Stracciatella vanilje-is (uden sukker)
Denne is er baseret på frosne supermodne bananer: der er INGEN tilsat sukker eller sødestoffer – bananer er rigeligt søde, hvis ellers de får lov til at blive HELT modne.
- Ingredienser:
- Vanijle-is
- 2 frosne MODNE bananer
- ½ tsk vanilje-pulver
- 100% chokolade-sovs
- 2 spsk ekstra jomfru kokosolie
- 2 spsk ren kakaopulver (uden sukker)
pr person
Det her er én af vores yndlings-is, og når vi spiser den er vi altid dybt forundrede over, at det egentlig bare er en banan med lidt jomfru kokosolie som er naturligt og sundt fedtstof, og kakaopulver som er meget næringsrigt.
‘Stracciatella’ er mest kendt som en italiensk is med chokolade-stykker, opfundet af Enrico Panattoni i 1962. Men metoden hvor smeltet chokolade hældes i den kolde is mens den røres sammen, er faktisk inspireret af – og opkaldt efter – en berømt italiensk suppe (af samme navn), hvor æg røres ind i den varme suppe på samme måde.
Sådan laver vi Sukkerfri Stracciatella-is
Start med at lave et lille vandbad: en lille skål med kogende vand, hvori der står et lille syltetøjsglas. Start med at smelte kokosolie tilsæt derefter kakaopulver i syltetøjsglasset og rør det grundigt sammen. Hvis du bruger et syltetøjsglas med låg, så kan du nemt lave en større portion og gemme resten. Så bliver det endnu hurtigere at lave næste gang. Pas på ikke at overfylde glasset – så bliver det svært at røre sammen.
Kør de frosne bananer + vanilje-pulver i foodprocessor indtil det hele er ensformet og cremet. Det kræver lidt tålmodighed – og en gummispartel til at skrabe isen ned når det sidder fast på siderne af skålen.
Du kan hælde chokolade-sovsen i isen direkte i foodprocesseren til sidst og mens den kører et par sidste gange rundt, eller du kan røre chokolade-sovsen ind i isen med en ske i en skål bagefter. Det bliver mere jævnt og findelt i foodprocessoren og mere klumpet og knasende med en ske. Smag og behag.
Få endnu flere opskrifter, vejledninger, gode råd og tips i vores store lavpraktiske kogebog, som du kan købe her: www.strangeskov.dk/kogebog
Del på