Det her er én af vores opskrifter på rigtig mad af gode råvarer som er anti-inflammatoriske og fulde af næring til os med autoimmune sygdomme som gigt, psoriasis, sklerose, sukkersyge, Crohns, lavt stofstifte og mange andre.

Wrap med spinat, makrel og surkål

Opskrift af Siv Skov

Den her opskrift kom sig af at vi ikke havde mere frisk spinat, som vi ellers ofte spiser til frokost, så Strange ville finde på noget ud af de råvarer, vi lige havde tilbage i køleskabet.

Da han foreslog, at han kunne lave en slags omelet med frossen spinat fra fryseren og med makrel og surkål indeni, tænkte jeg ikke umiddelbart, at det lød lækkert, men jeg var glad for, at han ville lave mad til os, og nye ideer skal selvfølgelig altid prøves af. Og nu er det her blevet én af mine favoritter til frokost.

    Ingredienser:
    1 person

  • Wrap
  • 2 æg
  • 2 klumper frossen spinat
  • Fyld

  • 1-2 dåser makrel (gerne makrel i vand eller olie ellers kan tomatsaucen også skyldes fra “makrel i tomat”)
  • et par skefulde surkål
  • lidt grillede peberfrugter

Makrel på dåse er noget vi altid har liggende, fordi det er nemt og hurtigt til frokost. Surkål havde Strange lavet nogle dage inden, sådan et stort glas, det var ret nemt at lave. Det er vigtigt at lave det selv, da det meste af det surkål man kan købe færdigt i supermarkeder, er pasteuriseret og dermed er alle de gode tarm-bakterier væk. Vores opskrift på surkål kan du se her.

Grillede peberfrugter havde vi også i køleskabet, jeg tror det er en tradition som kommer fra Italien, og det smager helt fantastisk. De modne peberfrugter lægges i ovnen indtil de bliver sorte på det yderste lag, som så pilles af og peberfrugterne lægges så i god olivenolie med hvidløg, basilikum, salt og peber.

Sådan laver vi melfri frokost-wraps

Optø 2 klumper frossen spinat enten på køkkenbordet eller på de-frost program i mikrobølgeovnen og pisk det sammen med 2 æg. Hæld det på en stegepande og vend den en enkelt gang, når den ser nogenlunde fast ud på oversiden. Når begge sider er stegt, tages den af stegepanden. Og så er det ellers bare om at putte makrel, surkål og peberfrugter ind i den og fold sammen og spis.

De ting der kommer ind i wrappen er kolde og den er håndterbar, så derfor fungerer den også rigtig godt at have med i madpakken.


*
Få vores månedsbrev med ny viden og
andre autoimmunes erfaringer
direkte i din inbox.
*

Tilmeld dig her...

* Det er gratis og vi deler ikke dine data.

Du kan se flere opskrifter her, på helende og nærende mad, som ikke udløser inflammation, til os med kronisk sygdom.