Strange Skov

Jeg har rygsøjlegigt, men vil ikke lade min diagnose bestemme hvordan jeg lever mit liv.

Jeg blogger og skriver artikler for at dele hvad jeg har lært om hvordan kost og livstil påvirker kronisk sygdom.

Jeg havde aldrig troet at jeg kunne være et forbillede

Blogindlæg af Strange Skov

Min søn Milan spurgte mig: “Hvis jeg træner og strækker ud og hviler mig og spiser fisk og grøntsager, hvornår tror du så, jeg kan få en krop ligesom din?”
– Det var lidt af et chok for mig. At min søn ønsker sig en krop som min.

Da jeg var barn så jeg ikke min fars krop som noget at stræbe efter. Som et ønske at opnå. Og jeg har aldrig set på min egen krop, som noget at opnå. At min søn ser på mig nu, og spørger hvordan han kan få en krop ligesom min.

At det ikke er en eller anden kendt sportsudøver, som er hans fysiske forbillede. At det er mig, der er hans fysiske forbillede – det er en meget uventet gevinst ved at jeg har ændret min kost for at få mindre symptomer og få det bedre med min sygdom.

Jeg sagde til ham, at hvis han fortsætter med at spise sådan som han spiser og hvis han fortsætter med at bevæge sig for sjov, sådan som han gør og passe på sin krop, sådan som han gør, at så vil han få en krop som er meget bedre end min. – For min krop er ødelagt af alle de år, hvor jeg er gået ned af den forkerte vej med forkert kost og forkert eller ingen bevægelse. Og alt det gift jeg har fyldt i min krop. At han behøver ikke tænke på hvornår hans krop bliver ligesom min, for jeg håber ikke at hans krop bliver ligesom min.

Jeg ved, at hans krop bliver meget bedre end min og det er noget jeg kan give ham. I fremtiden. Fordi jeg har forstået at hvordan vi har det og hvordan vi ser ud hænger sammen med hvad vi spiser.
– Og jeg kan give ham den forståelse og give ham sund mad og give ham bevægelse. Jeg lærer det til ham ved at gå forrest og vise ham vejen. Det giver jeg videre til ham, så han ikke selv skal finde vej, som jeg har skullet. Og det er det hele værd.

Han får sund og næringsrig mad ind lige fra barndommen, han lærer at bevægelse er sjovt og naturligt, han vænner sig til at være aktiv og udenfor i stedet for at sidde indenfor foran en skærm. Det lærer jeg ham.

Og det gør mig virkelig glad, at jeg forstår der er en sammenhængen mellem mad og bevægelse og krop og symptomer og sygdom, så det ikke skal være en gåde og gætteri for mine børn. Jeg behøver ikke at håbe på, at mine børn ikke bliver syge og overvægtige, fordi jeg ved hvordan det hænger sammen og jeg kan give det videre til dem.

Jeg troede, at jeg var forudbestemt til at være den samme far, som min far – fysisk, genetisk forudbestemt til at mine børn ville se på mig på samme måde, som jeg så på min far. Ikke som et fysisk forbillede.

Min far var en fantastisk far på andre måder, som jeg har taget med mig videre til mine børn. Han var god til at vise kærlighed, der er han mit forbillede. Men aldrig fysisk.

Tænk at jeg er blevet et fysisk forbillede for min søn.

Det havde jeg aldrig troet.

PS: Hvis indlægget var brugbart for dig vil det måske også være det for andre i dit netwærk. Del det på Facebook eller Google+, det hjælper både mig og dem du deler det med.

*
Har du husket at tilmelde dig?
Få vores månedsbrev med ny viden og
andre autoimmunes erfaringer
direkte i din inbox.
*

Tilmeld dig her...

* Det er gratis og vi spammer ikke.