Det her er én af vores opskrifter på rigtig mad af gode råvarer som er anti-inflammatoriske og fulde af næring til os med autoimmunne sygdomme som gigt, psoriasis, sklerose, sukkersyge, crohns, lavt stofstifte og mange andre.

Mørk chokolade-is med orange-knas

Opskrift af Strange Skov - Nogle af vores opskrifter indeholder affiliatelinks.

Chokolade-is med orange-knas lyder måske som noget, der ikke kan forenes med sund kost, men den her lækre dessert (eller morgenmad) er lavet udelukkende af anti-inflammatioriske, næringsrige og mavesunde råvarer: modne bananer, kakao, gurkemeje og koldpresset kokosolie.

Kokosolien skal være koldpresset og uraffineret (dvs IKKE “uden smag” og lignende). Ved stuetemperatur er koldpresset kokosolie fast eller blød, men ikke flydende. Den skal ikke varmes meget op før den bliver flydende og helt klar. Når smeltet kokosolie blandes i den kolde is bliver den lynhurtigt knasende sprød som chokolade. Gurkemejen giver dels kokosolien en flot gul farve, men gurkemeje er også noget af det mest anti-inflammatoriske som findes – og da den milde smag af gurkemeje dels passer til og dels overdøves af appelsin-ektraktet, kan vi lige så godt tage gurkemejens gode egenskaber med.

Sådan her laver vi mørk chokolade-is med orange-knas

    Jeg bruger:
    til 2 personer

  • Chokolade-is
  • 3-4 modne frosne bananer
  • 3-4 spsk kakao-pulver
  • Orange-knas
  • 1 dl koldpresset kokosolie
  • 3-4 tsk gurkemeje
  • 5-10 dryp appelsin-ekstrakt
  • Lidt hasselnødder

Jeg starter med at koge vand til et lille vandbad for at smelte kokosolie. Jeg plejer at fylde koldpresset kokosolie i et lille syltetøjsglas, så kan jeg skrue låget på, når jeg er færdig og gemme det til næste gang. Jeg stiller syltetøjsglasset med kokosolie ned i en lidt større skål, og hælder ca. halvt op med koldt vand og derefter kogende vand i skålen (undgå at få vand i kokosolien). Det kolde vand er for at undgå at glasset springer og for ikke at varme kokosolien for meget op. Jeg rører rundt til kokosolien er smeltet, tager glasset op, tilsætter gurkemeje og appelsin-ekstrakt og rører det sammen (appelsin ekstrakt kan du finde her).

Bananerne skal være helt modne med sorte pletter på skralden, så er de både dejligt søde og næsten uden stivelse. Når bananerne er så modne som muligt skralder jeg dem, brækker dem i mindre stykker, fryser dem i fryseposer og bruger dem først, når de er helt frosne (ellers bliver det en gang splat).

Jeg purerer bananerne sammen med kakao-pulver i min foodprocessor. Der skal skrabes ned fra sidderne og røres rundt en del gange undervejs.

Når bananerne er helt most og blandet med kakao-pulver (man kan ikke længere se små klumper af gul banan i chokolade-isen) er den klar til at servere. Rør kokosolien op en gang mere (gurkemejen synker til bunds), hæld den over isen og se hvordan den forvandler sig til lækker orange-knas, sammen med lidt groft hakkede nødder.

P.S. Du behøver en kraftig blender eller en foodprocessor til det her. Jeg bruger den her blender som er designet til at lave frugt-is. Du kan også bruge en foodprocessor. Hvis du ikke har en foodprocessor, men overvejer at få en, kan jeg anbefale den her, som jeg selv bruger.


*
Få vores månedsbrev med ny viden og
andre autoimmunes erfaringer
direkte i din inbox.
*

Tilmeld dig her...

* Det er gratis og vi deler ikke dine data.

Du kan se flere opskrifter her, på helende og nærende mad, som ikke udløser inflammation, til os med kronisk sygdom.