Marts 2018: Videnskaben bag autoimmunitet, mit før-efter billede, at tilgive sig selv og hvidløgsdressing

Hej,

Det er virkelig blevet vinter her hos os. Skoven er helt dækket af sne og vi går rundt i det op til knæene. Jeg har altid haft en tendens til, at blive lidt vinter-deprimeret eller bare lidt små-irriteret over hvad alt den her kulde og mørke og sne nu skal gøre godt for… Men i år har jeg prøvet at få det bedste ud af det. Jeg har prøvet at finde det sjove frem i vinteren. At finde noget leg i det. At tage ud og skøjte, spille ishockey, stå på ski. Vi har været på skibakke for første gang sammen med børnene og det var sådan en fantastisk god oplevelse, som vi alle nød.

For et par dage siden løb jeg på langrend-ski hen til træningscentret. Jeg tænker ofte at det virker vanvittigt, at jeg plejer at sætte mig ind i en bil og køre igennem sneen hen til et sted, hvor jeg står på en maskine som simulerer at løbe på ski. – Jeg opdagede, at det godt nok er hårdere at løbe på langrendsski end det er at løbe på en cross-trainer. Men det er også noget sjovere, og smukkere!

Og nu hvor det er blevet marts og vi ved at vinteren snart slutter, så er det bare om at få det sidste vinter-sjov med. Det er en rigtig rar følelse i kroppen, at jeg nu er begyndt at sætte pris på vinteren og hvad den giver af muligheder.


For noget tid siden spurgte jeg Umahro Cadogan fra tv2-programmet “kan man spise sig rask” om hvorfor mange med autoimmune sygdomme oplever, at den mad de spiser har en direkte effekt på deres symptomer. Umahro var i sin ungdom selv plaget af en række autoimmune sygdomme og har i mange år arbejdet med kost og sundhed.

– I den her video forklarer han noget af videnskaben bag kostens påvirkning på autoimmunitet:

Umahro: Sådan påvirker kosten autoimmunitet

autoimmun.co/artikler/umahro-saadan-paavirker-kosten-autoimmunitet/


Efter jeg havde delt et “før/efter”-billede af mig, blev jeg spurgt på Facebook om hvor meget jeg træner. Det svarer jeg på i det her indlæg. Jeg tror spørgsmålet kommer fordi mange tror, at “vægttab kræver træning”.

På billedet hvor jeg er overvægtig havde jeg allerede i over et år trænet 2 gange om ugen, præcis som jeg gør nu: varmet op i 10 minutter, styrketrænet i en halv time og strækket ud i 20 minutter, sammenlagt 1 time. Det gjorde jeg der. Og det er det jeg gør nu. Det er den samme træningsmængde. Det ændrede ingenting på over et år. Ikke før jeg ændrede min kost.

Det var først da jeg stoppede med at spise melklister, brød, pasta, ris og sukker, jeg tabte 20 kilo på 3 måneder.

Læs mere i indlægget her:

Hvor meget træner du? (Spørgsmål fra Facebook)

autoimmun.co/strange-skov/hvor-meget-traener-du/



Min kone, Siv, har haft problemer med at sove i længere tid (jeg tror vores gamle liv var for stress-fuldt og at det har sat dybe spor, som er svære at komme over). Hun har lært, at der er meget hun selv kan gøre for at påvirke søvnen, både positivt og negativt, og når hun kommer til at ned-prioritere sig selv og gøre ting, som hun godt ved skader hendes nattesøvn, har hun tendens til at blive sur på sig selv over det.

Jeg kender den følelse fra mig selv. Når jeg tænker på alt det jeg har gjort som har skadet mit helbred, så er det nemt at blive sur på sig selv. Men jeg tænker ikke det er hjælpsomt.

– Efter at jeg erkendte at jeg selv havde stor indflydelse på mit helbred og begyndte at behandle min krop bedre, kan jeg mærke kæmpe forskel. Men jeg kunne have forbedret min livsstil for 10 år siden, for 20 år siden. Men jeg tror ikke det hjælper at slå sig selv i hovedet. Jeg har forstået, at jeg ikke vidste bedre og jeg har tilgivet mig selv den skade jeg uvidende har gjort på min krop.

Jeg tror, at når vi bliver syge, vælger vi mellem “det har ramt mig fra oven” eller “det er min egen skyld”, to valgmuligheder som giver os enten afmagt eller skyldfølelse. Men der er en tredje valgmulighed, som jeg tror kan give os både handlekraft og håb:

– Hvis vores sygdom helt eller bare delvist er resultatet af en livsstil vi har levet, uden at kende konsekvensen, har vi efter min mening ikke skylden, men vi har handlekraften til at ændre det. Det kræver kun at jeg tager ansvar for mit eget liv fremadrettet.

Læs mere i mit blog-indlæg her:

Mit helbred blev først bedre da jeg erkendte at jeg selv havde forværret det

autoimmun.co/strange-skov/mit-helbred-blev-foerst-bedre-da-jeg-erkendte-at-jeg-selv-havde-forvaerret-det/


Sivs nye yndlingsdressing

En af vores favoritter herhjemme i øjeblikket er aioli, en klassisk middelhavs-dressing som er baseret på god olivenolie og en masse anti-inflammatorisk hvidløg. Jeg har arbejdet længe på at finde frem til en mild udgave af klassikeren og den er blevet et hit her i huset.

Vi bruger aioli som salat-dressing og sammen med dampet fisk og grøntsager.


Hvidløgsdressing: Mild og anti-inflammatorisk med kun 2 ingredienser

autoimmun.co/opskrifter/hvidloegsdressing-mild-og-anti-inflammatorisk-med-kun-2-ingredienser/


Nu jeg er ved god olivenolie, så er jeg i gang med samle et overblik over olie og fedtstof, hvad der er godt for os, og hvad der er det rene diesel. Det kommer der snart en artikel ud af, som jeg håber kan være en hjælpsom resurse i den jungle det lidt er, at prøve at leve sundt i en usund verden.

Og i morgen fejrer vi fødselsdag for min lille pige som allerede bliver 9 år.

Hav det rigtig godt og nyd vinteren mens den er her.

De bedste hilsner
Strange

PS: Hvis vi ikke allerede er venner på facebook, så er du meget velkommen til at friende mig her: facebook.com/strange.skov – jeg glæder mig til at lære dig at kende.


*
Få vores månedsbrev med ny viden og
andre autoimmunes erfaringer
direkte i din inbox.
*

Tilmeld dig her...

* Det er gratis og vi deler ikke dine data.