/*

Det her er én af vores opskrifter på rigtig mad af gode råvarer som er anti-inflammatoriske og fulde af næring til os med autoimmunne sygdomme som gigt, psoriasis, sklerose, sukkersyge, crohns, lavt stofstifte og mange andre.

Stegt fisk med persillesovs

Opskrift af Strange Skov - Nogle af vores opskrifter indeholder affiliatelinks.

Stegt flæsk med persillesovs er en dansk klassiker som jeg husker fra min barndom, især fra mine somre med min familie på Bornholm. Min far og min faster lavede det ofte, men det var min yndlingsonkel Gert som lavede den bedst.

Jeg har siden opdaget, at mælke-mel-sovs med kartofler og paneret svinekød ikke er noget, der gavner mig og min krop. Jeg spiser ikke mælk, korn, kartofler og kun sjældent svinekød, så den traditionelle danske stegt flæsk og persillesovs er lidt ude. Men jeg tænkte, om jeg måske kunne genskabe smagsoplevelsen fra min barndom, men i stedet lave det ud af rigtig mad, som nærer min krop?

Når jeg spiser sild tænker jeg på Bornholm og det gav mig ideen til at kombinere stegte sild med persillesovs i en anti-inflammatorisk udgave uden melklister, stivelse og mælk og med masser af grøntsager og god olie i stedet for.

    Ingredienser:
    2 personer

  • Stegt fisk
  • 4-5 sild eller sildefilter
  • Persillesovs

  • ca. 300g frisk eller frossen blomkål
  • 100g smør eller koldpresset kokosolie
  • 100g koldpresset olivenolie
  • 2 æggeblommer
  • salt og sort peber
  • et par store håndfulde finthakket persille
  • Grøntsager

  • 300g gulerødder
  • 300g broccoli

Jeg starter med at dele blomkål i mindre stykker og dampe det. Hvis du ikke har en dampkoger eller en dampindsats kan du også koge det (men den mest skånsomme tilberedning er dampning, som bedre bevarer grøntsagernes næringsstoffer).
– Mens jeg venter skyller og hakker jeg en bundt frisk persille. Man kan også bruge et par spiseskefulde tørret persille, men frisk smager bedst.
Når blomkålen er helt mør efter ca. 10-15 min. hælder jeg blomkål i en kasserolle og sætter gulerødder og broccoli over i damperen.

Imens det damper begynder jeg at stege sildene, til den her ret må de godt blive lidt sprødstegte (som onkel Gerts stegte flæsk) og det bliver det nemmest ved middel-høj varme i 15-20 min. med skindsiden nedad i smør eller kokosolie. De kan vendes engang til sidst og få et par minutter på en anden side.

Mens sildene steger og grøntsagerne damper sig møre, laver jeg persillesovsen færdig: Jeg sætter kasserollen med blomkål over lav varme og purer det med en stavblender, tilsætter æggeblommer og smør/kokosolie og blender videre. Tilsidst blender jeg olivenolie i lidt ad gangen og smager til med salt og peber.

Når alt er klar vendes persillen i sovsen. Husk at sovsen i den her ret består af grøntsager og god fedt og kan nydes i rigelige mængder.

Den her fungerer godt som en “sidste-øjeblik” “hovsa-jeg-har-glemt-at-vi-skal-have-mad-idag”-ret – den kan nemlig fint laves af frostvarer: for eksempel frossen broccoli-mix (broccoli, blomkål og gulerødder blandet i en pose), frossen persille og frosne sild.


*
Få vores månedsbrev med ny viden og
andre autoimmunes erfaringer
direkte i din inbox.
*

Tilmeld dig her...

* Det er gratis og vi deler ikke dine data.

Du kan se flere opskrifter her, på helende og nærende mad, som ikke udløser inflammation, til os med kronisk sygdom.