Det her er én af vores opskrifter på rigtig mad af gode råvarer som er anti-inflammatoriske og fulde af næring til os med autoimmune sygdomme som gigt, psoriasis, sklerose, sukkersyge, Crohns, lavt stofstifte og mange andre.

Æble- og kanelkage (uden sukker og mel)

Opskrift af Siv Skov

På sensommeren hen på efteråret har vi rigtig mange æbler her i Småland, og så er det tid til æble-mad.

Vi laver æblegrød (uden sukker, så altså bare let kogte æbler, blendet til grød), hjemmelavet æblecidereddike, tørrede æblesnacks (som især børnene elsker med kanel på til jul) og så den her, vores dejlige æble-kanelkage, som er uden sukker og sødemidler. De modne æbler er søde nok i sig selv.

Sådan laver vi æble- og kanelkage.

Mel til kagen kan laves i en foodprocessor af revet kokos eller nødder eller det kan købes færdiglavet.

  • Vi bruger:
  • 10 æbler
  • 6 æg
  • 100 g smeltet smør
  • 2 spsk kokoscreme eller den fede del af en dåse kokosmælk
  • 1 spsk kanel i dejen + kanel ovenpå kagen
  • ½ tsk kardemomme
  • ½ tsk stødt ingefær
  • 150 g mandelmel
  • 20 g kokosmel (revet kokos)
  • 1 tsk bagepulver

Skær alle æblerne ud i mindre tern.

Bland æg, smeltet smør, kokosmælk, krydderierne, kokosfibermel eller mandelmel, kokosmel (revet kokos) og bagepulver sammen i en skål med en gaffel.

Put lidt smør eller olie i en kageform og smør hele bunden + op af kanterne med en pensel. Hæld så kagedejen i formen og hæld alle æbletern ovenpå. Pres æblestykkerne lidt ned i dejen med hænderne. Og drys kanel ovenpå hele kagen. Sæt kagen i ovnen på nederste rille ved 175 grader i cirka 60 min i en kold ovn (forvarmet ovn ca. 40 min).

Når kagen er færdig, så lad den køle af inden den tages ud af formen. Den smager himmelsk med en klat kokoscreme ovenpå, bare den fede del af en dåse kokosmælk, som røres indtil den bliver blød og cremet.

Sæt gerne kokosmælken i køleskabet nogle dage inden, så er den god fast i konsistensen eller gør som jeg og ha’ altid kokosmælk stående på en hylde inderst i køleskabet, så har man altid, når der lige er en æblekage klar.


*
Få vores månedsbrev med ny viden og
andre autoimmunes erfaringer
direkte i din inbox.
*

Tilmeld dig her...

* Det er gratis og vi deler ikke dine data.

Du kan se flere opskrifter her, på helende og nærende mad, som ikke udløser inflammation, til os med kronisk sygdom.