Det her er én af vores opskrifter på rigtig mad af gode råvarer som er anti-inflammatoriske og fulde af næring til os med autoimmune sygdomme som gigt, psoriasis, sklerose, sukkersyge, Crohns, lavt stofstifte og mange andre.

Dampet torsk og savoykål med hvidløgsdressing

Opskrift af Strange Skov

Til travle dage er det rart at have et par nemme retter i baghånden, så man hurtigt kan diske op med en omgang føde, der hvor man ellers ville ty til pizza eller færdigmad. En af mine go-to aftenmads-opskrifter er både hurtig, lækker, næringsrig og anti-inflammatorisk.

Det her er en af de nemmeste retter jeg kender: Dampet savoykål og torsk med surkål og mild hvidløgsdressing. Min kone elsker den, og siger at noget ellers ret kedeligt og simpelt som kål og torsk her forvandles til en smagsoplevelse uden lige med den gode smag fra hvidløgsdressingen. Dampning er en af de mest skånsomme måder at tilberede mad og det bringer efter min mening det bedste frem i savoykålen som mister bitterhed, bliver mør og bevarer lidt af sit bid.

Savoykål er sådan en dejlig mellemting mellem kål og salat. Alligevel havde jeg først lidt svært ved at finde en god plads til den i vores hverdagsmad. Når savoykålen skæres i ½-1 cm bånd og dampes med salt, fungerer den næsten som en slags fettuccini-pasta (bred flad spaghetti), som kan mixes med en sauce, pesto eller dressing.

I den her opskrift damper jeg torsk og strimlet savoykal sammen, og blander det hele med hjemmelavet aioli (hvidløgs-dressing), som er dampet hvidløg most med salt og blendet med olivenolie. Min opskrift på hjemmelavet mild aioli finder du her.

Torsken på billedet er fra en pakke 400g frossen torskefilet, taget direkte op af fryseren og lagt i damperen, sammen med hvidløg.

Sådan laver jeg dampet torsk og savoykål med hvidløgsdressing

    Ingredienser:
    2 personer

  • et halvt savoykålshoved
  • 400g torsk eller anden hvid fisk
  • 3-4 hele hvidløg
  • koldpresset olivenolie
  • evt. citronsaft eller æbleeddike
  • salt
  • lidt surkål (se opskrift her)
  • ca. 30-45 min.

Først koger jeg vand i elkedel og hælder i damperen (så går det hurtigere).

Jeg skærer bunden af hvidløgene og lægger dem i damperen først. De skal have længst tid for at blive møre (ca. 20-30 min) og må gerne køle af inden man presser dem, ellers gør det ondt i fingrene.

Når hvidløget efter 20-30 min er mørt, tages det op og køler af.

Optøet torsk og kål skal dampes cirka lige lang tid (10-15 min), hvis fisken er frossen skal den have ca 10-15 min. inden kålen tilføjes. Husk at salte kålen i damperen inden låget lægges på.

Mos hvidløget ud i et højt glas, tilføj salt, og mos det med en stavblender, mens olivenolie tilsættes lidt efter lidt, indtil aiolien er cremet. Smag evt til med lidt citronsaft eller æbleeddike.

– Server og spis retten som en portionsanrettet pastaret: Først savoykål-strimler, så fisken let plukket, med surkål og aioli-dressingen over, friskkværnet sort peber og evt en god stråle olivenolie over hele herligheden.

Retten har bestemt også plads til en håndfuld rucola, frisk basilikum eller persille, hvis man lige har det.


*
Få vores månedsbrev med ny viden og
andre autoimmunes erfaringer
direkte i din inbox.
*

Tilmeld dig her...

* Det er gratis og vi deler ikke dine data.

Du kan se flere opskrifter her, på helende og nærende mad, som ikke udløser inflammation, til os med kronisk sygdom.