De 5 bedste julelækkerier uden mel, mælk og sukker

Artikel af Strange Skov

Søde sager og lækre desserter er dejlige og hyggelige og der er masser af mulighed for at nyde og forkæle sig selv og sin familie med lækkerier, uden at det skal gå ud over vores helbred. Hjemme hos os har vi opdaget, at det ikke er nødvendigt at fylde desserter med sukker, såkaldte sukker-alternativer (som mest er alternative i navngivningen og markedsføringen, men som er lige så skadelige som alt andet sukker), eller diverse sødemidler og lignende halv-syntetiske kemikalier – Der er nemlig masser af sødme og dejlig smag i lækkerier lavet af rigtige naturlige råvare.

Her har vi samlet vores 5 favoritter.


Kanelkage med gulerødder og valnødder

Kanelkage med gulerødder og valnødder

Når den her kage er i ovnen breder hyggen og duften af kanel sig i hele huset, og alle husets små (og store) nisser begynder at sværme omkring køkkenet.

Jeg har aldrig været den store kage-elsker, men min kone elsker kage og jeg synes det er lidt synd, at jeg kan spise is lavet af frugt (som er min favorit) og at hun må undvære hendes, fordi det meste af en kage egentlig bare er mel og sukker. Så jeg spurgte mig selv, kan man ikke lave en lidt brownie-agtig kage ud af frugt, nødder, gulerødder og andet godt? Det kan man!

Ifølge husets kage-eksperter er den her sød og lækker, saftig og blød og fuldt på højde med en almindelig sukkerkage med mel.

Sådan laver jeg kanelkage med gulerødder og valnødder

  • Ingredienser:
  • 10 dadler
  • 2 modne bananer
  • 3 æg
  • 2 gulerødder
  • 1 dl kokos-, mandel- eller anden nøddemel
  • 5 tsk. kanel
  • 3 tsk. ingefær
  • 2 tsk. kardemomme
  • 1 håndfuld hakkende valnødder

Nøddemel kan laves i en foodprocessor af nødder, sesamfrø eller revet kokos eller det kan købes færdiglavet.

Start med at tag stenene ud af dadlerne og kom dem derefter i foodprocessoren. Når dadlerne er moste, tilsæt så bananerne og tænd igen for foodprocessoren, så æggene og tænd igen, indtil massen er jævn.

Riv gulerødderne på et rivejern og kom det op i dejen sammen med kokos- eller nøddemelet og krydderierne og en håndfuld valnødder, tænd igen og kør rundt nogle gange til dejen er jævn.

Hæld dejen i en kageform og kom den i en forvarmet ovn på 180 grader i cirka 45 minutter.



De her romkugler er SÅ lækre, og fungerer rigtig godt som jule-konfekt. Det er en lille sød snack til at forkæle sig selv, eller til at sætte på bordet, når der kommer gæster på besøg. Jeg har endnu ikke oplevet nogen, som ikke var vilde med dem.

Sådan laver vi jule-råmmmh-kugler

    Jeg bruger:

  • 2 dl nøddemel (finthakkede mandler, valnødder, hasselnødder eller en blanding)
  • 1 spsk hørfrø
  • 20 dadler uden sten
  • 2 tsk koldpresset kokosolie
  • 3-4 spsk kakaopulver
  • 1 tsk kanel
  • 1 tsk ingefær
  • 3-4 spsk koldt vand
  • evt. lidt rom-essens (eller rom)
  • Chokoladeovertræk:

  • 1 dl koldpresset kokosolie
  • ½ dl kakaopulver
  • frysetørret frugt-pulver eller revet kokos til drys

Nødderne og hørfrø blendes grundigt i en foodprocessor til nøddemel. Tilsæt dadler, kakao, kanel, ingefær, kokosolie og vand og blend videre indtil dejen er fast, blød og ensformig. Brug så meget kakao som du selv synes, der skal en hel del i for at give den der rige, lækre smag. Du kan dryppe lidt romessens eller rom i, det er ikke nødvendigt, og kun for voksne men det smager godt.

Derefter former vi romkuglerne i hænderne.

Chokoladesaucen udenpå er heller ikke nødvendig, men smager rigtig godt. Vi smelter kokosolie og kakao i et vandbad, altså bare i en lille skål eller et gammelt syltetøjsglas som står i en lidt større skål med varmt vand i (ca. 40-50 grader). Når ingredienserne røres sammen bliver det til en varm tynd og meget bitter 100% chokolade, som er alt for bitter til bare at spise, men sammen med sødmen fra dadlerne fungerer det rigtig godt.

Dyp romkuglerne i chokoladesaucen, og rul bagefter kuglerne i frysetørret frugt-pulver, lakridspulver eller revet kokos.

Husk når du bruger kokosolie, så er det vigtigt at vælge den koldpressede version.


Rå æblechips med kanel

Rå æblechips med kanel

Det her er virkelig en simpel og nem snack. Og så smager det rigtig godt og med kanel dufter det skønt af jul i hele huset.

Om sommeren spiser vi æblerne rå og friske og lige som de er. Om efteråret og vinteren, når de har ligget og alligevel er blevet lidt runkne, er de super gode at lave om til æblechips.

    Ingredienser

  • 3-4 Æbler
  • 1-2 tsk Kanel
  • Man kan tørre frugt i oven ved 60 grader gerne varmluft, eller bruge en dehydrator som er lavet til formålet – det bruger vi selv, og det gør det rigtig nemt.

Sådan laver vi æblechips

Faktisk er det så nemt at det ofte er børnene selv, som laver dem hjemme hos os.

Vi skærer æbler i tynde skiver – det kan gøres i hånden, eller med et mandolin-jern.

Så lægger vi æble-skiverne i et enkelt lag, side om side på bakkerne til dehydratoren, og sætter dem derind i ca. 6 timer. Når de er færdige kan de spises som de er eller drysses med kanel.


Vafler med
kokoscreme og jordbær

Vafler med kokoscreme og jordbær

Jeg elsker de her vafler uden sukker og mel. Opskriften er blot en stor squash, kokosmel og æg – med kokoscreme og frugt på toppen.

Det der er ovenpå vaflerne ligner flødeskum, men det er det ikke. Det er den fede del af en dåse kokosmælk, som er pisket og tilsat lidt vanilje. Det passer SÅ godt sammen med vaflerne. Men vaflerne må godt lige køle af inden de spises, for ellers smelter kokoscremen.

Ovenpå skærer jeg lidt jordbær og kiwi, men det kan være alle slags bær eller frugt du har liggende, frisk eller frossent. Du får min opskrift her:

Sådan laver jeg vafler med kokoscreme og jordbær

    Ingredienser:
    ca. 10 vafler

  • 1 hel squash
  • 7 æg
  • 3 tsk kanel
  • 1 tsk kardemomme
  • 50 g kokosmel (revet kokos)
  • 200 g smeltet smør eller kokosolie
  • 100 g kokosfibermel

Squashen rives på et rivejern eller i en foodprocessor og kommes i en stor skål. Tilsæt så æggene, kanel, kardemomme, revet kokos, kokosmel og varm smørret i en lille kasserolle ved lav varme. Når smørret er smeltet tilsættes det også. Dejen kan nemt røres sammen med en gaffel.

Det bliver en stor omgang, så der er til flere dage. Dejen holder sig fint i køleskabet (op til 4 dage) og jeg har opdaget, man også kan dele den op i mindre klumper og putte dem i fryseren, så er de nemme at tage op om aftenen, så der hurtigt kan laves friske vafler om morgenen.


Mandler med kanel
(rå og uden sukker)

Mandler med kanel (rå og uden sukker)

Brændte mandler møder pebernødder – uden sukker, mel og opvarmning: Her er min opskrift på de dejligste mandler som nissen også må kunne lide – de forsvinder i hvert fald på mystisk vis og meget hurtigt hjemme hos os.

Brændte mandler er en juletradition som kan være svær at gå udenom, men dem de sælger på strøget (og i butikkerne) består desværre af skambrændte nødder i raffineret vulkaniseret sukker. De sarte, sunde olier i mandlerne kan ikke tåle så høje temperaturer, og sukkeret er det rene gift til at begynde med. – Sikke det kan ødelægge julestemningen, når man ser nærmere på tingene…

De her mandler er derimod både juleagtige, lækre, rå og fulde af sunde fedtstoffer. Jeg er virkelig glad for, at jeg fik mig eksperimenteret frem til den her opskrift. Selv min søn som normalt går udenom mandler spiser dem med stor fornøjelse.

  • Ingredienser:
  • 1 dl ekstra jomfru kokosolie
  • 1-2 spsk kanel (efter smag)
  • 2 tsk ingefær
  • 1 tsk kardemomme
  • 1 tsk stødt nelliker
  • ½ tsk lakridsekstrakt pulver (eller 1 tsk stødt lakridsrodspulver)
  • Lidt kværnet salt
  • Rå mandler, du kan også bruge valnødder, hassel-, pekannødder eller hvad du har lyst til.

Sådan laver jeg rå mandler med kanel

Smelt kokosolien i vandbad og bland krydderierne i. Når det er blandet, så hældes det over mandlerne i en større skål og røres rundt med en ske, så det fordeles jævnt.

Når alle mandlerne er smurt godt ind lægges spredes de ud på bagepapir og skilles fra hinanden, så de ikke størkner i klumper.

Kværn så salt henover.

Lad dem køle af udenfor eller i køleskabet.

– Hvis man bruger hasselnødder i stedet for mandler og tilsætter lidt peber i kanel-overtrækket, nærmer vi os pebernødder.

P.S. Har du set vores artikel med inspiration til julegaver, som giver nydelse, mindre stress og et sundere liv? Ellers så kan du se den her.


PS: Hvis artiklen var brugbar for dig vil den måske også være det for andre i dit netwærk. Del den på Facebook eller Google+, det hjælper både os og dem du deler den med.

*
Få vores månedsbrev med ny viden og
andre autoimmunes erfaringer
direkte i din inbox.
*

Tilmeld dig her...

* Det er gratis og vi deler ikke dine data.