Strange Skov

Jeg har rygsøjlegigt, men vil ikke lade min diagnose bestemme hvordan jeg lever mit liv.

Jeg blogger og skriver artikler for at dele hvad jeg har lært om hvordan kost og livstil påvirker kronisk sygdom.

Symptom-behandling helbreder ikke livstils-sygdomme

Blogindlæg af Strange Skov

Medicin er rigtig godt til at bekæmpe infektioner, lindre smerter og rette op på skader. Men hvis livsstilssygdomme er symptomer på kronisk forgiftning, som hjertekarsygdomme og sukkersyge er og som gigt og sklerose måske også er, giver det så ikke mening at flytte fokus fra symptombehandling til årsagsbehandling?

Måske de fleste af nutidens sygdomme mere er symptomer på forgiftning, end egentlige sygdomme. Og hvis det er rigtigt, så synes jeg ikke det giver så meget mening kun at symptombehandle, uden også at se på årsagerne.

Det svarer lidt til, at der er hul i taget og det drypper ind og man så sætter en spand under, i stedet for at fixe hullet i taget. Og når vandet så løber over, så finder vi ud af at lave et pumpesystem, som pumper vandet ud i stedet for at fixe taget. Når pumpen så overopheder, så laver vi et kølesystem, i stedet for at fixe taget. Når pumpesystemet så larmer for meget, lydisolerer vi pumpen, i stedet for at fixe taget.

Sådan er det med symptombehandling, om det så er NSAID, steroider, biologisk gigtmedicin, gurkemeje eller akupunktur. Det løser ikke problemet. Det lindrer symptomerne og det er godt, men det er ikke nok.

Altså, det er ligesom at give modgift for slangebid og lade slangen blive siddende i benet.

For mig siger det sig selv at vi er nødt til at kigge på årsager. Og når det kommer til livsstilssygdomme, så skal vi kigge på vores livsstil. Og hvis fedme er et problem blandt gigtsyge, så kunne det måske være, at der var en sammenhæng mellem hvad vi spiser og vores sygdom. Man kunne vende det på hovedet og spørge om gigt er et problem for overvægtige eller om både gigt og overvægt er symptomer på det samme problem: En usund livsstil.

Ernæring mangler i lægehuset

Hvis en person klager over ondt i maven, fordøjelsesproblemer, humørsvingninger, dårlig ånde og lignende, ville det måske være mere oplagt, at man i første omgang mødes af en doktor i ernæring, ikke en medicinsk læge.

Jeg synes, det er synd for både lægerne og deres patienter og samfundet som helhed, at det er medicinske læger som pålægges at løse et problem, som måske slet ikke er medicinsk i sin natur. Lægerne er uddannet i medicin, hvilket ofte styrer deres problemløsning. Mange af dem kan ikke se skoven for bare piller.

Læs også: Kan lægen sige: “Jeg ved det ikke”?

Men jeg tænker også at mange ikke rigtig hjælper til selv. Når folk tager til lægen, så tror jeg ofte, at de bare forventer, at han kan fixe det, som en håndværker. De kan nærmest blive sure, hvis man ikke kan trylle problemerne væk med medicin. Jeg tror det bunder i forbrugstanken, at folk kan brokke sige over, at “jeg skal stadig rende til lægen, fordi de kan stadig ikke finde ud af hvorfor jeg har ondt og jeg får stadig ikke den rigtige medicin…”

Det handler vel også om, at vi selv tager ansvar for vores eget helbred, og selv kigger på kroppen og mærker efter i kroppen og tænker på “gør jeg selv noget som gør problemet værre eller kunne jeg gøre noget som gjorde det bedre?” Mange af lægerne kunne måske godt blive bedre til at pålægge deres patienter mere af det ansvar.

I Sverige har man “sjukvård” altså sygepleje hvor man tager sig af sygdom, ligesom et lægehus. Men modsat har man også “friskvård” som er der hvor man tager sig af sit helbred og sin raskhed – det er typisk fysioterapeuter, behandlinger, yoga, træning, vandgymnastik osv. Det er en lidt anden måde at se på det, at man investerer i ikke at blive syg, man investerer sin tid og sin livsstil. I stedet for bare at tro at kroppen er sådan en stabil ting, at jeg er rask lige meget hvad fanden jeg gør. At jeg ryger og drikker i weekenden, spiser sukker om aftenen og brødklister om morgenen og hænger i sofaen foran et TV og bruger giftige produkter på min krop og når livsstils-sygdoms-symptomerne så kommer, tænker man “Hvorfor har det ramt mig?” – What? Det giver jo sig selv, at det ikke bare er noget der kommer ud af den blå luft.

Der er meget misinformation eller uvidenhed eller også ved folk det godt, men vil helst ikke vide det. Der er også økonomiske interesser og ondsindet og dygtig markedsføring bag den vestlige madkultur og herunder de officielle anbefalinger om kost.

Lægerne siger god for det, fordi det offentlige siger god for det, fordi de tror på hvad de får at vide af eksperterne, som ofte kommer fra diverse interesseorganisationer som per definition har en økonomisk interesse i en bestemt offentlig anbefaling.

Kost er noget hokus-pokus

Det undrer mig, at helbredsløsninger som falder uden for medicinsk symptombehandling, ofte smides i en stor kasse, der hedder “alternativ behandling” – en kasse der indeholder alt fra homøopati, kranie-sakral, voodoo, krystalsten-lægning, astrologi og kinesisk mystik og ernæring og kostændring – alt sådan noget “hokus pokus”. Det er bare en kasse med alt det som vi ikke kan bevise, om det hjælper eller ej. Jeg mener, at det er en katastrofe at smide ernæring og kost ind under “alternativ behandling” fordi modsat homøopati, håndspålæggelse og vestlig medicin, så er ernæring fundamentet for vores helbred.

– Lægevidenskaben er da selv baseret på Hypokrates, og en af hans grundsætninger var at “Mad er medicin og medicin er mad”, hvorfor er det så ikke baseret på det? Hvorfor forholder mange læger sig til mad, som om det var noget hokus pokus?

(Indlægget fortsætter efter annoncen...)



Det er jo logisk at for alle maskiner generelt set, gør det jo en forskel hvad du hælder i maskinen for at få den til at virke, alle maskiner har deres optimale brændstof. Kroppen er også en maskine der behøver mad, rigtig mad, for at kunne fungere optimalt. Kroppen kan køre på plastic- og færdigmad, men ikke optimalt og ikke ret længe, før vores “motor” tager skade. Det giver jo ikke mening at vi forholder os helt anderledes til kroppen end til alle andre maskiner, at med kroppen er det fuldstændigt lige meget hvad du hælder i dunken.

Det genererer mig grænseløst at høre igen og igen fra mennesker med livsstilssygdomme af den ene eller anden art, at der ikke er en sammenhæng mellem hvad de spiser og hvordan de har det, bare fordi lægevidenskaben ikke har formået at bevise den sammenhæng. Det betyder ikke at der ikke er en sammenhæng.

Jeg tror ikke på, at løsningen er at finde i enkelte magiske ingredienser som er enten synderen eller frelseren. Mættet fedt, transfedt, antioxidanter, omega-3. Vi bliver ved med at kigge på den her burger under en lup. Hvad er det i den burger, der gør at man bliver syg af at spise den? – DET ER HELE BURGEREN!

Der er forskel på hvad der er interessant og hvad der er vigtigt. Jeg mener, at selvom det er interessant at finde ud af hvorfor junkfood gør os syge, ligger det vigtige i at stoppe med at spise junk, imens vi finder ud af det.

PS: Hvis indlægget var brugbart for dig vil det måske også være det for andre i dit netwærk. Del det på Facebook eller Google+, det hjælper både mig og dem du deler det med.

*
Har du husket at tilmelde dig?
Få vores månedsbrev med ny viden og
andre autoimmunes erfaringer
direkte i din inbox.
*

Tilmeld dig her...

* Det er gratis og vi spammer ikke.