Strange Skov

Jeg har rygsøjlegigt, men vil ikke lade min diagnose bestemme hvordan jeg lever mit liv.

Jeg blogger og skriver artikler for at dele hvad jeg har lært om hvordan kost og livstil påvirker kronisk sygdom.

Det var flere faktorer som tilsammen udløste mit gigt-angreb

Blogindlæg af Strange Skov

Jeg har lige haft et angreb i øjet. Regnbuehinde-inflammation er et almindeligt symptom på rygsøjlegigt. Nu har jeg fået øjendråber, det er kortison, altså binyrebark hormon og jeg selvom jeg ved hvor skadeligt det er for helbredet, så er der ingen vej udenom. Min kone Siv og jeg snakkede om hvorfor fik jeg det angreb.

Det kom en dag hvor jeg fastede, så jeg spiste kun æbler den dag. Men æblerne var ikke rigtig modne. Og jeg ved at umoden frugt er stivelsesholdigt. Og når jeg så ikke spiser andet en hel dag, så er det jo et ekstra stort problem. Hvis jeg havde spist et enkelt æble som ikke var helt modent på en dag hvor jeg havde spist en masse andre ting, så tror jeg ikke det havde været noget problem. Samme dag var jeg ude i kold vind og slibe en gammel dør og fik støv i øjet, så det kunne også have været det, der satte angrebet i gang. Kunne det være det ene eller det andet…

I virkeligheden tror jeg, det mere er et spørgsmål om alle tingene tilsammen.

Når man på engelsk snakker om dråben som får bægeret til at flyde over, bruger man udtrykket: “Strået som brækkede kamelens ryg”. Det synes jeg passer bedre. Når et bæger flyder over, så er det bare den sidste dråbe der flyder over uden at der sker noget med hverken glasset eller indholdet. Men når man lægger strå på kamelens ryg og bliver ved med det, indtil den samlede vægt er for stor, så bryder hele kamelen sammen. Og så kan man jo spørge, hvad var det, der gjorde at kamelen brækkede ryggen? Det var jo ikke det sidste strå. Det var alle stråene.

Jeg tror, det er sådan jeg skal se på det: Det var ikke fordi jeg spiste stivelse, det var ikke fordi jeg fik træk, det var ikke fordi jeg var kold eller træt eller fordi jeg fik støv i øjet. Det var det hele. Sammen.

Alle de faktorer som påvirker vores krop negativt kaldes for stressorer, det kan være dårlig mad, dårlig søvn, stress, fysiske skader, forurening, støj, støv og meget andet. Men oftest skader de os uden at vi opdager det, netop fordi der er så mange.

Vi kan prøve at blive opmærksom på stråene: For eksempel for mig, at når har jeg været kold, så lægges der et strå på min ryg. Når har jeg drukket et glas vin eller været stresset eller ikke fået søvn nok, så lægges der endnu et strå på min ryg. Når der bliver lagt strå på, så kan jeg være opmærksom og ærlig overfor mig selv om, at de er lagt på. Og så kan jeg bevidst undgå at lægge flere strå på den dag.

Jeg kan endda forsøge at gøre ting, som mindsker antallet af “strå”. For eksempel hvis jeg har arbejdet en del foran computeren en dag, så kan jeg lægge mig ned med en lydbog og hvile øjnene. Hvis jeg har trænet eller arbejdet fysisk hårdt, kan jeg sørge for at hvile mig. Hvis jeg har været ude i kold vind, så kan jeg tage et varmt bad eller varme mig foran brændeovnen. Hvis jeg har spist noget med for meget stivelse, så kan jeg drikke en masse vand og spise noget fiber-holdigt, som får det hurtigt igennem systemet (frosne jordbær fungerer godt for mig).

Siv: Der var for eksempel en dag, hvor du følte du havde susen for ørerne, eller den dag hvor dit øje føltes irriteret, dage hvor du måske har overanstrengt dig, været stresset, spist noget der ikke var godt osv. og så var vi opmærksomme på det, og så spiste du en masse grøntsager og fisk og hvilede kroppen den dag og næste dag var du helt frisk igen. Sådanne små tegn fra kroppen ignorerede vi tidligere, og vupti, så fik du angreb eller lå syg i lang tid.

Nu holder jeg øje med stråene, som bliver lagt på min ryg. For så kan jeg lade være med at lægge flere på. Og tage det i opløbet. Undgå at det kommer for langt. Og så er det jo et spørgsmål om at finde ud af, hvor langt er det… Men jeg tror, at det er fornuftigt at acceptere, at jeg er et menneske og jeg har en grænse. Og den grænse skal ikke nødvendigvis flyttes, den skal accepteres.

Jeg tror, vi kan lære at balancere stråene på kamelens ryg, hvis vi er opmærksomme på hvad vi lægger på af strå og sørger for ikke at lægge for mange på.

PS: Hvis indlægget var brugbart for dig vil det måske også være det for andre i dit netwærk. Del det på Facebook eller Google+, det hjælper både mig og dem du deler det med.

*
Har du husket at tilmelde dig?
Få vores månedsbrev med ny viden og
andre autoimmunes erfaringer
direkte i din inbox.
*

Tilmeld dig her...

* Det er gratis og vi spammer ikke.