Salat med stegte sild, oliven og udblødte mandler
Sild er bæredygtige, billige og noget af det mest næringsrige og anti-inflammatoriske vi kan spise. Det er samtidig en af de fisk, som kan være lidt grænseoverskridende, at gøre til en fast del af sin kost.
Silden er en ypperlig sundhedsbombe, men den har også (mange) små ben, som for mig (og for mange andre) kan gøre silden til en lidt besværlig samarbejdspartner. Denne udfordring kan dog besejres ved hjælp af et hemmeligt våben, i denne opskrift i form af udblødte mandler. Mere om det længere nede, men først opskriften:
- Ingredienser:
- 300g sildefiletter friske eller optøet fra frost.
- En stor skål blandet salat, eks rucola og romaine
- Et par håndfulde friske krydderurter: Persille passer supergodt til sild
- Et par skefulde mandler udblødt i vand
- Lidt oliven
- Koldpresset olivenolie
- Lidt citronsaft
- Lidt salt
2 personer
I bogen ‘Køkkenrevolution‘ skrev Umahro Cadogan, om at mandler, som er udblødt i vand natten over, både er nemmere for vores krop at fordøje og at de smager godt. Han har ret, udblødte mandler er dejligt friske, og for mig fungerer de supergodt sammen med stegte sild. Mandlernes bløde saftige knas gemmer for mig effektivt de bløde små sildeben.
Udblødte mandler laves sådan: Dæk mandler med rigeligt rent vand i et glas med låg, lad mandlerne trække i køleskabet natten over. Husk at tage fra glasset med en ren ske, så holder det længere.
Sildefiletterne steges med salt i 10-15 min. med skindsiden nedad ved middel-høj varme i smør eller kokosolie.
Mens sildene steger skærer jeg salat og spinat i spiselige størrelser, skylder og slynger vandet fra med en salatslynge. Læg de varme sild ovenpå, hele eller skåret mindre i stykker.
Olivenolie og citronsaft (i forholdet 3:1) kan blandes og rystes i et glas med låg eller hver for sig hældes direkte over hele herligheden tilsidst, plus salt og peber.
En lille historie om hvordan jeg, fuldvoksen, overkom min livslange frygt for sildeben
Jeg er generelt meget lidt plaget af kræsenhed, men jeg ved hvor stor en forhindring det kan være, at føle sig frastødt af en mad-vare, hvor sund den så end er. For mig har silden været en svær modstander. På den ene side har jeg (som bornholmer) mange gode minder og oplevelser med sild. Men jeg har også altid følt ubehag ved følelsen af sildeben i halsen. Som barn pillede og pillede jeg hvad der føltes som uendelige mængder små sildeben ud af min røgede sild. Hver mundfuld var en blandet følelse af forventningsglæde og frygt. Forventning af den vidunderlige smag af røg, salt, hav og stor umami som det røgede sildekød og -fedt gav mig, og som sikkert var forstærket af en ubevidst viden i min lille barnekrop, om hvor meget god næring, jeg fik hver gang jeg spiste en sild. Dette var dog blandet med frygten for død-ved-kvælning, som jeg fik ved at mærke det mindste stakkels sildeben, som jeg ikke havde fundet blandt det lækre kød og sorteret fra.
I en alder af 37 år, bevæbnet med en viden om hvor meget næring silden giver min krop, tog jeg kampen op. Ansigt til ansigt med dragen (den stegte sild med ben), med sværdet i hånden (en gaffel), lukkede jeg øjnene (åbnede munden) og gik til angreb. Nu skulle den dø! En lille bid sild, en kolossal mundfuld sildeben. Jeg fattede modet og blev i det. Jeg kunne mærke benene i halsen. Jeg sank en klump. Klumpen over alle klumper. Det var som om alle sildeben i hele verden gled ned i mit spiserør, men jeg overlevede.
Det var egentlig ret hurtigt overstået. Egentlig føltes det ikke anderledes end at sluge noget andet sprødt, som kilder lidt på vej ned: nødder, rå kål, friske urter, græskarkerner, sprød-stegte hvidløg. Var det ikke andet? Jeg undslap kvæle-døden, og jeg overlevede til at fortælle historien. Hver bid derefter mærker jeg sildebenene mindre, og især sammen med nødder, kerner eller andet som helt naturligt mærkes eller kilder lidt i halsen opdager jeg ikke længere benene, og jeg kan nu spise de sunde, næringsrige, anti-inflammatoriske, billige, bæredygtige guldklumper med uspoleret nydelse. Det samme ønsker jeg for alle.
Del på