Det her er én af vores opskrifter på rigtig mad af gode råvarer som er anti-inflammatoriske og fulde af næring til os med autoimmunne sygdomme som gigt, psoriasis, sklerose, sukkersyge, crohns, lavt stofstifte og mange andre.

Stenalderbrød med valnødder og ekstra meget omega-3

Opskrift af Strange Skov - Nogle af vores opskrifter indeholder affiliatelinks.

Jeg spiser ikke brød, men der er nogle ting som bare råber på brød. I stedet for at spise en håndfuld torskelever fungerer det lidt bedre som smørrebrød på sådan et stykke “spiselig tallerken”. Her kommer stenalderbrødet ind i billedet.

“Stenalderbrød”, “palæobrød”, “nøddebrød”, “kernebrød”, “melfrit brød” – det har mange navne – og jæger-samlerfolk fra stenalderen spiste naturligvis ikke brød af nogen slags – de havde hverken ovne eller brødknive. Men de spiste både nødder og frø og kerner og æg. Det vigtigste for mig er: næsten ingen stivelse i det her brød og det smager og mætter 100 gange bedre end rugbrød.

Jeg spiser ikke brød. Heller ikke fuldkornsbrød, speltbrød, emmerbrød, rugbrød, havrebrød eller hvad de nu ellers finder på. – For mig er det hele bare pulveriserede næringsfattige græsfrø.

Hvorfor skulle jeg spise græsfrø i pulverform, hvis jeg ikke spiser hele græsfrø?

Stenalderbrød/palæobrød er et godt alternativ til rugbrød. Fordi det er lavet af nødder, kerner og frø er den her slags brød meget kalorietungt og helt ekstrem mættende. Det er jo egentlig bare en omelet så det holder sig kun nogle dage i køleskabet – og der skal en stor familie til at komme igennem sådan et brød på et par dage.

    Ingredienser:
    1 kg brød

  • 7 æg
  • 5 spsk. olivenolie
  • 300g hele hørfrø
  • 100g valnødder
  • 150g revet kokos
  • 100g græskarkerner
  • Lidt salt
  • 1½ time

Når jeg bager et stenalderbrød plejer jeg at skære det i skiver, når det er kølet ned og så fryse det i poser med 4 skiver i hver. Så kan jeg tage en pose op til hvis jeg har lyst til højbelagt smørrebrød med hjemmelavet leverpostej, torskelever, makrelsalat, sardinsalat, fiskefrikadeller med hjemmelavet remolade eller noget andet godt. Det holder sig godt i fryseren – også stiveskåret – det ændrer ikke konsistens og bliver ikke tørt.

Sådan laver vi stenalderbrød

Det er nemt og hurtigt: Rør alt det tørre sammen i en skål, tilsæt olivenolie og æg, og rør det hele til en jævn fast masse. Hæld dejen i en smurt bageform og bag det ved 170 grader i 1 time. Du kan drysse birkes eller sesamfrø over brødet inden du bager det – det er pænt, men ikke nødvendigt.


Et stenalderbrød med ekstra meget omega-3

Her følger lidt “nutritionisme”, som ikke er vigtigt, men dog interessant: Visse nødder og kerner kan være problematiske da mange af dem har en uheldig fordeling af omega-3 og omega-6 olie. Det her er vores favorit opskrift på stenalderbrød med ekstra meget omega-3, hvor vi har baseret det på frø og nødder som er tunge i omega-3 (hørfrø og valnødder) og lidt græskarkerner og kokos fordi det bare smager super godt. Vi har beregnet Omega-3 til Omega-6 forholdet i det her stenalderbrød til ca. 1:2 – hvilket er usædvanligt godt for et nøddebrød.

Husk: Omega-3 olie fra planter og plantefrø (ALA) er ingen erstatning for animalsk omega-3 (EPA og DHA) som fås bedst fra fede fisk, skalddyr og lever.


*
Få vores månedsbrev med ny viden og
andre autoimmunes erfaringer
direkte i din inbox.
*

Tilmeld dig her...

* Det er gratis og vi deler ikke dine data.

Du kan se flere opskrifter her, på helende og nærende mad, som ikke udløser inflammation, til os med kronisk sygdom.