Romkugler (uden sukker og mel)
De her romkugler er så lækre, som en lille snack til at forkæle sig selv, eller til at sætte på bordet, når der kommer venner på besøg. Jeg har endnu ikke oplevet nogen, som ikke var vilde med dem.
Sådan laver vi råmmmh-kugler
- Jeg bruger:
- 2 dl nøddemel (finthakkede mandler, valnødder, hasselnødder eller en blanding) eller kokosmel
- 1 spsk hørfrø
- 20 dadler
- 2 tsk koldpresset kokosolie
- 3-4 spsk kakaopulver
- 1 tsk kanel
- 1 tsk ingefær
- 3-4 spsk koldt vand
- evt. lidt rom-essens (eller rom)
- 1 dl koldpresset kokosolie
- ½ dl kakaopulver
- frysetørret frugt-pulver eller revet kokos til drys
Rå chokoladeovertræk:
Nødderne og hørfrø blendes grundigt i en foodprocessor til nøddemel (du kan også bruge færdiglavet nøddemel). Tilsæt dadler, kakao, kanel, ingefær, kokosolie og vand og blend videre indtil dejen er fast, blød og ensformig. Brug så meget rå kakao som du selv synes, der skal en hel del i for at give den der rige, lækre smag. Du kan dryppe lidt romessens eller rom i, det er ikke nødvendigt, og kun for voksne men det smager godt.
Derefter former vi romkuglerne i hænderne.
Chokoladesaucen udenpå er heller ikke nødvendig, men smager rigtig godt. Vi smelter kokosolie, rå kakao i et vandbad, altså bare i en lille skål eller et gammelt syltetøjsglas som står i en lidt større skål med varmt vand i (ca. 40-50 grader). Når ingredienserne røres sammen bliver det til en varm tynd og meget bitter 100% chokolade, som er alt for bitter til bare at spise, men sammen med sødmen fra dadlerne fungerer det rigtig godt.
Dyp romkuglerne ned i chokoladen, og rul bagefter kuglerne i frysetørret frugt-pulver, lakridspulver eller revet kokos.
Husk når du bruger kokosolie, så er det vigtigt at vælge den koldpressede version.
Få endnu flere opskrifter, vejledninger, gode råd og tips i vores store lavpraktiske kogebog, som du kan købe her: www.strangeskov.dk/kogebog
Del på