opfattes 8% af noget som “meget”?

Det er den samme mængde som i jordbær og spinat, men det er i forhold til vægt: Kartofler har også mange flere kalorier end jordbær og spinat. Så for at få den samme mængde kostfiber skal der med andre ord mange flere kalorier indenbords hvis man vælger kartofler frem for jordbær eller spinat.

Der er MEGET mere kostfiber i salat end i kartofler.Foto: Muffet

Hvad er så bedre?
Listen over fødevarer som har mere kostfibre end kartofler er lang. Men et lille udpluk kunne være:
Hindbær, Romaine-salat: mere end 6 gange så meget kostfiber pr. kalorie. Grønne bønner, stikkelsbær, spinat: mere end 5 gange så meget kostfiber pr. kalorie. Både peberfrugter, gulerødder, de fleste bær, det meste kål, det meste salat og selv mange frugter har mere kostfiber pr kalorie end kartofler.

– Diskussionen om hvorvidt de anbefalede store mængder kostfiber overhovedet behøves til andet end at transportere stivelse gennem fordøjelsen (og om det i så fald er hensigtsmæssigt at indtage det i form af tørkost) tager vi en anden gang.

Min konklusion:

Kartofler = billig stivelse

Der findes masser af andre påstande om kartoflens næringsværdi: “Kartofler er rige på B-vitamin”, “kartofler er rige på kalium”, og meget andet. Faktum er, at når man kigger nærmere på nutritionismen der ligger bagved holder det ikke vand.

Men hvis der alligevel ikke er så meget af “de gode ting” i kartofler, hvad er der så?

Svaret er: masser af kalorier i form af stivelse. Det meste af en kartoffel er vand og stivelse. Kartofler er efter kornprodukter noget af det mest stivelsesholdige som danskere almindeligvis spiser. Og så er kartofler billige. Kartoflen giver masser af udbytte pr kvadratmeter, og mere næring end korn. Og det er en god ide hvis man er en fattig bonde i 1700-tallet, men i dag hvor vi svømmer i billige tomme kalorier og 65% af os er overvægtige er det ikke en god nok grund til at staten anbefaler os at spise mere af det.

Kartoffelmark.Foto: D H Wright

Teknisk set er kartofler bedre føde end ris og brød og pasta, men det betyder ikke at kartoflen er god føde. Der er masser af bedre føde (som kød, fedt, fisk, æg, grønne grøntsager og frugt). Det er efter min mening uansvarligt når den danske stat anbefaler, at vi skal spise 250g kartofler hver dag, bare fordi det er bedre end fødevarer som er direkte ringe. Hvad med at bare fraråde de dårlige fødevareprodukter (korn) og så anbefale noget som er rigtig godt i stedet.

I øvrigt kan indtag af stivelse være voldsomt problematisk for gigt og andre autoimmune sygdomme. – Læs også artiklen: ‘Har de fundet en kur mod rygsøjlegigt?‘

Hvis vi ser på al den velmenende misinformation som sundhedseksperter hoster op og gentager som papegøjer, er det ikke underligt hvis de fleste tror at vi ikke kan leve uden kartofler og andre stivelsestunge fødevareprodukter. Men det er ikke tilfældet. Der er masser af næring og energi i en kost uden både kartofler og korn (også fuldkorn). Der er efter min mening ikke nogen gyldig grund til at lade sig presse til at spise disse næringsfattige produkter.

Dette indlæg er for mig mere et angreb på nutritionisme end på kartofler. Jeg spiser ikke selv kartofler og andet stivelse mere (fordi jeg har rygsøjlegigt), men jeg opfatter kartofler som en slags mad, som nogen kan have glæde af i moderate mængder (et par små kartofler en sjælden gang i mellem). Jeg ser tilgengæld ikke kornprodukter som mad, men det er en anden historie.