Strange Skov

Jeg har rygsøjlegigt, men vil ikke lade min diagnose bestemme hvordan jeg lever mit liv.

Jeg blogger og skriver artikler for at dele hvad jeg har lært om hvordan kost og livstil påvirker kronisk sygdom.

Hvordan finder man motivationen: Tvang eller indsigt?

Blogindlæg af Strange Skov

Hvordan finder man motivationen til vedvarende livsstilsforbedringer? Jeg tror, at der er flere måder at gøre det på, der er den med at tvinge det igennem, ved en kraftanstrengelse, hive sig selv op ved håret, ikke fordi det er sjovt eller godt, men fordi det er nødvendigt. Det kan grænse til selv-straf og selv-pineri, men det kan være en effektiv metode for visse personlighedstyper, men ikke alle.

De mennesker med den personlighedstype, som formår at tvinge eller presse sig selv til at vælge “det rigtige”, er måske ikke dem som ender med sukkersyge. Det er nok i højere grad de af os (som jeg selv) som er mere styret af impuls og lyst, som “ikke kan styre os” og som kommer til at vælge det dårlige og først opdager det, når skaden er sket.

Når vi lyst-styrede forsøger, at tvinge os selv til at vælge det gode, tror jeg, at vi ofte ender vi med 2 stemmer, én på hver skulder. Én råber “Du skal, du skal, du skal” og én anden som råber “Du kan ikke”.

Måske man kan tvinge sig selv i en periode, men man er næsten dømt til at fejle før eller siden.

Jeg foreslår, at der findes andre metoder, at selvtvang kan fungere for nogen, men ikke for alle. Ikke for mig.

Det der fungerer for mig er forståelse. Jeg behøver ikke at tvinge mig selv til ikke at spise sukker, fordi jeg forstår hvad der er og har indset at sukker er gift for mig. Jeg behøver ikke at tvinge mig selv til ikke at spise sukker, på samme måde, som jeg ikke behøver at tvinge mig selv til ikke at spise fluesvampe eller rottegift. Fordi jeg har forstået at det er gift.

Det minder mig om et eksempel fra DR’s programserie “U-turn”, hvor Chris MacDonald forsøger at hjælpe en gruppe sukkersyge danskere til at blive medicin-fri med at ændre livsstil med mere motion og sundere kost. Selvom kostændringer nævnes ligger hovedfokus i programmet på motion. Chris MacDonald forklarer i afsnit 5, hvordan han forholder sig til motivation og lyst:

Chris MacDonald i DR’s U-turn.Foto: DR.dk

“Motivation er enormt svært. I har et udtryk på dansk, som hedder ‘det er lysten der driver værket’ men når jeg kigger på min motivation, ja, det er lysten der driver lysten i forhold til at se Netflix, men det er ikke lysten der driver værket, når jeg tager ud på en løbetur. Jeg har aldrig nogensinde været ude på en løbetur, hvor jeg har tænkt – åh shit jeg tror ikke jeg kan stoppe. Det er noget andet der driver værket. Det er en mental indstilling, hvor jeg minder mig selv om hvorfor er det her vigtigt.”

Chris motiverer Michael til at kæmpe videre.Foto: DR.dk

Metoden som Chris MacDonald anvender til at motivere deltagerne, er at lære dem at tvinge sig selv til at vælge det rigtige. Og så længe Chris MacDonald holder dem i hånden og trækker dem fremad, fungerer det. Men i sidste afsnit står det klart, at selvtvang ikke fungerer for de fleste af deltagerne, som efter forløbet er faldet tilbage til deres dårlige vaner.

Hvis selvtvang ikke fungerer for alle, synes jeg det er synd, at forsøge at forvandle Pia og Michael til Chris MacDonald. Hvis de var eller kunne være Chris MacDonald ville de ikke have sukkersyge. Deres selvhad over ikke at kunne tage den i stiv arm eller klare mosten eller slå til, er tydelig og den er efter min mening ødelæggende for deres succes. De opgiver på forhånd og når de fejler starter den nedadgående spiral af trøstespisning, depression og opgivelse. Jeg kender det fra mig selv.

Jeg tror det handler om at acceptere sig selv.

Jeg accepterer mig selv: Jeg er en slikmås. Jeg er lyststyret.
Det skal være sjovt, hvis jeg skal bevæge mig. Det skal smage godt, hvis jeg skal spise det. Men jeg har forstået, at der er masser af bevægelse som er sjovt og der er sundt mad, som smager godt.

Når jeg snacker så spiser jeg frossen frugt (blendet i food-processor) med chokoladesauce uden sukker, jordbær, valnødder og andre lækre ting, som smager godt og i så store mængder jeg har lyst til, uden at skade mit helbred. Uden dårlig samvittighed. Og jeg bevæger mig så meget eller så lidt som jeg har lyst til, hvilket er langt mere end jeg nogensinde har kunnet tvinge mig selv til.

Jeg har forstået, at den type produkter vi kalder “søde sager” eller “godter” slet ikke er gode, de er faktisk slet ikke spiselige. Det er nemt for mig nu, fordi jeg har fjernet den indre konflikt, fordi jeg ikke ser hvidt pulver (sukker, mel, gibs osv.) som mad længere. Den indsigt og selvaccept gør det snyde-nemt for mig at opnå vedvarende livsstilsforbedringer.


PS: Hvis indlægget var brugbart for dig vil det måske også være det for andre i dit netwærk. Del det på Facebook eller Google+, det hjælper både mig og dem du deler det med.

*
Har du husket at tilmelde dig?
Få vores månedsbrev med ny viden og
andre autoimmunes erfaringer
direkte i din inbox.
*

Tilmeld dig her...

* Det er gratis og vi spammer ikke.