Læge: Hvad hvis vi tager fejl omkring diabetes?

Artikel af Strange Skov

Hvis insulinresistens og diabetes forårsages af overvægt, er det logisk at bekæmpe det med vægttab. Men hvad hvis vi forstår diabetes helt bagvendt? Hvad hvis overvægt ikke er årsagen? Hvad hvis overvægt er et symptom på et dybereliggende problem: En naturlig reaktion på en unaturlig livsstil?

Disse spørgsmål måtte en ung læge stille sig selv og lægefaget, efter han selv blev insulinresistent, på vej mod sukkersyge, trods han motionerede og nøje fulgte de officielle kostråd.

– Peter Attia er praktiserende læge i USA. Han fortæller i en TED-talk historien om, da han som ung læge på en skadestue var tvunget til at amputere foden på en kvinde med diabetes, for at redde hendes liv. Hun var overvægtig og havde sukkersyge, og som han forklarer: “det ved vi allesammen kommer af at spise for meget og røre sig for lidt.” Peter genkalder med skam hvordan han med foragt tænkte: “hvis du nu bare prøvede at passe lidt bedre dig selv, ville du ikke være i den her situation, med en fremmed læge som skal til at amputere din fod.” Når det kom til overvægt og sukkersyge troende han, at videnskaben lå fast, og dømte kvinden på forhånd, selvom han også havde lært at fremskridt i lægevidenskaben kommer, når vi stiller spørgsmålstegn ved “hvad vi ved”.

“Tre år senere fandt jeg ud af, hvor meget jeg tog fejl”, fortæller Peter og beskriver hvordan han nu selv var patienten: På trods af 3-4 timers daglig motion og at følge mad-pyramiden slavisk, tog han på og udviklede insulinresistens. Insulin er det hormon som styrer hvad vores krop gør med den mad vi spiser: Om den skal forbrændes eller lagres til senere – insulinresistens er når kroppens celler bliver så vænnet til store mængder insulin, at hormonets virkning mindskes, hvorefter kroppens insulinproduktion ikke længere kan følge med. Det er første skridt mod sukkersyge og amputering, forklarer han.

– Forskrækkelsen blev til en brat opvågning og Peter ændrede sin kost drastisk, tabte 20kg (selvom han motionerede mindre), blev af med insulinresistens og stod tilbage med spørgsmål han som læge ikke kunne glemme:

Hvordan kunne det ske for ham, hvis han gjorde alt rigtigt? Hvis “almindelig viden” ikke havde virket for ham, kunne det være det heller ikke virkede for andre?

“De fleste forskere mener at overvægt er årsagen til insulinresistens,” fortæller Peter, og at den logiske løsning så vil være at bekæmpe insulinresistens ved at tabe sig. “Men hvad hvis vi har vendt det på hovedet?” spørger Peter.

Hvad hvis overvægt ikke er årsagen til insulinresistens? Hvad hvis overvægt er et symptom på et dybereliggende problem?”

Peter understreger at overvægt ikke er ufarligt, men han påpeger at mange insulinresistente ikke er overvægtige og ikke alle overvægtige er syge, og foreslår at kroppen måske opbevarer al det overskydende sukker vi indtager i vores fedtceller, hvor det kan gøre mindst mulig skade.

Tankegangen illustreres med en analogi, hvor vi støder benet mod et bord og får et blåt mærke. Mærket gør ondt og det ser grimt ud, men vi ved godt alle sammen, at det ikke er det blå mærke der er problemet, at det er en naturlig og sund reaktion på en fysisk skade. Hvad hvis vi troede blå mærker var problemet, og vi udviklede en kæmpe medicin-industri og en kultur omkring at behandle blå mærker: dække-cremer og smertestillende medicin, imens vi stadig slog vores skinneben mod bordet, i stedet for at se os for hvor vi går.

At forveksle årsag og effekt hjælper i følge Peter Attia ikke andre end medicinalindustrien. – En problemstilling som forstærkes af, at der ikke er store økonomiske gevinster i ernæringsforskning, som Attia forklarer her. Der er få lukrative patenter i forskning som eksempelvis fraråder sukker. Derfor lægges fokus ofte på udviklingen af ny symptom-behandlende medicin frem for at udvikle løsninger på de egentlige årsager.

Er det insulinresistens som forårsager overvægt og ikke omvendt? Hvad hvis overvægt er et symptom på noget meget farligere? Og hvad hvis det ikke hjælper at bebrejde de overvægtige?”

– Disse spørgsmål stiller Peter nu sig selv og det medicinske etablissement, som oprindelig lærte ham at sætte spørgsmålstegn ved alting og kun godtage etableret videnskab “indtil vi ved mere”.

Når en celle bliver insulinresistent mener Attia, er det for at beskytte sig mod for meget sukker i blodet, som vi har fået fra sukker, korn og stivelsesholdige fødevarer. Og at det er vores stigende indtag af disse fødevareprodukter som er drivkraften bag den epidemi af overvægt og diabetes vi står midt i. Men at årsagen er sukkeret i sig selv – ikke bare overspisning og for lidt motion.

“Hovedgrunden til overvægt er måske forkert behandling”, siger Peter, og husker os på at myndighederne i 40 år har sagt til mennesker, som kæmper med overvægt at gøre det samme om og om igen: Spis mindre og motioner mere. “Det ser ikke ud til at virke”, påpeger han og slutter at enten må behandlingen værre forkert eller også er den rigtig, men ingen kan følge den: “Enten eller, så er det høje tid til en ny behandling.”

Peter understeger, at han ikke har alle svarene, og at han har lært på den hårde måde ikke at bilde sig ind at han har.
– Men han minder os om, at det er de overvægtige og sukkersyge som er ofrene, og at vi ikke løser problemet ved at bebrejde dem, og at vi, for at finde svar, må være villige til at se kritisk på fastgroede dogmer.

Hej, jeg hedder Strange - det er mig der har skrevet den her artikel.

Jeg har udgivet en bog om hvordan kost og kronisk sygdom hænger sammen og hvad vi selv kan gøre for at få det bedre.

Du kan købe min nye bog her.