Vores madpakke
Hvad skal man dog finde på som madpakke, når man ikke længere spiser “spiselige engangstallerkner” eller brød eller hvad man nu kalder det?
Madpakken var en stort spørgsmål for mig i begyndelsen, da vi ændrede vores kost. Men nu virker det som det mest naturlige. Vi har bare skruet op for grøntsagerne og fjernet brødet. Så den tidligere sandwich jeg ville smøre som madpakke er nu bare en madkasse med alt indholdet fra sandwichen. Nu kommer det ned i en kasse i stedet for ind i et brød. Og nu spiser vi det med en gaffel i stedet for. Men det tager stadig de samme hurtige 5 minutter at lave.
Jeg kan huske en ven fortælle, at han havde problemer med at lære sit barn at spiser “madder”, fordi barnet bare tog det øverste og spiste det og lod brødet ligge. Det er unaturligt at spise den der tørre skive og det er noget der skal tillæres. Og når først det er lært, så er det svært at slippe af med igen. Vi er selv vokset op med at tro, at brødet er det sundeste i madpakken. Det ved vi nu, at det er det ikke.
Vi elsker vores madpakke – det er så hyggeligt at sidde der på stranden, i bilen, på en bænk, på et tæppe eller i Ikea med sin gaffel i hånden og lade madkassen gå rundt, så alle bliver mætte. Vores madpakke er typisk en salat, gerne noget blandet fra haven eller fra grønthandleren eller supermarkedet. Vi blander gerne ruccola og krydderurter sammen med hovedsalat, romaine eller iceberg, for at få mere næring og smag. Vi bruger også gerne friske krydderurter, som persille, basilikum og koriander, igen fordi de er super næringsrige og smager fantastisk.
Ovenpå salaten er det især godt med makrel, men det kan også være laks eller kylling. Og så skifter vi blandt ekstra fyld såsom friske eller grillede peberfrugter i olie, avokado, oliven, soltørrede tomater, surkål, pesto eller lidt parmesan ost.
Få endnu flere opskrifter, vejledninger, gode råd og tips i vores store lavpraktiske kogebog, som du kan købe her: www.strangeskov.dk/kogebog
Del på