Strange Skov

Jeg har rygsøjlegigt, men vil ikke lade min diagnose bestemme hvordan jeg lever mit liv.

Jeg blogger og skriver artikler for at dele hvad jeg har lært om hvordan kost og livstil påvirker kronisk sygdom.

Når jeg behandler min krop bedre giver den tilbage

Blogindlæg af Strange Skov

Jeg sidder og kigger ind i den varme ild i brændeovnen og føler mig dybt taknemmelig. Både over at jeg kan varme mig her i den kolde tid, men også over at brændet har jeg lavet med en krop, som jeg ikke tidligere kunne regne med til den slags opgaver. Det kan jeg nu.

Her oppe hos os, hvor vi bor er det rigtig blevet vinter og vi har sne og de fleste dage frost, så jeg fyrer op i brændeovnen, Siv tænder stearinlys, vi laver varm te og sidder og arbejder nede i stuen foran brændeovnen.

Vi har købt en skov, en lille skov bag vores hus. Faktisk er det ikke en rigtig skov, men vi kalder det en skov. Det er en almindelig parcelhus-grund, som har stået urørt i rigtig mange år, så den er fyldt med store, gamle fyrretræer og birketræer og det føles som en skov at gå rundt derinde. Og vi var så heldige at grunden viste sig, at være en del af et gammelt konkursbo og advokaten var nok lidt træt af ikke at blive af med den, så da vi bød et meget lille beløb, sagde han ja. Og nu har vi en skov.

Hvor er det egentligt fantastisk, tænker jeg, at vi kan fyre med vores eget brænde. Brænde fra træer, som jeg har fældet, Siv og jeg har deles om at afgrene, skære op og børnene har hjulpet med at køre brænde på en vogn hen til vores brændeskur. Jeg har kløvet det eller Siv har kløvet det. Og vi har stablet brændet i det brændeskur jeg selv har bygget ud af euro-paller, gamle brædder og brugt bliktag vi fik for at hente det.

Jeg sidder med en taknemmelighed i kroppen over, at jeg kan det. Det havde jeg ikke troet at jeg kunne. Mig der har gigt. Min far, som også havde gigt, har aldrig kunne den slags fysiske ting. Og jeg har altid spejlet mig i ham – tænkt at jeg så ind i min egen fremtid, når jeg kiggede på ham.

Jeg tænker på, at jeg altid troede at jeg ville gå i hans fodspor. Og blive ligesom ham. Min far var ikke nogen handyman og det troede jeg heller ikke jeg var. Men den her nye vej, jeg er begyndt at gå, føles helt vildt fantastisk og jeg er så glad og taknemmelig over alt det min krop kan nu, som den ikke kunne tidligere. Alt det jeg kan gøre sammen med min familie og for min familie. Som jeg ikke kunne tidligere.

Jeg er taknemmelig over, at vi lige nu sidder og kan varme os indenfor, fordi jeg har kløvet brænde, fordi min krop kan det, fordi jeg behandler den bedre end jeg gjorde før.

PS: Hvis indlægget var brugbart for dig vil det måske også være det for andre i dit netwærk. Del det på Facebook eller Google+, det hjælper både mig og dem du deler det med.

*
Har du husket at tilmelde dig?
Få vores månedsbrev med ny viden og
andre autoimmunes erfaringer
direkte i din inbox.
*

Tilmeld dig her...

* Det er gratis og vi spammer ikke.