Derfor er “sundheds-ekspert” et meningsløst klistermærke

Hej,

Hvordan har du det?

Jeg får nogen gange spørgsmålet, om jeg er uddannet indenfor sundhed, siden jeg kan udtale mig om kost og kroniske sygdomme (spørgsmålene kommer mest fra mennesker, som ikke kender mig eller mit arbejde).

Når jeg holder foredrag plejer jeg at sige, at jeg har ikke en sundheds-baggrund, at man nærmere kan sige, at jeg har en ekstremt usund baggrund. Men for mig er det en fordel. Fordi jeg har prøvet det på min egen krop. Jeg har prøvet at være usund, jeg ved hvordan det er, at være kronisk syg. Og FORDI jeg ikke er uddannet inden for sundhedsbranchen, er jeg heller ikke fastbundet til mainstream teorier og ideologier og forældede dogmer om kost og sundhed. Jeg er patient, min første prioritet er bedring og jeg er egentlig ligeglad hvordan. Det gør mig på samme tid åben og meget skeptisk, fordi det er MIT liv, der er på spil.

Jeg har brugt de sidste 6 år på at læse og lære om kost og kronisk sygdom. Til at begynde med for min egen bedrings skyld, og senere for også at hjælpe andre. Min læseliste gennem de år har været meget lang, men den har lykkeligvis ikke været fastlåst af et statskontrolleret pensum, fastlagt af myndigheder, som har besluttet på forhånd, hvad der er tilladt og forbudt, at tænke om kost og kronisk sygdom.

Mit syn på kost og sundhed er dermed heller ikke påvirket af virksomheders og andres økonomiske interesser. Jeg er ikke økonomisk knyttet til medicin-industrien, kosttilskud-industrien, fødevare-industrien, fitness-industrien, helsekost-industrien eller nogen anden af de utallige andre økonomiske interesser, som dagligt påvirker og forvrider sundhedsdebatten. For mig er det personligt. Jeg er motiveret af at finde, hvad der virker bedst for mig og andre almindelige mennesker med kronisk sygdom. Mange af de mest alvorlige problemer med kost og kronisk sygdom stammer netop fra meget uheldige økonomiske relationer mellem forskere, myndigheder og industrien.

– Det har jeg for nyligt skrevet et indlæg om på bloggen her: https://autoimmun.co/strange-skov/foedevare-aftaler-mellem-forskere-politikere-og-industri-giver-mig-kvalme

Jeg er åben overfor alle tilgange til kost og kronisk sygdom, men jeg er altid skeptisk. Det skal give mening, det skal passe sammen med virkeligheden, og jeg vil se beviserne. Der er overraskende meget vrøvl og nonsens i ernæringsvidenskab. Så meget, at jeg efterhånden forholder mig ganske skeptisk overfor enhver, som påstår sig at være “ekspert” indenfor et fag med så meget forvirring, misinformation, ideologi og penge-indflydelse fra industrien.

Jeg kunne godt tage en kostvejleder-uddannelse (det tager 3 måneder), og blive eksamineret i at jeg kan kostpyramiden og de officielle kostråd udenad, og dermed kalde mig selv “sundhedsekspert”, men det ville ikke hjælpe mig eller nogen andre fremad. Det er tydeligt for mig, at de kostråd som såkaldte sundhedseksperter lærer og har givet videre i årtier ikke virker. “Sundhedsekspert” er et meningsløst klistermærke fra en sundhedsbranche som har fejlet og svigtet os alle.

Den faktuelle viden, som jeg deler i min bog, på min hjemmeside og her på nyhedsbrevet, er ikke noget JEG har fundet på. Jeg sidder ikke på et laboratorie og kigger i et mikroskop. Det er der andre, der gør og de deler, hvad de finder med resten af den internationale videnskabelige verden, og det er ofte frit tilgængeligt på videnskabs-søgemaskiner på internettet og på biblioteker og i internationale videnskabs-databaser og -arkiver. Det som jeg deler, er baseret på videnskabelig forskning.

I min bog ‘Kost & Kronisk sygdom’ fortæller jeg historierne om tusindvis af gigt-patienter som er blevet symptomfri ved at undgå brød, pasta og kartofler, om en sklerose-patient som fik sit liv tilbage, da hun droppede såkaldt “sund kost”, om at fuldkorn ikke bare er både unaturligt og unødvendigt, men endda kan være direkte sundhedsskadeligt, om at mættet fedt og kolesterol er livsnødvendige næringsstoffer, som vores krop og hjerne behøver for at fungere, og om hvordan der er blevet manipuleret, løjet og givet penge under bordet for de offentlige kostråd, som i årtier har gjort os sygere og sygere i Danmark.

Hvis du ikke har læst bogen, så kan du finde den her: www.strangeskov.dk/bog og hvis du har læst den, og som mange andre haft glæde af den, så kunne den måske være en gave-idé til en du holder af ❤️

Kærlig hilsen
Strange