Strange Skov

Min far levede og døde med en gigt-sygdom som jeg har arvet. Jeg ændrede min kost og i dag har jeg ikke længere symptomer.

Nu hjælper jeg andre med autoimmun kronisk sygdom få det bedre med kost og livsstil.

Kostråd er ikke regler. Vi bestemmer selv.

Blogindlæg af Strange Skov

“Må vi nu heller ikke spise bønner mere?”, “Skulle kartofler nu være giftige?”, “Hvad er der nu i vejen med rugbrød?”, “Nu må vi så heller ikke drikke mælk længere” og “Vi må da heller ikke spise noget længere, hvad er der snart tilbage, andet end luftfrikadeller og vindpostej?”

– sådan kan nogen reagere på artikler som den om 4 fødevarer som forværrer autoimmun sygdom baseret på Pia Norup’s bog “Kronisk sund”.

Kornprodukter, bælgfrugter, mælkeprodukter og grøntsager fra natskyggefamilien er de 4 fødevarer Pia Norup fremhæver som potentielt KAN genere og over-stimulere immunforsvaret til at starte autoimmune angreb. Og der er mange flere fødevarer som kan udløse autoimmune angreb f.eks æggehvide, nødder, kaffe, kakao, chiafrø, quinoa, sødemidler som birkesød og stevia, samt en lang række almindelige tilsætningsstoffer.

MEN det betyder IKKE at de her fødevarer pludselig er blevet forbudt. Det betyder IKKE at vi ikke MÅ spise de her ting. Det er information som kan hjælpe os til at vælge og fravælge i forhold til at opnå hvad vi vil med vores helbred. Men vi vælger selv.

Hvis vi ikke føler os på toppen helbredsmæssigt, så KAN det være en eller flere fødevarer som volder problemer. Og så kan vi hver især prøve i en periode at tage dem væk, for at se og mærke om der er en forskel. Spørge os selv: “Hvordan har jeg det så? Får jeg det bedre?” Hvis der er en bedring, så kan vi lade være med at spise det. Så har vi fået en ny viden om vores krop. Hvis der ikke er nogen bedring, så kan vi fortsætte med at spise det, hvis vi føler det gavner vores krop.

Det er ikke et regelsæt, det er ikke en dogmekultur, som vi alle skal synkroniseres efter. Det er individuelt hvad det lige er for stoffer, som kan genere vores immunforsvar og forværre vores autoimmune symptomer.

Hvad andre deler af både personlige og kliniske erfaringer, om hvilke fødevarer som kan være problematiske for dem, det er alt sammen bare forslag, som vi andre kan prøve at udelukke fra vores kost i en periode, for at se om det gør en forskel for os hver især – eller ej.

I virkeligheden tror jeg der ligger et problem i, at vi igennem en årrække er blevet opdraget til at få af vide oppe fra, hvad vi skal spise og hvad vi ikke skal spise. Vi har lært at sætte kostråd over at lytte efter vores egen krop. Hvis vi havde lært at tage kostråd som forslag og lytte til erfaringer fra andre som inspiration – og ikke regler, så tror jeg rådene ville være mere hjælpsomme for os.

Men vi har lært oppefra hvad der er sundt og hvad der ikke er sundt. Hvad vi skal og ikke skal, hvad vi må og ikke må spise. Og så følger vi bare trop, vi makker ret. Og når vi så bliver overrumplet med input fra mange forskellige sider med forskellige anbefalinger om kost, så reagerer vi med at tænke på det som hvad vi må og ikke må spise.

Vi bestemmer SELV hvad vi vil og ikke vil, hvad vi må og ikke må. Vi kan alle have glæde af at se på kostråd, som RÅD og ikke påbud.

Og lad os ikke glemme at de fleste råd vi får er baseret på “så vidt næringsvidenskaben ved”. Og det ændrer sig hele tiden. Hvad ernæringsvidenskaben ved med sikkerhed er egentlig ikke så meget, som mange tror. Så meget som der klappes på ryggen over hvor dygtige vi er til at forstå hvordan vores krop fungerer og hvordan ernæring fungerer, så er det i virkeligheden både fascinerende og chokerende hvor lidt vi ved. Bare det at vi hele tiden finder ud af nye ting, viser os hvor lidt vi vidste før. Og det viser os, hvor meget fejl, der er blevet taget igen og igen.

Jeg tror vi bør være forsigtige med at blankt acceptere når fødevarer erklæres “sunde” eller “usunde”. Til gengæld tror jeg vi kan have langt mere glæde af at lytte til forskere, fagfolk og mennesker med samme sygdom som os selv giver os forslag til ændringer vi kan gøre i vores kost, som kan gøre en forskel.

Men det er op til os selv, om vi vil tage imod det. Når mennesker som Pia Norup fortæller os, at gluten i brød, lektiner i bønner eller kasein i mælk og ost kan være med til at forværre vores sygdom, så er det bare information som vi kan bruge til at komme videre i vores egen proces til at få det bedre. Det kan være den brik som vi manglede i vores eget puslespil.


PS: Hvis indlægget var brugbart for dig vil det måske også være det for andre i dit netwærk. Del det på Facebook eller Google+, det hjælper både mig og dem du deler det med.

*
Få vores månedsbrev med ny viden og
andre autoimmunes erfaringer
direkte i din inbox.
*

Tilmeld dig her...

* Det er gratis og vi deler ikke dine data.