Mango-Mousse & Chiagrød

Opskrift af Strange Skov

I Salvador Dalís fødeby lærte vi at lave mango-mousse og at tage sig god tid.

Vi kan ikke spise mango uden at tænke på Salvador Dalí og en STOR GUL BUS.

I byen Figueres i det nordlige Katalonien (der hvor surrealist-maleren Salvador Dalí er fra) mødte vi en gul hippiebus fra Berlin med tre søde beboere: Marius, Annett og deres kæmpe hund, Pippilotta. De var kørt nordpå fra Andalusien for at slippe lidt for varmen (og fluerne) – vi var netop på vej sydpå imod varmen (og fluerne).

Da vi kom hjem fra Salvador Dalí museet kom Annett ind til os med en stor moden mango. “Vi får den ikke spist og i den her varme kan den ikke holde sig til imorgen”, sagde hun og viste børnene hvordan hun plejer at lave mango-mousse.

Ingredienser:
4 personer
• En stor moden mango
• lidt citronsaft
• en moden banan
• Chiafrø, ca. 2 spsk pr. person
• Kokosmælk, ca. 2 dl pr. person

Sådan laver vi Mango-Mousse og chiagrød:

Bland chiafrø med kokosmælk (hvis du ikke kender chiafrø, så finder du dem her), jeg laver det altid sådan lidt på slump, fordi jeg bare bruger hvad der er i kokosmælkdåsen og så hælder chiafrø i, så det ser ud til at det kommer til at passe. Men hvis du måler op, så er det cirka 2 spsk chiafrø til 2 dl kokosmælk. Jeg bruger mælken i kokosdåsen og så gemmer jeg det øverste lag fedt til noget andet, f.eks. at piske det sammen med en smule vand, så bliver det lidt som flødeskum og smager godt sammen med lidt frosne bær. Hvis jeg ikke får fedtet brugt, hælder jeg lidt kogende vand på dagen efter og bruger den blanding sammen med chiafrø. Når chiagrøden er blandet skal den lige stå omkring 10 min. i køleskabet, den kan også laves dagen inden.

Mango-mousse er egentlig bare most mango med lidt citronsaft i. Når chiagrøden er blevet fast i køleskabet smager det rigtig godt med bananskiver og mango-mousse ovenpå.

En lille lektion i ro

Marius (en mand på min fars alder og i bedre form end mig) sad på jorden foran vandposten og fyldte vandflasker. Han trykkede knappen ind og ventede tålmodigt til den automatisk stoppede og trykkede den så ind igen. Da jeg sprang hen til ham og begyndte at vise ham hvordan jeg plejede at binde en spænderem rundt om knappen for at holde den inde (og spare tid), smilede han roligt til mig og sagde: “It’s okay. I have time.” Det var nok der det først gik op for mig, at roen er en af de brikker i puslespillet jeg har manglet – og måske ikke fundet netop fordi jeg ikke vidste at jeg ledte efter det.