Strange Skov

Jeg har rygsøjlegigt, men vil ikke lade min diagnose bestemme hvordan jeg lever mit liv.

Jeg blogger og skriver artikler for at dele hvad jeg har lært om hvordan kost og livstil påvirker kronisk sygdom.

Mit helbred blev først bedre da jeg erkendte at jeg selv havde forværret det

Blogindlæg af Strange Skov

Når vi bliver kronisk syge, kan vi vælge mellem “det har ramt mig fra oven” eller “det er min egen skyld”, to valgmuligheder som giver os enten afmagt eller skyldfølelse. Men der er en tredje valgmulighed, som jeg tror kan give os både handlekraft og håb:

– Hvis vores sygdom helt eller bare delvist er resultatet af en livsstil vi har levet, uden at kende konsekvensen, har vi efter min mening ikke skylden, men vi har handlekraften til at ændre det. Det kræver kun at jeg tager ansvar for mit eget liv fremadrettet.

Hvis vi ser sygdom som noget der har “ramt os fra oven”, kan det være fordi vi tror alternativet ellers må være, at det er vores egen skyld. Og det er for tungt at bære. For smertefuldt.

– Det er for smertefuldt at sige “jeg har den her sygdom fordi jeg har behandlet min krop dårligt, fordi jeg har spist dårligt, fordi jeg har stresset for meget, arbejdet for meget, eller hvorfor det nu end er”. Hvis det er resultatet af en livsstil som vi tror vi selv har valgt. – Den med at “det er vores egen skyld”, den er for svær at bære, så vi føler os NØDT til at tro på, at det er noget som har ramt os.

Jeg mener ikke det er vores egen skyld. I forhold til at komme fremad og leve bedre med det helbred vi nu står med, tænker jeg ikke at det er særligt hjælpsomt at uddele skyld, til gengæld er det efter min mening meget vigtigt at forstå de årsager der kunne være. Hvem der bærer skylden for de årsager er ikke særlig praktisk brugbart, og tjener ofte mere til at enten slås sig selv i hovedet eller skubbe ansvaret fra sig, også fremadrettet.

Jeg tror også, at det er derfor nogen har modstand mod, at man kan gøre noget selv, at man kan spise bedre, leve bedre, forgifte sig mindre, bevæge sig mere, være sød ved sig selv, tale pænt til sig selv. Fordi så hænger vores sygdom sammen med vores adfærd, og det tvinger os til at tage ansvar for hvordan vi har det.

Men der er en anden vinkel at se det fra. Jeg tænker, at der ikke kun er ét alternativ til “det har ramt mig fra oven og jeg havde intet med det at gøre” – den med at “det er min egen skyld”, den kan man også vende på hovedet og sige:

“Hvis min sygdom er resultatet af noget jeg har gjort, er det ikke noget jeg har gjort med vilje”

Det er ikke sådan at vi gør de her ting velvidende hvad resultatet er. Hvis vi havde vidst bedre, så havde vi jo ikke gjort det. Jeg har jo ikke spist klistermad som brød, ris, pasta og sukker fordi jeg vidste at jeg ville blive syg af det, jeg har jo ikke bekymret mig fordi jeg vidste at jeg ville sove dårligt af det, jeg har jo ikke drukket mælk fordi jeg vidste at jeg ville få eksem af det.

Og så kan vi se den positive vinkel: At hvis min sygdom er resultatet af noget som jeg har gjort. Så har jeg pludselig noget kontrol. Så er der noget jeg kan gøre. Jeg kan lade være med det. Hvis det er sket på grund af nogle knapper som jeg har trykket på, så kan jeg kan lade være med at trykke på de knapper eller jeg kan trykke på nogle andre knapper.

Det er mere magtfuldt, synes jeg, end “det har ramt mig fra oven – det var ikke min skyld.” At acceptere, at det er noget der er sket, på grund af noget jeg har gjort, giver mig magten til at jeg kan gøre noget andet, så det måske ikke behøver at være sådan her. Måske. Så bliver der mulighed for at jeg måske kan få det bedre eller måske jeg kan få det godt. Og hvis man er rigtig syg, så skal der altså ikke meget forbedring til, før det føles rigtig godt. Det ved jeg og det ved de fleste som har været kroniske syge. Jeg tror alle der har prøvet at være syge, på nogen som helst måde, ved præcis hvor vidunderligt det er, at ikke være det mere.

Og hvis man selv kan gøre noget for at få det bedre, for det er den magt det giver, at acceptere at der er en årsag, at sige: “Min sygdom har en årsag, det er mit ansvar, men ikke min skyld.”

(Indlægget fortsætter efter annoncen...)



Strategien at fralægge sig ansvaret for at slippe for skyldfølelsen, tænker jeg handler om at undgå den store smerte der er forbundet med at tage det på sig selv. Fordi vi føler at skylden følger med ansvaret. Men det handler også om at det måske føles som en uoverkommelig opgave at ændre på det. For tanken om at KUNNE ændre på det, er måske også for svær at bære.

Jeg tror mange kommer til, hvis de tænker at det er deres egen skyld, at være meget hårde ved sig selv og slå sig selv i hovedet med at “det er min skyld”. Og ikke tale pænt til sig selv. Men hvis man forstår at “hvis vi vidste bedre, så havde vi ikke gjort det”, så tror jeg det er nemmere at tilgive sig selv, og komme videre.

Det er vigtigt at tilgive sig selv og acceptere tingene som de er for at kunne ændre dem, tror jeg. At hvis det kunne have været anderledes, så havde det været det. Hvis jeg kunne have valgt bedre, så havde jeg gjort det. Især når det drejer sig om mit eget helbred.

Hvis jeg kunne have forudset, at hvad jeg spiser eller hvad jeg gør eller hvad jeg tænker, har en effekt på mig selv om 5 år, så jeg har det dårligere end jeg har det nu eller dårligere end jeg gerne vil have det, så ville jeg nok ikke gøre det.

Jeg tror at hvis vi forstår det, så er det nemmere at tilgive sig selv og så tror jeg også det er nemmere at træde et skridt videre, og se at hvis min sygdom er baseret på en årsag, og det er mig der fører an i den årsag, så er det også mig der kan ændre noget. Så er det også mig der kan forbedre tingene fremad. Fordi nu ved jeg bedre. Det er vel det som det betyder at få erfaring.

Jeg tænker vi godt kan være sødere ved os selv og give os selv tilgivelse. Og hvis vi kan det, så kan vi også acceptere at vi har et ansvar overfor os selv. Et ansvar for at tale pænt til os selv, men også for at behandle os selv så godt som vi kan. Og jeg tænker det er vigtigt at have med, at det er så godt som vi KAN, det betyder ikke på den mest optimale måde. Det er så godt som vi kan med de værktøjer vi har, med den viden vi har, den tid vi har, den økonomi vi har. Vi kan kun gøre tingene så godt som vi kan, ikke så godt som de kan gøres.

PS: Hvis indlægget var brugbart for dig vil det måske også være det for andre i dit netwærk. Del det på Facebook eller Google+, det hjælper både mig og dem du deler det med.

*
Har du husket at tilmelde dig?
Få vores månedsbrev med ny viden og
andre autoimmunes erfaringer
direkte i din inbox.
*

Tilmeld dig her...

* Det er gratis og vi spammer ikke.